Google fjerner nu ægget fra sin salat-emoji, fordi de vil tilgodese veganere.

Emojien får fjernet ægget i softwareopdateringen Android P Beta 2, der netop er udkommet. Også andre emojis ændres.

Google Emoji-manager Jennifer Daniel har delt nogle af de nye ændringer for emojis på sin Twitter-profil som bevis for, at Google er blevet mere mangfoldig, åbensindet og inkluderende.

Hun skriver:

’Der er meget snak om integration og mangfoldighed hos Google, så hvis du har brug for et bevis på, at Google prioriterer det, så må jeg lede din opmærksomhed hen på, at vi har fjernet ægget i salat-emojien i den nye softwareopdatering, hvilket gør den til en mere vegansk salat,’ skriver Jennifer Daniel.

Google indfører også nye emojis, der blandt andet inkluderer skaldede og gråhårede mennesker samt mennesker med krøllet hår. Derudover ændres ged-emojien også, da den så for aggressiv ud, og en række andre emojis.