CphBusiness må for anden gang på få dage undskylde for at have begået fejl i forbindelse med en skriftlig eksamen.

»Det er en brøler og en bommert.«

Sådan sagde Gregers Christensen, der er udannelsesdirektør på CphBusiness, da erhvervsakademiet i sidste uge måtte undskylde for den eksamensopgave, de havde givet til eleverne, der læser markedsføring.

Problemet var, at den var fuldstændig identisk med en opgave, de tidligere havde lavet. Derfor skal de 54 personer op til en reeksamen. Til stor frustration for eleverne.

Mandag aften kunne BT så fortælle, at eleverne der læser 'International Markedsføring & Salg' også skal op til en reeksamen efter en fejl fra Cphbusiness' side. Denne gang var det en forkert dato, der gjorde, at 36 ud af 175 elever kunne hente opgaven ned på sin computer dagen før eksamenen.

BT har været i kontakt med flere af de elever, som nu skal tage den fire timers lange eksamen en gang mere. De er alle målløse over, at skolen nu har kvajet sig - igen.

»Det er jeg ret træt af, for jeg synes, det var en ret hård eksamen. Og så har jeg sådan set lidt svært ved at forstå, hvorfor man vælger at lægge den ud dagen før. Men der er vel ikke noget at gøre, jeg er jo nok nødt til at tage den en gang til,« siger en af eleverne til BT.

»Vi er selvfølgelig de første til at undskylde, for det er virkelig dybt beklageligt, at det er sket igen. Det er selvfølgelig meget ærgerligt for de studerende, men vi bliver nødt til at sende de studerende op igen for en sikkerheds skyld,« siger Gregers Christensen efter erhvervsakademiets anden eksamensfejl.

Menneskelige fejl

Erhvervsakademiet havde ikke dog selv opdaget fejlen. Hverken før eller under den skriftlige eksamen. Det var først, da de blev kontaktet af en eksamenselev, som undrede sig over, at nogle elever havde fået en fordel.

»Først dér gik vi ind og tjekkede i vores systemer. Her kunne vi se, at eksamensopgaven var lagt for tidligt op, fordi nogle administrative personer havde skrevet 2014 i stedet for 2015,« fortæller Gregers Christensen.

Sidste gang Cphbusiness lavede en eksamens-fejl, var det også en menneskelig en af slagsen. Men på trods af det, får det ikke nogen konsekvenser for medarbejderne.

»Det får kun den konsekvens, at vi vil lave en grundig evaluering af det hele, så vi undgår lignende fejl i fremtiden. I hvert fald lover vi, at det ikke sker igen,« siger Gregers Christensen.

Eleverne i 'International Markedsføring & Salg' har mulighed for at tage en reeksamen enten den 4. eller 11. februar.