Stormen Urd har sat kurs mod Danmark, som forventes at blive ramt mandag. Flere steder i landet risikerer man vindstød af orkanstyrke, hvor det anbefales at holde sig indendøre.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved DMI Henning Gisselø til BT.

»Det starter om eftermiddagen med kuling og vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst, i Nordjylland og på Bornholm. Her vil der være kuling og vindstød af stormstyrke,« oplyser vagtchefen.

Værre bliver det dog mandag aften, hvor de samme egne bliver ramt endnu en gang.

»Ved 18-19 tiden om aftenen kommer anden etape, hvor de samme områder vil få stormvarsel med risiko for vindstød af orkanstyrke, som formentlig vil fortsætte helt frem til tirsdag morgen.«

Samtidig vil der i resten af landet være kuling og vindstød af stormstyrke.

Særligt i de egne, hvor der forventes at være risiko for vindstød af orkanstyrke, anbefaler Henning Gisselø, at borgere tager sine forholdsregler og bliver indendøre.

»Man bør blive derhjemme. Det er simpelthen for farligt at bevæge sig uden for, for man risikerer altså at få alt muligt i hovedet. Vi taler om, at tagsten kan rive sig løs, træer kan vælte, og grene kan knække, så der er ingen grund til at opholde sig udendørs,« fortæller han.

Det forventes samtidigt, at det kraftige stormvejr landet over vil medføre vandstigninger forskellige steder i landet.

»Hvordan det konkret kommer til at forløbe med vandstanden er fortsat lidt for tidligt at sige noget om. Vi har ikke det fulde overblik over det endnu. Men den kraftige blæst kommer til at presse en masse vand ind forskellige steder, så vi kommer helt sikkert til at opleve forøget vandstand,« siger Henning Gisselø.

Flere steder i landet er man allerede begyndt at forberede sig på de stigende vandmasser. Det kan du læse mere om her og her.