Familien til den er 73-årige aarhusianske erhvervsmand og familiefar, som siden fredag er forsvundet på mystisk vis, er fortvivlet over hans pludselige forsvinden. Intet tyder på, at han selv har ønsket at forsvinde, forklarer en af sønnerne.

Alle mulige teorier farer rundt i hovedet på Jesper Nicholaisen lige nu. Han er søn til den forsvundne Niels Joachim Nicholaisen, og han aner ikke, hvad der kan være årsagen til, at faderen nu er forsvundet på tredje døgn.

»Vi tester alle teorier i den her situation, hvor der intet nyt er i eftersøgningen. Jeg kunne aldrig forestille mig, at han selv har ønsket at forsvinde, eller at han skulle være blevet udsat for en kriminel handling, men når det er sket på den her måde, sætter det alle mulige tanker i gang,« siger Jesper Nicholaisen.

Efter Niels Joachim Nicholaisen ved 19-tiden fredag aften talte i telefon med en ven, har ingen set eller hørt fra den 73-årige erhvervsmand, der har kone, tre børn og syv børnebørn. Mandag formiddag er politiet og Missing People, der også er gået ind i sagen, fortsat på bar bund i eftersøgningen.

Jesper Nicholaisen beskriver selv situationen som mystisk. Faderen har altid telefonen åben, men siden han forsvandt, har den været slukket. Politiet har sporet mobilen til at være omkring bopælen frem til lørdag morgen, hvorefter Jesper Nicholaisen tror, at faderen er taget til fitness.

»Han har taget sin taske, så det ser ud til, at han skulle til træning. Hans pung, pas og bilnøgler er i boligen,« siger sønnen, der forklarer, at Niels Joachim Nicholaisen var alene hjemme på det tidspunkt, fordi konen var på besøg hos parrets datter.

Selvom Jesper Nicholaisen er taget på arbejde for at forsøge at få alle tankerne lidt på afstand, kan han ikke lade være med hele tiden at tjekke telefonen og følge med. Heller ikke de mange tanker om, hvad der kan være sket, er til at slippe.

For eksempel husker han, at faderen altid har sagt, at han ikke ville blive så gammel og svag, at han skulle gå hjælpeløs rundt med ble på et sygehus. Så hellere stille træskoene.

Men intet tyder på, at det kan være årsagen til Niels Joachim Nicholaisens forsvinden.

»Vi har talt med en læge, og der er intet i vejen med ham. Han er sund og rask. Han er fit og træner flere gange om ugen,« siger Jesper Nicholaisen, der heller ikke tror, at der har været noget psykisk i vejen.

»Han har haft op- og nedture som de fleste oplever gennem et liv. Og det ville være mærkeligt, hvis det er derfor, han er forsvundet. For dem, han havde møde med i fredags, var positive og opstemte, fordi det var gået godt. Samtidig er han ikke typen, der takler svære situationer ved at sætte sig ned og drikke whisky. Så tager han hellere i kirken og synger,« fortæller sønnen, der heller ikke mener, der har været nogle voldsomme episoder for nylig.

Tyder på ulykke
Organistationen Missing People Denmark, der ofte hjælper med eftersøgninger som denne, er også gået ind i sagen. De hjalp blandt andet politiet med eftersøgningen weekenden over. Lige nu undersøger de overvågningskameraer i nærområdet for at kortlægge, hvor Niels Joachim Nicholaisen kan være gået hen.

René Nielsen, der er organistationsansvarlig, kalder også sagen for mystisk, fordi intet indikerer, at det skulle være noget selvskadende.

»Når vi går i gang med sådan en sag, går vi 20 dage tilbage for at se på hans adfærd. Der er ikke noget, der indikerer, at han skulle ønske at forsvinde. Så det minder mest om en ulykke, eller at han har fået et ildebefindende,« fortæller René Nielsen.

På bar bund
Østjyllands Politi forklarer mandag formiddag, at de ikke har noget nyt at rapportere om eftersøgningen, som har stået på weekenden over, og som altså fortsat er i gang.

Politiet fandt i weekenden ingen spor, da de med hundepatruljer søgte langs den rute, som politi og familie mener, han kan være gået fredag. Ruten, de søgte langs, er fra hjemmet i Strandparken i Aarhus til fitnesscenteret Seierfitness, der ligger nær rutebilstationen. Her er han aldrig tjekket ind.