Det islamistiske parti Hizb ut-Tahrir stempler danske politikere som ’hyklere’ og ’barbarer’ samt anklager skiftende danske regeringer for at være medskyldige i drab på ’et ufatteligt antal kvinder og børn’.

Den anklage er kommet mandag morgen i en pressemeddelelse, der er skrevet som svar på den politiske reaktion og optrapningen af indsatsen mod Islamisk Stat efter angrebene i Paris fredag aften, hvor en række selvmordsbombere dræbte 132 mennesker.

Hizb ut-Tahrir har særligt noteret sig Dansk Folkepartis Søren Espersen, der søndag i et interview med TV 2 sagde, at man blev nødt til at bombe kvinder og børn – udtalelelse han senere har korrigeret - fordi IS-krigerne gemmer sig bag dem.  Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen udtalte derefter, at ’vi skal ikke bombe kvinder og børn. Vi er jo ikke barbarer,’ og den udmelding møder følgende svar fra Hizb ut-Tahrir:

»Hertil må vi konkludere, at jeres reaktioner og løfter om handlinger, og ikke mindst jeres tidligere gerninger i Afghanistan, Irak, Libyen og Mali, gør jer til både hyklere og barbarer,« står der i pressemeddelelsen.

Tidligere i pressemeddelelsen skriver Hizb ut-Tahrir følgende om de politiske udmeldinger om en øget militær indsats mod Islamisk Stat:

»Oven på angrebene i Paris kaldes der nu til en intensivering af krigen i Syrien og Irak som et led i kampen mod ”IS”, der tilsyneladende stod bag fredagens angreb. Som tidligere vil dette komme til at koste mange civile muslimer i Syrien livet, men hertil er politikernes holdninger klare, og der fældes ingen tårer. Selvom det er velkendt, at Kalifatet er betegnelsen for det islamiske styresystem – en uadskillelig del af islam, som flere hundrede millioner af muslimer længes efter – ligesom det er velkendt, at opbakningen til den afsporede milits, kendt som ”IS”, blandt de muslimske masser er noget lig nul, så fremstilles enhver tilhænger af Kalifatet nu som fjende, der skal bekæmpes. Selv ikke børnene går fri.«

Her ses reddere ved en af stederne, hvor terrorristerne slog til fredag aften.
Her ses reddere ved en af stederne, hvor terrorristerne slog til fredag aften. Foto: PHILIPPE WOJAZER
Vis mere

»Faktum er, at bombardementerne allerede nu, hvor man angiveligt forsøger at undgå civile tab, medfører drab og lemlæstelser på et stort antal civile, herunder uskyldige børn og kvinder. Dette vil kun forøges i takt med flere angreb for at 'beskytte' Vesten og 'frihederne'. Faktum er, at skiftende danske regeringer siden 2002 har været medskyldige i drab på et ufatteligt antal kvinder og børn i en række krige mod muslimske lande.«

Hizb ut-Tahrir er et parti, der med egne ord ”arbejder for genoptagelsen af den islamiske levemåde i de muslimske lande. Altså at ændre den politiske situation i de muslimske lande ved at etablere kalifatet, så muslimerne kan leve ifølge deres egne værdier.”