Lige til det sidste var den populære skuespiller Ole Thestrup optimistisk. Men han endte med at tabe kampen til kræften

‘Jeg har det for tiden rigtig godt…. Vi går en lysere tid i møde, det er snart forår!!! Hurra.’

Sådan skrev den populære skuespiller Ole Thestrup for få uger siden på Facebook. Efterfulgt af masser af hjerter og glade smileys.

Men den lysere tid er igen blevet mørk. For Ole Thestrup tabte kampen mod kræften og sov natten til fredag stille ind i sit hjem. Omgivet af sin familie. Blot 69 år gammel blev han.

Opdateringen på Facebook var dog et udtryk for en nærmest ukuelig tro, at det var ham, der ville vinde kampen. At miraklernes tid ikke var forbi.

»Ved den første scanning lignede jeg et snelandskab. Men midt i kemoterapien kunne de ikke se noget. Det var væk. De havde sjældent set en patient med så aggressiv en form for kræft, hvor kemoen virkede så godt. Det er så fantastisk. Jeg har troen på, at det er noget, jeg vil overleve i mange år,« lød det optimistisk fra Ole Thestrup i midten af september, hvor han netop havde fået dét, der skulle være hans sidste kemobehandling, til TV2.

Udtalelsen faldt i forbindelse med, at en meget rørt Ole Thestrup modtog Danmarks største og ældste skuespil-pris, Lauritzen Prisen, for sit mangeårige virke.

Den ikoniske rolle fra come-back filmen 'Blinkende lygter' gentog Ole Thestrup i teaterforestillingen af samme navn. 
Den ikoniske rolle fra come-back filmen 'Blinkende lygter' gentog Ole Thestrup i teaterforestillingen af samme navn.  Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

Til BT sagde han fortrøstningsfuldt ved samme lejlighed, at han sagtens kunne forestille sig at vende tilbage det fag, som den aggressive lungekræft for en tid havde sat en stopper for.

»Film og tv og den slags, det vil jeg temmelig sikkert kunne vende tilbage til og kunne lave en del år endnu,« sagde en meget glad Ole Thestrup.

Filmen og teatret blev hans levevej i 40 år, og førte til ikoniske roller i ikke mindst come-back filmen ‘Blinkende lygter’ og skæve komedier som ‘De grønne slagtere’, ‘Solkongen’ og ‘Mænd og høns’, ligesom han satte sit særegne præg på tv-serier som ‘Jul på slottet’ og ‘Badehotellet’ og imponerende præstationer på de skrå brædder i forestillinger som ‘Woyzeck’ og ‘Jeppe på bjerget’. Alle leveret med den helt særlige østjyske Ole Thestrup dialekt.

Og han efterlod da også store solide fodspor i de mennesker, han arbejdede sammen med.

»Ole kunne lukke op for alle sluser, og hvis du placerede ham det rigtige sted på en scene, var det ubetaleligt. Så var det KUN ham, der kunne gøre det. Ole var sprudlende,« siger Jens Jørn Spottag, som i lighed med kollegaen Bodil Jørgensen - der bl.a. spillede sammen med Ole Thestrup i ‘Badehotellet’ - er dybt berørt over tabet.

»Vi er allesammen uerstattelige. Men Ole var det i særklasse. Med sin stemme og med sin tilstedeværelse. Nu er der en tom plads, som ikke kan fyldes ud,« siger Bodil Jørgensen.

'Nu er der en tom plads, som ikke kan fyldes ud,' siger Bodil Jørgensen om tabet af Ole Thestrup, som hun spillede sammen med med flere lejligheder. 
'Nu er der en tom plads, som ikke kan fyldes ud,' siger Bodil Jørgensen om tabet af Ole Thestrup, som hun spillede sammen med med flere lejligheder.  Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

At dømme efter reaktionerne på de sociale medier, føler mange som hende.

»Du… dit fantastiske menneske… Jeg elsker alt det, du har beriget mine børn og mig med… og alle andre mennesker i kongeriget. Du vil altid stå for mig som en vidunderlig ener og en fantastisk skuespiller,« skriver Henrik Nørgaard på Facebook.

Men nu er det slut. Med skuespillet og med livet.

Da Ole Thestrup i foråret 2017 fik konstateret lungekræft, valgte han at være utrolig åben om sygdommen og det chok, der ramte ham, da han fik den barske nyhed.

»Det var sgu lige døden fra Lübeck, jeg mødte der. Det var forfærdeligt, det var rent ud sagt grusomt,« sagde han på TV 2 i forbindelse med det store Knæk Cancer show i oktober, hvor han også fortalte om, at han knap turde kigge på sin kone Hanne de første mange dage efter at have fået stillet diagnosen.

Ole Thestrup havde taget noget af familien med uddelingen af Lauritzen-prisen. Her er det hans kone Hanne, datteren Elise samt barnebarnet Emil. 
Ole Thestrup havde taget noget af familien med uddelingen af Lauritzen-prisen. Her er det hans kone Hanne, datteren Elise samt barnebarnet Emil.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hende var han gift med i mere end 25 år. Og Ole Thestrup lagde aldrig skjul på, at var det ikke for Hanne, var livet sluttet langt tidligere, end det gjorde. Og hun har uden tvivl haft en stor aktie i hans ukuelige tro på, at han nok skulle bekæmpe kræften.

Men optimismen i dét, der blev Ole Thestrups sidste opdatering på Facebook, varede desværre ikke ved.

Ifølge hans nære ven, forfatter og komponist Yngve Rasmussen - som han lærte at kende i forbindelse med behandlingen for sit alkoholmisbrug - vidste den folkekære skuespiller til sidst godt, at han ikke ville komme til at snyde døden.

»Ole var afklaret med det. Han sagde til mig en dag: ‘De har sagt, at det er slut. De kan ikke gøre mere for mig’. Og han var ikke typen, der dvælede ved det. Jeg tror, at Ole gjorde alt for at tage sin situation så fattet, som muligt,« siger Yngve Rasmussen og fortsætter:

»Det vigtigste for Ole var, at han havde sikret sin familie økonomisk, så de kan klare sig fremover. Det talte han meget om. Han var dybt, dybt taknemmelig for sin familie, og værdsatte dem virkelig højt. Ole var skuespiller med hud og hår. Det havde nogle omkostninger for ham de første mange år af hans karriere. Takket være Oles kone Hanne blev han også et familiemenneske de sidste mange år af hans liv,« siger Yngve Rasmussen, som bor i Frederikshavn og ofte talte i telefon med Ole Thestrup.

»Jeg vidste jo godt, hvordan det var fat, da han ikke tog telefonen her i weekenden.«

Det var først til allersidst, at Ole Thestrup måtte erkende, at han alligevel ikke kunne vinde kampen over kræften. 
Det var først til allersidst, at Ole Thestrup måtte erkende, at han alligevel ikke kunne vinde kampen over kræften.  Foto: Katrine Becher Damkjær
Vis mere

Måske var det en forvarsel om, hvor det bar hen, da Hanne Thestrup tidligere på ugen lagde et nyt billede op på Facebook. Et billede af hende og Ole, siddende smilende og lykkelige i sofaen under optagelserne til ‘Her er dit liv’, som blev sendt på DR i 2015.

»Er det ikke bare kærlighed,« skrev hun. Efterfulgt af hjerter.

Nu er sjælebåndet mellem dem revet itu. En stor og dyb kærlighed er kommet til en alt for brat ende og mørket har sænket sig over familiens hjem på Tuse Næs i Vestsjælland.

Foråret kommer til at lade vente på sig.