Mange børn og unge fokuserer på mobilspil på vejen til og fra skole og risikerer liv og lemmer i trafikken

Børn og unge glemmer trafiksikkerheden, når de går hjem fra skole med hovedet i mobilen og tankerne på Pokémon-jagt. 21-årige Lukas Petersen fra København er en af mange unge, der sætter sig på cyklen i sin jagt på Pokémoner, selvom han ved, det er farligt.

Han føler dog, at han har styr på situationen, for han har efter eget udsagn kunnet cykle, siden han kunne gå. Han ved dog, at der er risici ved at færdes i trafikken med øjnene klistret til mobilskærmen, og derfor har han forbudt sin lillesøster på 13 at gøre som ham.

»Jeg ved at det kan være distraherende, men jeg synes, jeg har styr på det. Det er nok mere små børn, der let kan glemme, hvor de befinder sig. Det er også grunden til, at jeg har sagt til min lillesøster, at hun ikke må cykle samtidig med hun spiller. Jeg vil gerne passe på hende,« siger han, da BT henvender sig til ham.

Han har netop krydset gaden ved hjørnet af Østerbrogade og Jagtvej i København på sin cykel med cykler, biler og knallerter susende omkring sig.

Hvert år omkring skolestart opfordres bilister til at holde øje med de mange nye trafikanter, der begiver sig ud på vejene. I år kan folk bag rattet dog få mere at se til end sædvanligt på grund af sommerens lanceringen af mobilspillet Pokémon GO. Spilleren bevæger sig nemlig rundt i den virkelige verden og fanger virtuelle monstre som ses på telefonens skærm via kameraet.

Tal med barnet

Hos Rådet for Sikker Trafik er man også bevidst om, at flere børn og unge vil færdes i en tæt trafik, nu hvor skoleferien er ovre.

Derfor er det klare råd til forældre, at de skal tale med deres børn om, hvordan man opfører sig i trafikken.

»Vi ved, at det nytter at tale med børn og unge om, hvordan man bør opføre sig på vejene. Snarere end at se Pokémon GO som en negativ ting, kan man vende problemet om og betragte det som en kærkommen lejlighed til at tage snakken om, hvordan man gerne vil have, at ens barn færdes i trafikken,« siger seniorkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik, Gitte Aagaard.

En undersøgelse foretaget for nylig af Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden viser, at noget af det, som har mest indflydelse på børn og unges adfærd i trafikken, er hvad deres forældre gør og siger. Derfor er opfordringen også klar fra Gitte Aagaard.

»Det klinger hult, hvis man som forælder ikke lever efter de råd og regler man udstikker. Lad derfor være med at stoppe ved snakken, og vær i stedet et godt eksempel ved at udleve dit budskab

Dødsfald og trafikulykker

Historier om Pokémon GO og dets følger fra ind- og udland er de seneste uger dukket op i medierne med jævne mellemrum. Af disse har en del omhandlet trafikulykker, hvor spillere er blevet påkørt efter at have haft snuden i deres mobiler.

Selvom ingen lignende tilfælde så vidt vides har fundet sted i Danmark, har uopmærksomhed forårsaget af spillet også kostet liv her.

Den 28. juli mistede en 21-årig mand livet, da han kørte galt i sin bil. Mistanken om, at spillet skulle have haft en rolle, opstod, da politiet nåede frem til ulykkesstedet og så, at spillet var tændt på hans mobil.

Så sent som i går udsendte Københavns Vestegns Politi en meddelelse, hvori de beder både børn og voksne om at være opmærksomme i trafikken.