Sommeren har flere gange været dømt helt væk fra Danmark, men resten af ugen får danskerne en sidste chance for at nyde sol og sommertemperaturer.

For selvom tågen netop nu ligger på vejene, så vil vejret i løbet af formiddag klare op og skyde fire fantastiske sensommerdage i gang.

- Det bliver lunt og solrigt resten af ugen med op til 22-23 grader lokalt. Det er varmt luft, der strømmer op fra Mellem- og Sydeuropa, og giver Danmark nogle gode sensommerdage med høje temperaturer, siger Mikael Jarnvig, meteorolog hos TV2 vejret.

Selvom det kunne være fristende med en tur til stranden i de temperaturer, så gælder det ifølge Mikael Jarnvig om at holde sig lidt væk fra kysterne, hvis de højeste temperaturer skal opleves.

- Med det kolde vand, der er omkring Danmark, så skal man holde sig fra kysterne, hvis de højeste temperaturer skal opleves. Det kan sagtens blive i Sønderjylland, fordi de først bliver ramt af varmen, eller i Midtjylland, der har langt til kysterne, at vi de kommende dage måler de højeste temperaturer, siger Mikael Jarnvig.

I mandags lød meldingen kun på sensommer fra torsdag til lørdag, men nu er også søndag kommer med på vejrkortet med sol og varme. Men når den nye uge går i gang, så vil det kunne mærkes, at kalenderen har skiftet til oktober.

- Søndag eftermiddag kommer der en koldfront ind over Danmark fra nordvest, som har langt køligere vejr med. Det får det lige til at blive 5-6 grader køligere, men vejret vil fortsat være pænt, siger Mikael Jarnvig.

Om det lige bliver 20 eller 23 grade de kommende dage, så gælder det om at nyde det. For nok har sommeren flere gange været spået færdig og alligevel vendt tilbage. Men nu ser det altså ud til, at det er helt slut med over tyve grader på termometeret.

- Det er sjældent set med over 20 grader i oktober, så statistisk set er det nok de sidste varme dage, vi får i år, siger Mikael Jarnvig.