Region Hovedstaden betalte et konsulentfirma over 1,5 mio. kr. for at lave en såkaldt business case for it-systemet Sundhedsplatformen. Opgaven burde have været sendt i udbud, erkender regionen nu.

Et brud på reglerne for udbud.

Det erkender Region Hovedstaden nu, efter BT i dag kan afdække, hvordan regionen fik et konsulentfirma til at lave en business case for sit nye it-system Sundhedsplatformen uden at sende opgaven i udbud.

BT’s aktindsigt viser, at Region Hovedstaden betalte konsulentfirmaet Oleto Associates 1,56 mio. kr. for at lave business casen. Det overstiger både grænsen på 500.000 kroner for, hvornår en opgave skal annonceres, og grænsen for, hvornår man har pligt til at afholde et EU-udbud på knap 1,5 mio. kr.

»I betragtning af, at den samlede opgaves pris endte med at overskride annonceringspligten og samlet set udbudsgrænsen, burde vi have annonceret, at vi havde behov for yderligere bistand frem for at lave direkte tildeling til Oleto,« siger Torben Dalgaard, direktør i Region Hovedstadens Center for It, Medico og Telefoni, i et skriftligt svar til BT.

Flere eksperter vurderer da også, at Region Hovedstaden har begået et klokkeklart brud på udbudsreglerne.

»Indkøbet burde have været annonceret, så alle kunne afgive tilbud,« siger Steen Jensen, der rådgiver private og offentlige virksomheder i udbudsreglerne.

Han henviser til, at der i tilbudslovens afsnit II var en grænse på 500.000 kroner for, hvornår alle skal kunne byde ind på en opgave, da kontrakten med konsulentfirmaet blev indgået i 2012. Grænsen for et EU-udbud lød på 1.489.000 kroner.

Hans vurdering bakkes op af professor i samfundsvidenskab Bent Greve fra Roskilde Universitet:

»Som jeg umiddelbart ser det, er det ikke i overensstemmelse med reglerne.«

Kritik af ‘naiv’ business case
Region Hovedstadens udbuds-brøler kommer, efter at flere eksperter over for BT har kritiseret business casen for at bygge på ‘naive’ antagelser om store økonomiske gevinster fra dag 1.

»Business casen er meget optimistisk grænsende til det naive,« har Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, udtalt.

Senest har regionsdirektør Hjalte Aaberg da også erkendt i BT, at udsigten til gevinster er længere, end der står i business casen.

At det nu viser sig, at opgaven med at lave business casen i strid med reglerne ikke blev sendt i udbud, får nu flere politikere til at kræve svar. De vil vide, om der er hold i beregningerne bag business casen, og hvorfor opgaven ikke blev sendt i udbud, så man fik den bedst mulige til at udføre den.

»Det nærmer sig en skandaløs håndtering,« raser regionsrådsmedlem Martin Geertsen (V).

Businesscasen er nemlig et af de helt centrale dokumenter, der ligger til grund for økonomien bag it-systemet. Det er blandt andet på baggrund af business casens løfter om store økonomiske gevinster, at politikerne i regionsrådet i Region Hovedstaden har investeret 2,1 mia. kr. i Sundhedsplatformen.

Burde have været forsigtige
Region Hovedstaden forklarer til BT, at årsagen til, at opgaven i første omgang ikke blev sendt i udbud, er, at den oprindelige kontrakt med Oleto Associates lød på 495.000 kr., hvilket er 5.000 kr. under grænsen.

»Opgaven har ikke været sendt i EU-udbud, idet man ved aftalens indgåelse påregnede et beløb under udbudsgrænsen. Efterfølgende har der så vist sig løbende behov for yderligere bistand til opgaven, hvorefter opgaven er blevet tildelt direkte til Oleto Associates,« lyder i et skriftligt svar fra Torben Dalgaard.

Men ifølge Steen Jensen kan Region Hovedstaden dog ikke undskylde sig med, at opgaven i første omgang var lige under grænsen.

»Ved en kontraktsum på 495.000 kr. burde regionen have fulgt forsigtighedsprincippet og annonceret indkøbet,« siger han og peger på, at regionen skød helt forbi skiven med prisen.

Den endelige regning blev dog over tre gange større, viser de i alt ni fakturaer i sagen.

»Når en estimeret omkostning på 495.000 kr. senere viser sig, at ende med, at blive 3 gange så stor, er det ikke en overdrivelse, at kalde det for mindre god forvaltningsskik,« siger Steen Jensen.

Politikere: Ikke godt nok
Det møder hård kritik fra politikere i regionsrådet i Region Hovedstaden, at det nu viser sig, at opgaven med at lave business casen ikke blev sendt i udbud, så landets fremmeste eksperter på området kunne byde på den.

»Jeg må bare sige, at det nærmer sig en skandaløs håndtering også på det organisatoriske plan i den her sag,« siger regionsrådsmedlem Martin Geertsen (V), som langer ud efter administrationen for ikke at have styr på udbudsreglerne.

»Det duer simpelthen ikke, at man bryder landets lovgivning. Det er ikke første gang, at vi ser, at den her regions administration ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned i forhold til danske udbudsregler. Det er ikke godt nok,« siger Martin Geertsen, som vil have regionen til at stramme op på området.

Han mener, at det er ekstra problematisk, at der ikke er blevet afholdt et udbud på opgaven, da de foreløbige meldinger fra Region Hovedstaden tyder på, at business casens er for optimistisk i forhold til, hvornår gevinsterne fra Sundhedsplatformen skulle tikke ind.

Sagen vækker også vrede hos medlem af Regionsrådet for Det Radikale Venstre, Charlotte Fischer, der nu vil have administrationen til at redegøre for forløbet.

»De oplysninger, I fremlægger, gør mig stærkt bekymret. Jeg vil med det samme gå videre med sagen og tage det op på næste møde i Forretningsudvalget, og jeg forventer en rigtig god forklaring,« siger hun og fortsætter:

»Det er helt og aldeles afgørende, at vi kan regne med – og ikke mindst i denne to mia. kr. store satsning – at tingene er foregået 100 pct. efter bogen, og at vi har fået den helt rigtige rådgivning i forhold til business casen. For mig at se var netop business casen et af de mest centrale elementer i beslutningen om valg af leverandør.«

Også medlem af Regionsrådet for Liberal Alliance, Niels Høiby, undrer sig over forløbet.

»Det her er endnu et eksempel i rækken på, at vi har troet, at det hele var i orden med Sundhedsplatformen, og nu vælter skeletterne ud af skabet. Det fungerer ikke, som det skal. Efterhånden må jeg sige, at tilliden til administrationen vakler.«