Nyheden om Apples nye datacenter ved Aabenraa fik både statsministeren, udenrigsministeren og vækst- og erhvervsministeren til at juble over udsigten til vækst og arbejdspladser, men IT-eksperten Poul-Henning Kamp maner til besindighed. Et datacenter medfører nemlig ikke ret meget mere end en masse computere, vurderer han:

»Det vil selvfølgelig give nogle arbejdspladser, mens der bygges, men så er det også overstået. Apple flytter jo ikke til Danmark,« siger Poul Henning Kamp og uddyber:

»Det handler om at få placeret en masse computere i et kæmpestort rum på billigst mulig vis. Man må derfor tage det for, hvad det er, og 50 fuldtidsjob i Udkantsdanmark er jo også værd at have med, for mere bliver det ikke.«

I Aabenraa er man naturligvis glad for, at Apples datacenter skal ligge i den sønderjyske kommune. Det fortæller byens borgmester, Thomas Andresen (V), til BT.

»Det er selvfølgelig en kæmpegod nyhed for os, og vi håber, at det kan blive starten på et nyt digitalt kapitel for Aabenraa Kommune,« siger Thomas Andresen,

Han fortæller, at datacenterets ankomst til Aabenraa er kommet i stand efter lang tids hemmelighedskræmmeri. For selvom arbejdet med at få Apples datacenter til byen har stået på i tre og et halvt år, så var det først søndag, Thomas Andresen blev orienteret om, at det var Apple, der ville rykke ind.

Selvom den sønderjyske borgmester er glad for udsigten til at skulle lægge kommune til Apples nye datacenter, fortæller han, at han godt er klar over, at kommunen ikke med ét får titusindvis af jobs forærende af Apple.

For mens man i Viborg i 2015 talte om op imod 10.000 nye jobs i kommunen som følge af Apples første danske datacenter, har man lidt mere mådehold i det sønderjyske.

I byggefasen forventes det, at mellem 1.000 og 2.000 mennesker vil være beskæftiget, men når først datacenteret er i funktion, vil tallet være noget lavere.

Borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen (V).
Borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen (V).
Vis mere

Her tager Thomas Andresen udgangspunkt i de tal, man har fået fra Apple, som lyder på mellem 50 og 300 fuldtidsansatte i datacenteret.

Dertil kommer så en række sideerhverv, som ifølge Thomas Andresen kan ganges med faktor tre, hvilket vil betyde yderligere 150 til 900 jobs i kommunen, som ikke er direkte ansat af Apple, men som på den ene eller anden måde vil have noget med datacenteret at gøre.

»Jeg vil hellere dementere og beklage, at antallet af arbejdspladser desværre var langt højere, end jeg vil love nogle nye arbejdspladser, som ikke kommer,« siger Thomas Andresen med et grin.

Og den beskedenhed er ifølge Poul-Henning Kamp fornuftig. Viborgs borgmester slog nemlig et alt for stort brød op, da han proklamerede, at 10.000 mennesker ville blive beskæftiget som følge af det nye datacenter.

Erhvervs- og vækstminister, Brian Mikkelsen (K), er dog lykkelig over udsigten til, at endnu et datacenter for en international teknologivirksomhed vil åbne i Danmark.

I forvejen er Apple i gang med at bygge datacenter i Viborg, Facebook bygger et datacenter i Odense og Google har købt en grund ved Fredericia for at kunne gøre det samme.

»Vi ved, at udenlandske virksomheder i Danmark medvirker til, at vi bliver rigere. Udenlandsk ejede virksomheder står for cirka en tredjedel af Danmarks eksport. Så det er et meget vigtigt bidrag til jobskabelsen og til at gøre Danmark stærkere og rigere,« siger Brian Mikkelsen til BT.

Han fortæller, at han ser annonceringen af Apples datacenter i Viborg som starten på en bølge.

»Man kan sige, at Viborg lavede en slags hul i diget, så vandet bare kunne strømme ind. Min erfaring er, at der er en slags lemming-effekt, og der har Apple og Facebook så fantastiske brands, at andre IT-virksomheder vil overveje Danmark endnu mere, når nu de to har valgt at investere mange milliarder i Danmark. Jeg tror, at når så store virksomheder investerer i Danmark, så vil andre store virksomheder også se Danmarks vej, og det håber vi også at en masse mindre tech-virksomheder vil gøre,« siger Brian Mikkelsen.

Han mener, i modsætning til Poul-Henning Kamp, at datacentrene vil give en gevinst til Danmark.

»I sidste ende giver det jobs og investeringer i Danmark, som vil udvikle os teknologisk og digitalt.«

Thomas Andresen håber da også på, at Apples ankomst til det sønderjyske kan få nogle følger, der kan komme Aabenraa til gavn. Og der er allerede ting på tegnebrættet.

»På sigt håber vi på at kunne udarbejde nogle uddannelsestilbud, som retter sig mod den branche, og derfor kunne få nogle unge i byen, som ellers ville søge mod universitetsbyerne,« siger Thomas Andresen.