To dage efter, at den 50-årige Frank Brian Hansen blev offer for to unges vanvidskørsel i Kolding, trænger hadet og hævntørsten sig på hos de pårørende.

Det fortæller en ven af familien, da BT i går mødte ham på ulykkesstedet i udkanten af byen. Her beretter blomster, flakkende stearinlys og et 118,5 meter langt, sort bremsespor fortsat om den utrolige tragedie, der fredag morgen rev en familie i stykker.

- Jeg har lyst til at hade dem. Og jeg har lyst til at se dem indespærret i al fremtid, så de aldrig kan gøre sådan noget igen. Det værste kommer frem i en. Men man skal også passe på ikke at lade hadet tage helt over. Hvis det her bliver begyndelsen til en negativ spiral, kan det blive svært at blive et helt menneske igen ovenpå sådan en oplevelse, siger Peter Speiermann, der er ven af Frank Brian Hansens søn.

Elsket far

Han beskriver den afdøde som en elsket far, som de nu voksne børn altid gik til, når livet bød på udfordringer.

Frank Brian Hansen sad som så mange gange før på sin blå mountainbike, da han tæt på sit hjem blev ramt af en sort VW Golf, der ifølge politiets teknikere kørte mindst 136 kilometer i timen, hvor hastighedsgrænsen er 80.

Druk og stoffer

De to mænd, der sad i bilen, havde begge drukket og taget stoffer hele natten op til ulykken. Ingen af dem har kørekort. Det har de begge mistet efter flere andre sager om vanvidskørsel med sprit og narko i blodet. Efter at have ramt den 50-årige familiefar, efterlod de ham livløs i rabatten, mens de tog flugten og lagde en plan: Bilen blev efterladt i et skovbryn, tørret af for fingeraftryk og meldt stjålet til en ven, der havde lånt den ud.

Begge fængslet

Det kom alt sammen frem, da de to vanvidsbilister blev fremstillet i grundlovsforhør og fængslet lørdag morgen. Her beskyldte de gensidigt hinanden for at have siddet bag rattet i det fatale øjeblik.

- På en måde undrer det ikke. Hvis man ikke er voksen nok til at lade være at køre, når man har mistet kørekortet, har drukket og taget narko. Og hvis man heller ikke er voksen nok til at stå ud og hjælpe, når man har kørt et andet menneske ned. Så er man vel heller ikke voksen nok til at fortælle sandheden og stå til ansvar for, hvad man har gjort, siger Peter Speiermann, som efter eget udsagn næsten har ondt af de to.

- Der må jo være gået noget helt galt i deres opdragelse, siger han.