»Jeg synes ikke, jeg mærker meget til flygtningene i min hverdag. Kun Mo, og han gør det jo fint,« siger murersvenden Jakob Rolighed, der for et halvt år siden blev kollega med en syrisk flygtning. Få steder er så vitale for integrationen af flygtninge og for danskernes holdninger til emnet som arbejdsmarkedet. Berlingske har besøgt Mo, Jakob og Frank på en ganske almindelig dansk håndværkerarbejdsplads.
Mo retter på kasketten og smiler forlegent.
Så trækker han sin notesbog op af tasken, bladrer op på den første uge i januar og genkalder sig de vigtigste ord i hans nye arbejdsvokabularium: »Lille rullestillads«, »pudsebræt«, »tommelstok«. Først på dansk, så på arabisk.
»Jeg taler stadig ikke så godt,« siger den 23-årige syrer undskyldende. Mere er nu heller ikke nødvendigt for at udføre dagens arbejde: at lægge fliser på knap 1.000 kvadratmeter butiksgulv hos en fremtidig Renault-forhandler på Gammel Køge Landevej i København.
Mo hedder egentlig Muhiddin Al-Sheikh, men Frank Larsen og de andre svende i murerfirmaet, hvor den unge flygtning er ansat, kalder ham bare Mo.
»Det er nemmere, for vi kan jo ikke sige det med de der krøller, som der skal være på arabisk,« som Frank Larsen siger. »Hvis jeg blev dumpet ned i hans land, tror jeg slet ikke, jeg ville klare det lige så godt.«
For et halvt år siden havde Frank Larsen som de fleste andre danskere kun hørt om krigen i Syrien og de mange flygtninge, som kommer til Danmark, fra fjernsynet. Siden sommerferien har Mo været hans makker og en verden i brand været bagtæppet for mange af de samtaler, som fylder pauserne i håndværkerarbejdsdagen.
»Når vi arbejder, er han ligesom alle andre: frisk og lærer hurtigt. Men i pauserne kan man mærke, at han kommer fra et anderledes liv: Han ringer til familien, ser meget nyheder og uhyggelige videoer fra krigen,« siger en anden kollega, Jakob Rolighed, der heller ikke havde skænket flygtningekrisen mange tanker, før Mo dukkede op i deres arbejdsliv.
»Det er stadig svært at forholde sig til. Men jeg kan se, at det går ham meget på, og så tænker man selvfølgelig også selv mere over det: At alt det med flygtninge ikke er så negativt, som man hører i fjernsynet. Men de billeder af døde børn, som han viser på mobilen, kan jeg altså ikke holde ud at se.«
Ikke ryge hos fru Jensen
Få steder i samfundet spiller så vital en rolle for integrationen af Mo og de mange andre flygtninge, der i disse år kommer til landet, som arbejdsmarkedet. Det er hér – i murerfirmaet, i storkøkkenet, på fabrikken, i ingeniørvirksomheden – at flygtninge skal lære dansk og blive en del af fællesskabet. Det er på arbejdspladsen, kultur læres, venskaber knyttes, og skattekroner betales. Og det er her, flygtningene – hvis det lykkes at få dem ud og i gang – kan gå fra at være en nettoudgift til at blive en nettogevinst for det danske samfund.
Alligevel var murermester Mads Larsens første tanke, da Hørsholm Kommune ringede for at høre, om Mo kunne komme i praktik, den samme som mange andres: Det ville være for besværligt. Mads Larsen har én gang før taget imod en praktikant, som jobcentret tilbød. Efter 14 dage blev manden fyret, fordi han havde drukket sig fuld, taget firmabilen og var kørt galt.
»Det var ikke nogen succes, og han var dansker,« siger murermesteren. Hvordan ville det så ikke gå med en flygtning, der ikke talte sproget og ikke kendte de danske reglementer i branchen?
37-årige Mads Larsen er ikke nogen do-good’er. Han kender ingen flygtninge privat og har ikke stået med velkomstbannere ved grænsen, da de mange asylansøgere begyndte at strømme til. Han har ikke stærke holdninger til flygtningedebatten – hverken positive eller negative. Han er bare chef for et gennemsnitligt provinsmurerfirma med syv driftige mænd.
»Man hører jo så meget i medierne, så selvfølgelig tænkte jeg: Hvad skal vi stille op med alle de flygtninge? Hvordan skal det hele gå?«
Intuitionen sagde alligevel, at han skulle give Mo en chance. Også selv om der selvfølgelig var begyndervanskeligheder: Svendene måtte forklare Mo, at man her i firmaet altså rydder op hver fyraften, og ikke venter til opgaven er færdig. De måtte forklare, at man tager skoene af, ikke ryger inden for hos fru Jensen og ikke smider skodderne i haven, men i stedet knipser dem op på ladet af firmabilen og fragter dem til forbrændingen sammen med alt andet affald, når dagen er slut.
Men det er småting, siger Mads Larsen, og mest noget han nævner, fordi han fornemmer, at Berlingske leder efter kritisk kant. For i løbet af de seks måneder, Mo har været i firmaet, har den nye medarbejdere kun haft én enkelt sygedag. Han møder til tiden og nærmest hiver værktøjet ud af hænderne på kollegaerne, hvis tempoet er lavt.
