Særlig sensitivitet har bredt sig som fænomen. En gruppe psykologer ser med kritisk blik på begrebet i en ny bog. De er bekymrede over især den voksende tendens med at karakterisere børn som særligt sensitive.
Virker dit barn genert i en ny situation? Bliver dit barn ked af det, når andre udviser vrede eller andre stærke følelser? Bryder dit barn sig ikke om løgne eller uretfærdighed?
Hvis du kan svare ja til ovenstående, kan det være tegn på, at dit barn er særligt sensitivt. Det kan også blot være tegn på, at dit barn faktisk er helt normalt.
En af tidens store samfundsdebatter kredser om, hvor meget man skal problematisere børns adfærd. Hvor meget man skal sætte diagnoser og begreber på det, der tidligere ikke krævede en tur forbi hverken skolepsykologen eller lægen. Psykologerne og forskerne Marie Tolstrup, Barbara Hoff Esbjørn, Sofie Wille Østergaard og Nicoline Normann har skrevet en ny bog, hvor de ser kritisk på det omdiskuterede begreb særligt sensitive.
Et begreb, de kalder for »vor tids største bortforklaring«, og som oprindeligt udsprang fra den amerikanske psykolog og forsker Elaine Aron. Hendes bog om det særligt sensitive sind blev skrevet for 20 år siden og er blevet solgt i over 100 millioner eksemplarer verden over. I Danmark er den gået hen og er blevet en opdragelsesbibel for mange danske forældre, og den danner fundament for en række psykologers og coaches herhjemme.
En indlejret mulighed for fiasko
»Når forældre karakteriserer et barn som særligt sensitivt, skærmer de dem ofte. De indlejrer en indbygget fiaskomulighed. Barnet vokser op med en usikkerhed om: Du kan nok ikke klare det. Det strider imod almene opdragelsesprincipper,« siger psykolog Marie Tolstrup.
Berlingske kunne i denne uge fortælle, hvordan forældre i stigende grad henvender sig til lærere og pædagoger, fordi der skal tages hensyn til deres særligt sensitive barn. Pædagoger bruger også aktivt begrebet i deres pædagogik, hvor de blandt andet selv karakteriserer børn som særligt sensitive over for forældre.
Alt det lagt sammen er en udvikling, psykologerne med bekymring har iagttaget. De har gennemgået Elaine Arons bog, og den opsigtsvækkende konklusion lyder, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for noget af det, den amerikanske forsker skriver om.
»Sensitivitet i sig selv er jo bare et parameter i vores måde at være mennesker på. Ved at være særligt sensitiv er du tilsyneladende en særlig kategori og rent kvalitativt anderledes end andre. Men man kan ikke stole på Elaine Arons konklusioner. Som forskere er vi bekymrede over, at så mange mennesker har taget noget til sig, som lige så godt kunne være skrevet af en helt tilfældig anden person. Det, at hun selv ser sig selv som særligt sensitiv og sin søn som det, gør det meget subjektivt, og mange af hendes eksempler er baseret på egen erfaring,« siger Barbara Hoff Esbjørn.
I den seneste tid har de fire psykologer luftet det kritiske budskab gennem foredrag og oplæg. De er hver gang blevet overraskede over, hvor passionerede publikum er i forhold til den særlige sensitivitet.
»Det er noget, der virkelig får folk op i det røde felt. Blandt publikum opstår der tumult og aggressioner. Det er ikke overdrevet. Modsat finder jeg det provokerende, at man går ind og behandler så mange børn efter nogle retningslinjer, som der slet ikke er noget belæg for. Vi bliver ofte mødt med holdningen om, at vi fuldstændig har misforstået, hvad den særlige sensitivitet er. Folk tager det som en kritik af deres egen person. Hvis man kritiserer begrebet, kritiserer man dermed også dem selv. Sådan er det også i bogen. Det er de særligt sensitive, der er empatiske, og så er der os andre, der ikke har fattet det,« siger Marie Tolstrup.
Bortforklaring af udfordringer
Medicin vil man ikke give til børn, med mindre den er blevet tjekket af myndighederne. Ligesom man heller ikke diagnosticerer et barn uden et blik fra en fagperson. Derfor undrer det psykologerne, at så mange forældre har taget den særlige sensitivitet til sig.
»Jeg tror, det her fænomen er en konsekvens af, at vi nogle gange har svært ved at acceptere, at vi har svagheder. At vi ikke kan håndtere det, at man har psykiske vanskeligheder. Og det er svært at sige: Ja, jeg har svært ved at koncentrere mig, når bølgerne går højt. Vi skal acceptere vores egne udfordringer, og at vi skal have hjælp til at håndtere dem. Der ligger en bortklaring i den særlige sensitivitet,« siger Barbara Hoff Esbjørn.
En anden forklaring er, at i en verden med fortravlede forældre er det svært med et barn, der skiller sig lidt ud eller reagerer anderledes end det forventede. Mens psykiske udfordringer og psykiatriske vanskeligheder klinger mørkt og tabubelagt, lyder det langt mere positivt at være særligt sensitivt.
