Sagen om Hella Joofs indianerudtalelser er blæst op, fordi nogen havde brug for at få deres vrede ud, mener hun. Og kunstnere, der ikke bekender sig til at være venstreorienterede, er overløbere, som ingen behøver lytte til.
Hun vil helst ikke hvirvle mere støv op med interviewet. Så hellere sådan en omgang »svalende balsam« ud over det hele, foreslår Hella Joof, da jeg ringer til hende.
Jeg svarer, at jeg jo ikke er herre over, hvad der bliver hvirvlet op, men at der er brug for, at hun forklarer sig efter den kritik, hun har været udsat for, siden hun udtalte sig om indianerstammer og meget andet som medlem af regeringens Disruptionsråd.
»Der er ingen tvivl om, at jeg har formuleret mig frygteligt klodset. Men det kunne jo være løst med en opringning til mig. Så ville jeg sende et link til den ceremoni, jeg refererer til, som hedder Potlatch,« siger Hella Joof.
I en video på Disruptionsrådets hjemmeside siger Hella Joof, at man burde gøre som nogle indianerstammer, som brænder »hele lortet ned hvert syvende år« og begynder forfra. Eksperter i indiansk kultur kunne hurtigt slå fast, at de stammer kendte de ikke noget til.
»Jeg skulle selv have læst op på det, for det er ganske rigtig ikke hver syvende år. Men det er til gengæld heller ikke noget, jeg har digtet, Det var jo bare et billede på, at vi i den tid, vi lever, hele tiden må være parat til at forny os og se tingene efter i sømmene. Men løbet var kørt, kunne jeg fornemme. Selvom der også var nogen, som sendte mig opmuntrende mails, kunne jeg godt mærke, at der er ballade,« siger Hella Joof.
Hun er blevet beskyldt for at gå magtens ærinde. Informations chefredaktør Rune Lykkeberg har i en sarkastisk kommentar skrevet: »Vi har ikke en Georg Brandes, en Villy Sørensen eller en ny Suzanne Brøgger iblandt os, men vi har Hella Joof. Forfatteren, skuespilleren og filminstruktøren Joof er billedet på en ny tids intellektuel.«
Med eksempler har Lykkeberg sandsynliggjort, at Joof snarere er et ekko af regeringen end en egentlig udfordring til den.
»Nu må de lige stramme op og lade være med at pive,« sagde Hella Joof i Mads og Monopolet. Og »Skattelettelser er ikke noget, man får. Det er nogle penge, man havde i forvejen, som man bare slipper for at betale,« har hun sagt.
Men det er et vrangbillede, mener Hella Joof.
»Det med at gå magthavernes ærinde er gået hen over hovedet på mig. Jeg tænker at det er et borgerligt ombud, når jeg bliver spurgt om jeg vil sidde i Disruptionsrådet. Hvis det var Thorning-regeringen, der havde spurgt, havde jeg også sagt ja. Jeg føler mig ikke spændt for en politisk vogn,« siger hun.
Nogle af hendes kritikere har måske i virkeligheden haft en helt anden dagsorden, mener Hella Joof. Det med indianerstammerne var bare undskyldningen, et figenblad for at få aggressionerne ud.
»Der er en ophobet vrede, som bare manglede en tændsats. Det kunne jeg mærke allerede, da jeg blev udnævnt til rådet. Hvad skal hun sidde der for, spurgte nogen.«
Men hvad skal Hella Joof i grunden sidde der for? I et råd med eksperter, erhvervsledere, syv ministre og repræsentanter for en stribe store interesseorganisationer.
»Kunstnere har jo altid været fattige, så en grad af omfordeling har været relevant. Men talent kan ikke omfordeles. Og det er jo ikke retfærdigt. Men det er sådan det er. Dybest set mener jeg, at det er meget forfriskende, at der sidder en kunstner. Jeg kommer fra en anden verden, hvor man ser tingene på en anden måde. Hvis der ikke havde siddet kunstnere, var det jo også blevet kritiseret,« siger Hella Joof.
Disruptionsrådet skal diskutere de store forandringer, som vores samfund står overfor, ikke mindst som følge af teknologiske tigerspring, robotter og kunstig intelligens.
