____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fra 1983 og 10 år frem blev der i den lille by Ejstrupholm i Midtjylland født 20 døde og svært misdannede børn. Med et indbyggertal på lidt over 1500 mennesker er det langt flere end statistikken tillader.

Ingen sundhedsmyndigheder kunne give en fornuftigt forklaring, men i december 1993 gav en rutinemåling af byens drikkevand grobund for en udbredt teori. Vandet indeholdt store mængder af sprøjtegiften Atrazin, og den dag i dag mener mange såvel lokale som eksperter, at dette stof er årsag til de mange døde og invaliderede spædbørn.

-Atrazin er klassificeret som et stof, man ikke kan afvise kan have indflydelse på arveegenskaberne. Og så længe det er klassificeret på en sådan måde, er det også rimeligt, at vi gør os nogle overvejelser, udtalte den daværende konstituerede embedslæge i Vejle Amt, Niels Jørn Kjeldsen, i forbindelse med fundet.

Fundet af sprøjtegiften i drikkevandet blev holdt hemmeligt for byens borgere i fire måneder. I mellemtiden blev vandforsyningen sikret og kilden til forureningen fundet: En nedlagt jernbanestrækning uden for byen.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

Her og på flere andre jernbanestrækning har DSB tidligere brugt store mængder atrazin for at bekæmpe ukrudt. Det var forventet, at stoffet aldrig ville nå drikkevandet, men otte år efter at brugen var ophørt på strækningen ved Ejstrupholm, var det alligevel sket.

Præcis samme gift er i dag fundet i grundvandet under grusgraven i Vandel, hvor entreprenør Eigil Jensen ulovligt har opbevaret flere tusinde ton forurenede jernbaneskærver på den bare jord ganske få meter over en vandlomme. Her er koncentrationerne dog langt mindre og under grænseværdien.

Afsløringerne i Ejstrupholm udløste en voldsom debat og et hastemøde i Sundhedsstyrelsen. Her afviste man kategorisk, at der var en sammenhæng mellem det unormalt høje antal misdannelser og dødfødte og giften i vandet.

En konklusion, som dog siden er bestridt af eksperter fra det daværende Vejle Amt.