»Det er da nemmere at forklare det hele med det. Hvor man bliver fortalt, at man skal holde op med at stille krav til, at barnet skal stå op eller gå i skole. Det giver familien lov til at lade barnet lidt være. Det fjerner fokus og ansvar fra forældrene, og det er rart for dem, at de faktisk ikke behøver at gøre andet end at følge barnets anvisninger. For når barnet siger: Det har jeg ikke lyst til – så skal du følge det. Hvilket er en lettelse. Det er ikke for at kritisere forældrene. Jeg kan godt forstå dem. Det giver dem plads, og det letter presset på de ellers nødvendige diskussioner med barnet. Det er en meget attraktiv kategorisering,« siger Marie Tolstrup.
De er stødt på dem. De særligt sensitive børn, der får lov til at blive hjemme fra skole, hvis det hele føles for meget. Dem, der skal køres ind over en længere periode end normalt i vuggestuen, fordi de reagerer kraftigt på nye omgivelser, og dem, der skal have stille stunder for sig selv i SFOen.
Noget, der sker, fordi forældrene mener, at det er barnets behov, og som ifølge psykologerne har den bivirkning, at der opstår en forventning om, at alle rundt om barnet skal indrette sig efter det.
»Vi lever altså i et samfund, hvor vi er på arbejde eller i skole mandag til fredag. Det bliver man nødt til at lære sine børn at håndtere. Det problematiske er også, at du har et begreb, hvor tanken er, at hvis du følger det her, vil dit barn udvikle sig til at blive en slags overmenneske, som er mere intelligent og indlevende end andre. Der bliver etableret en dem og os-kultur. Som jo er det, vi andre forsøger at komme væk fra,« siger Barbara Hoff Esbjørn.
Børn fratages muligheden for at øve sig
Det er især afskærmningen af børnene, der skaber panderynker. Forældrene fratager dem muligheden for at øve sig i helt almindelige, dagligdags færdigheder.
»Elaine Aron skriver i forhold til sociale relationer, at man som forælder skal gå ind og vurdere, hvornår ens barn kan håndtere at få en ny legeaftale, og hvornår tingene bliver for meget. Man skal som forælder tage dem ud af sociale kontekster, selv om barnet måske ønsker at være i dem. Forældre skal påtage sig en meget kontrollerende og alvidende rolle. Det vil vi jo nok kalde for overinvolverede forældre,« siger Nicoline Normann.
Hvis du er særligt sensitiv, er det noget, du vil være hele dit liv. Ifølge tilhængerne af fænomenet kan det hverken kureres eller behandles. Psykologerne har i kraft af deres arbejde med især angst-patienter set børn, der af forældrene er blevet karakteriseret som særligt sensitive, men hvor de faktisk har vist sig at have en angst-diagnose.
»I behandlingen gør vi faktisk det modsatte af at skærme dem og udfordrer dem. Det viser sig, at de ofte kan håndtere langt mere, end forældrene tror. I løbet af tre måneder er de fri for deres problemer. Risikoen er, at man med den særligt sensitive opfattelse stopper børns udvikling. Man tager helt normale børn meget tidligt og gør dem anderledes ved at sige, at de har et træk, som andre ikke har. Den anden del er, at man tager børn med psykiske vanskeligheder og siger: Nej, dem har du ikke. Vi fratager dem muligheden for at få den behandling, de ellers burde få,« siger Barbara Hoff Esbjørn.
Hun mener, at vi mangler et ordentligt sprog i forhold til de børn, der på den ene eller anden måde har det svært med at sidde stille, høre høje lyde eller være i nærheden af for meget uro. Vi skal sige direkte: »Hør her, vi skal tale om, at du har svært ved at koncentrere dig.« I stedet for at tale udenom med luftige begreber.
Problemer skal ses i øjnene
»Det er aldrig sjovt at være problemfokuseret, men hvis du ikke ser problemet i øjnene, hvordan kan du så løse det? Elaine Aron siger det selv højt og larmende: Det er jo ikke et problem. Det er et medfødt træk. Hvorfor ikke bare tale om, at barnet eksempelvis har svært ved skift? Det forstår jeg simpelthen ikke. Det er et unødvendigt begreb at klistre på børn,« siger Barbara Hoff Esbjørn.
Psykologerne mener, at man lægger et enormt pres på de særligt sensitive børn ved netop at kalde dem det. Hvad nu hvis de ikke bliver en succes trods afskærmningen og de mange hensyn?
»Man risikerer også, at lærerne og pædagogerne melder helt pas på barnet. At de bliver dødtrætte af de her unger, fordi de hele tiden skal tage særlige hensyn. Der sker noget i relationen, når der hele tiden er det her pres på, at nu skal andre tage hensyn til mit barn. Måske skal man acceptere, at ens barn ikke er jordens ottende vindunder,« lyder det fra Barbara Hoff Esbjørn.
Marie Tolstrup nikker:
»Hele ideen om kernesund familie kom jo også bragende, og jeg tror, at folk leder med lys og lygte efter et eller andet, der gør hverdagen nemmere og gør livet mere overskueligt. Børn er herlige, men de er også besværlige. Og det er helt okay. Hvorfor skal de absolut være særligt sensitive?«
»Ja, de kunne jo også bare være Peter eller Ida. Kan vi egentlig ikke nøjes med det?«
