»Jeg tænker ikke, at jeg er en helt. Jeg gjorde jo bare mit bedste i situationen.«

Sådan lyder det beskedent fra 54-årige Birthe Møller Jensen, efter hun den 21. maj i år reddede den 64-årige Karsten Nielsen ud af et brændende hus på Gl. Århusvej i Viborg.

På dagen kommer hun kørende i sin bil på vej fra hjembyen Silkeborg til en aftale i Viborg, da hun allerede på lang afstand bemærker, at der er noget mere røgudvikling ved huset, end hvis der bare er tændt op i brændeovnen.

Så Birthe Møller Jensen sagtner farten og kører langsomt forbi. I første omgang tænker hun, at der nok er styr på situationen. Gl. Århusvej er meget trafikeret, og huset ligger i nærheden af flere andre huse.

LÆS OGSÅ:

Men en indskydelse får hende alligevel til at bakke tilbage og parkere bilen i indkørslen. Hun stiger ud og kigger sig omkring og får øje på en mand, der står i haven bagved med en telefon. Han signalerer, at han er ved at ringe 112.

Derefter er Birthe Møller Jensen nødt til at flytte sin bil lidt - den er kommet for tæt på ilden - inden hun kigger ind ad vinduerne for at se, om nogen er hjemme. Det ser ikke sådan ud.

Brand i villa på Gl. Århusvej 137A i Viborg/Foto: Preben Madsen
Brand i villa på Gl. Århusvej 137A i Viborg/Foto: Preben Madsen Foto: Preben Madsen
Vis mere

»Men jeg kunne se, at huset havde en lidt ældre indretning, så jeg tænkte faktisk, at det kunne være, at der lå nogen og sov til middag. Derfor gik jeg i gang med at banke hårdt på vinduer og døre,« fortæller hun til BT.

Og pludselig kommer Karsten Nielsen løbende ud i undertøj. Han har ganske rigtigt sovet til middag i kælderen.

LÆS OGSÅ:

De to snakker kort sammen, inden Birthe Møller Jensen kører videre mod sin aftale i Viborg.

Hele huset og alle Karsten Nielsens ejendomme gik til i branden, og han er ikke selv i tvivl om, at det er Birthe Møller Jensens fortjeneste, at han er i live.

»Hun reddede mit liv,« slog han tidligere mandag fast over for BT.

Derfor efterlyste Karsten Nielsen i sidste uge sin på det tidspunkt ukendte redningskvinde i en annonce i Viborg Stifts Folkeblad for personligt at kunne takke hende for indsatsen.

LÆS OGSÅ:

Den annonce blev herefter delt på Facebook, og her så én af Birthe Møller Jensens kolleger den. Så søndag aften ringede Birthe Møller Jensen til Karsten Nielsen, og nu skal de to mødes på onsdag.

»Han var meget taknemmelig, og jeg vil selvfølgelig gerne mødes med ham, når han gerne vil. Han har måske også brug for at høre historien fra mig,« siger Birthe Møller Jensen.

Onsdagens møde må så også vise, om de kan blive enige om helte-titlen.