Et mystisk trafikfænomen drillede tirsdag og onsdag morgentrafikanterne i Randers.

Af uforklarlige årsager brugte nogle bilister hele 40 minutter på at tilbagelægge strækningen mellem Havnegade og Randersbro i det centrale Randers. En strækning, der er under én kilometer lang.

Det skriver Randers Amtsavis.

Situationen har været så irriterende for randrusianerne, at en række borgere har henvendt sig til Randers Kommune for at få en forklaring.

Men selv for kommunen er det trafikale kaos et mysterium. De har undersøgt lysanlæggene ved krydset ved Havnegade/Østergrave og i krydset ved Randersbro for at finde ud af om en defekt i lysmasterne kunne være årsagen til problemerne.

Men nej.

»Vi ved simpelthen ikke, hvad der er sket, siger Henrik Kaldahl,« der er projektleder i Randers Kommune, til Randers Amtsavis.

»Teknikken kan drille, men det ser ikke ud til, at der har været fejl. Så vi kan ikke sige, hvad det er, der har udløst problemerne,« uddyber han.

Henrik Kaldahl fortæller, at han meget gerne hører fra borgere, der måtte ligge inde med en viden.

Noget kunne dog tyde på, at problemet nu er løst. Fredag morgen klokken 7.30, det mest befærdede tidspunkt, flød trafikken nemlig optimalt igen.