Forlydender om en mulig ulv i Thy Nationalpark har vakt stor interesse hos danskerne. Ikke mindst hos Bettina Pedersen, hvis alaskan malamut hund Bossie forsvandt fra hjemmet i Dronningelund d. 3. september.

På Facebookgruppen 'Bossie er forsvundet' er det nemlig strømmet ind med henvendelser fra folk, der mener at det, der menes at være en ulv i Thy, muligvis kan være Bossie.

- Jeg har fået rigtig rigtig mange henvendelser de sidste dage fra folk, der mener, det kan være Bossie. Men jeg ved det ikke. Da jeg først så de billeder, der var blevet taget, tænkte jeg, at det var det nok ikke. Men så var der er nogle, der sammenlignede halerne inde på Facebook, og så kan jeg godt se, det ligner, siger Betinna Petersen til bt.dk.

Flere eksperter har ud fra billederne vurderet, at der er tale en ulv, fordi den havde samme bygning og farver som ulven, samtidig med halen var nede, hvilket er typisk for ulve i modsætning til hunde. Det gælder dog ikke Bossie.

- Bossie går altid med halen nede. Det er kun, hvis han er ekstremt glad, at han tager halen op, siger Betinna Petersen.

Zoolog ved Statens Naturhistoriske Museum Mogens Trolle, der de sidste par dage nøje har været med til at vurdere, om der er tale om en ulv i Thy har set på billederne af Bossie. Han mener ikke, der er tale om samme dyr, som er set i Thy Nationalpark.

- Jeg kan helt bestemt afvise, at der er tale om samme dyr, siger han.