»De fleste der sidder i Rådet, har en dagsorden og vil trække tingene i en bestemt retning. Jeg vil nok have en mere filosofisk tilgang….« siger Hella Joof og stopper sig selv med et grin: »Nej, det skal du ikke skrive, for så bliver jeg bare mobbet for at tro, at jeg er filosof.«
Hun fortsætter grinet og de sproglige billeder:
»Vi skal ind i en jungle eller ud på en prærie, og vi ved ikke, hvad der er op eller ned. Ingen har et kompas og måske skal vi bevæbne os med noget mod, begejstring og tillid. Det tror jeg godt, at jeg kunne være med til. Måske ikke lige nu, der skal nok lige gå nogle måneder, før der er nogen der hører efter hvad jeg siger,«
Men kan det ligefrem gå ud over din kunstneriske karriere, at du har bekendt politisk kulør?
»Men jeg er jo ikke medlem af noget parti, jeg shopper rundt. Jeg er religiøs og skriver om dyrevelfærd, og jeg synes ikke, at vores velfærdssamfund passer ordentligt på de svage. Jeg har mange forskellige dagsordener og kan ikke lægges ind under en bestemt hat. Derfor kommer jeg heller aldrig til at melde mig ind i et politisk parti Det skulle da kun være, hvis jeg startede mit eget. Nej, det må du heller ikke skrive,« siger hun.
»Det var ment for sjov, og jeg orker ikke flere misforståelser.«
Men læser man de citater, Rune Lykkeberg fremdrager, så er de jo klart borgerlige. Og ligner noget fra Liberal Alliance?
»Noget af det er sagt for sjov i radioen. Han har botaniseret i min bog og taget løsrevne citater ud af sammenhængen. Og så holdt jeg en tale på LAs landsmøde. Men jeg har også holdt en på de Radikales landsmøde. Det er der bare ikke nogen, der ved. Hvis Enhedslisten ringer, så kommer jeg også og holder tale for dem,« siger Hella Joof.
De fleste kunstnere er venstreorienterede, mener Hella Joof,
»Hvis jeg havde været medlem af Enhedslisten, så havde det formentlig ikke været noget problem, at jeg sad i Disruptionsrådet. Når man som kunstner ikke er rød, så er man en kætter. Jeg er ikke rød, og det har jeg sagt helt åbent - jeg er vel snarere lilla eller sådan noget i den retning - socialliberal, eller hippieliberal som jeg plejer at kalde det.«
Hvorfor er kunstnere røde?
»Dybest set er det måske fordi vi som kunstnere laver noget, der er med statstilskud. På den måde er vi i virkeligheden på støtten. Og det er jeg jo også selv. Det er typisk en rød regering, der vil lade kulturen tilflyde flere penge. Så dem skal man sørge for at holde sig gode venner med. Men der er også en interessant lønmodtagerkultur i betragtning af, at kunstverdenen er det mest liberale overhovedet. Der er ikke noget der går efter tur eller bliver smurt ud i et tyndt lag til alle…..og det er altid Mads Mikkelsen der får hovedrollerne, fordi han er den bedste,« siger Hella Joof, griner igen og fortsætter:
»Vi er opdraget - og det er jeg også selv - med at hjertet sidder til venstre. Venstreorienterede mennesker er gode og kærlige og borgerlige er onde og slår deres børn. Sådan er myterne.«
Men kan du mærke det i forhold til dine kunstnerkolleger, at de synes, du er blevet for blå?
»Nej slet ikke. Men når nogen slår automatpiloten til og sidder og vrider hænder over den borgerlige regering. og hvad nu med kontanthjælpen og alle de fattige børn, så spørger jeg: Jamen, hvor lang tid skal mennesker være på kontanthjælp, og er det godt at være det. Jeg oplever, at nogen har den agenda, at de bekvemt vil have mig placeret en på de ondes hold, så behøver de nemlig ikke lytte til mig. Jeg er lidt forvirret over, at det kan forårsage så meget ballade og vrede.«
Men hvor ligger du så nu politisk?
»Jeg er ikke rød, men jeg er meget optaget af værdipolitik og ekstremt optaget af, hvordan vi behandler ressourcesvage mennesker. Og jeg synes, at vi behandler dem forfærdeligt.«
Men har regeringen med invitationen til dig ikke haft en fornemmelse af, at du var en af deres?
»Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at de mener, at jeg har en eller anden folkelighed. Hvis de tænker noget er det nok, at det var en svipser, og at de hellere skulle have fundet en anden,« siger Hella Joof og griner.
Hun er ikke på Facebook og har ikke læst alt, der har været skrevet de seneste dage.
»Når man kigger ned i folkedybet og ser alle hugtænderne, guillotinen og høtyvene, så får jeg lyst til at sætte mig i skyggen med en kop limonade, til røgen har lagt sig,« siger Hella Joof.