Praktikken blev hurtigt vekslet til løntilskud, og om tre måneder får Mo en voksenlærlingeplads.
»Jeg har haft mange danskere, som ikke duede til noget. Her er en mand, som kan tjene penge til firmaet, og som jeg endda virkeligt godt kan lide. Jeg tænkte ikke det store om flygtninge før, men når man har så positiv en oplevelse, bliver man selvfølgelig mere positivt stemt.«
Juleaften kom Mo med Frank hjem
Mo lægger sig på knæ for at placere endnu en række fliser. Han arbejder på lige fod med de andre, og indgår så godt, som hans danske nu tillader det, i den sociale jargon.
Juleaften tog Frank Larsen Mo med hjem til svigerfamilien, så han »ikke skulle sidde og glane«. Til nytåret kom han hjem til Frank og konen igen.
»Jeg er kun håndværker og måske ikke så klog. Men jeg kan altså ikke mærke på min velfærd, at der er kommet flere flygtninge. Selvfølgelig presser det vores samfund og velfærd, for det er jo ikke gratis, at de skal have sprogskole og et sted at bo. Men jeg har det lige så godt, som jeg altid har haft det, så jeg synes, det virker lidt overdrevet med al den negative flygtningesnak,« siger Frank Larsen.
Ifølge forskningen gør det ikke nødvendigvis folk mere positivt indstillet over for flygtninge, at de møder nogen på deres arbejdsplads. Hvis sproget er gebrokkent, og kommunikationen fuld af misforståelser, kan det nye bekendtskab endda puste til fremmedhad. Skal »direkte kontakt« bon’e positivt ud på holdningsbarometeret, så integrationen faktisk går tovejs, kræver det, at man som Frank Larsen investerer lidt ekstra og bliver engageret privat.
»Det er spændende at lære noget nyt, og vi har en vis pligt til at hjælpe dem, der flygter fra krig og kaos,« svarer murersvenden på spørgsmålet om, hvorfor han gør den ekstra indsats og bakkede op om chefens idé.
»Det nytter jo ikke noget, at hele verdenssamfundet bare sidder og holder møder om, hvem der skal tage imod flygtningene. Hvis vi alle løfter i flok og faktisk gør noget, for eksempel ansætter dem, så bliver de et aktiv i stedet for alt det negative, man hører om.«
Mureren der lever af kylling
Mo flygtede fra Syrien, fordi han blev indkaldt til hæren. Det var i 2011, da det arabiske forår stadig bestod af fredelige protester, men hvor regimet var begyndt at skride brutalt ind over for civile. Da Mo og nogle kammerater fremviste papskilte ved en folkelig demonstration, åbnede militæret ild. Flere blev dræbt. Mo blev såret i benet.
Det er sådan nogle historier, som har åbnet Frank og Jakobs øjne for, hvad det egentlig er, mange flygtninge kommer fra.
Og så er der det med frokosten:
»Han skal ikke have noget med grisekød – kun kylling. Det går han meget op i,« siger Jakob Rolighed og griner.
»Det er noget med hans religion, som jeg ikke helt forstår. Men det er fint nok, der er jo så meget, folk ikke kan lide.«
At Mo mener det med svinekødet alvorligt, fandt Jakob ud af en dag, han havde købt en sandwich med kylling og bacon. Som altid ville Mo sikre sig, hvad der egentlig var i?
»Det er kylling,« svarede Jakob. »Eller: meget kylling og kun en lille smule gris.«
Mo griner også, da han genfortæller historien med brede armbevægelser for »meget kylling« og to sammenknebne fingre, der skal vise »en lille smule gris«. Sandwichen forblev uspist og næste gang kørte de sammen ud for at hente pizza.
Det sværeste ved at arbejde i Danmark
Mo smiler, mens han arbejder, mens han ryger, mens han spiser frokost. Han er heldig, ved han, fordi han har fået en chance. Fordi han, som en af få nytilkomne flygtninge allerede har en fast arbejdskontrakt.
Hvad er det sværeste ved at arbejde i Danmark?
Den unge murer kigger forvirret op. I Damaskus arbejdede han 12 til 13 timer om dagen. I Danmark arbejder han kun otte. I Damaskus blev han træt og fik smerter. I Danmark er kollegaerne søde og arbejdet det, han drømmer om at bliver endnu bedre til.
»Det er meget koldere, og jeg fryser hele tiden, men ellers er der ikke noget svært ved at arbejde i Danmark. Det svære er at finde et arbejde.«
I frokostpausen spiser Jakob og Frank baby bites fra 7-Eleven, mens Mo får et kyllingespyd.
»Der kan du se!« griner Jakob henvendt til avisen og smiler til Mo:
»Det er kylling det hele. Jeg tror nærmest, han lever af kylling. Gør du ikke, Mo?«
Jakob kender mange, siger han, der føler, at der bliver taget noget fra dem, når der kommer flygtninge til landet – som er nervøse og bange for, hvad dette vil gøre ved vores land.
»Man hører så meget i medierne, men jeg synes ikke, at jeg mærker meget til flygtninge i min hverdag. Kun Mo, og han gør det jo fint. Grundlæggende har jeg det sådan, at man hellere skulle se på, hvad folk har at byde på.«
