39-årige Jesper Lindbjerg kalder sig selv Diamantdronningen. Han er overklasse og original. Med pelse, puddelhund, botox og smykker til millioner er han ikke som nogen anden. Men et menneske rummer ofte mere end det, som på overfladen er synligt.

Med attitude, botox og dyrt tøj maskerer Jesper Lindbjerg, hvordan han har det. Men selvom han prøver at skjule det for omverdenen, er han dødeligt syg af to kroniske sygdomme, som hver dag svækker ham mere og mere.

Hvis du ikke har læst kapitel 1, 2 eller 3, så tryk på dem herunder:

Kapitel 4 - Sygdommen

Den ætsende lugt af koncentreret rengøringsmiddel, sygdom og håndsprit blander sig med lyden af gammelmandshoste – og barnegråd. Alt i venteværelset er en påmindelse om sygdom.

Kanderne med rød saft, der 'tilhører ambulatoriet', og ugebladene på de små borde er det eneste, der kan aflede opmærksomheden.

Et eksemplar af Familie Journalen fra 19. december 2015 ligger øverst. På forsiden kan man læse om HPV-vaccinen, julepynt og kålpølser.

 

Men det er juni og anden gang på en måned, at Jesper Lindbjerg tager turen fra København til Regionshospitalet Herning. Det er kun 14 dage, siden han sidst tog turen, da han blev indlagt med vand i lungerne.

Det seneste år har der været stadig færre dage mellem lægebesøg, blodprøver og samtaler på det jyske hospital. Men det har en slutdato.

Lægerne har forudsagt, at Jesper Lindbjergs krop vil give op i løbet af de næste tre år. Får de ret, bliver han kun 43 år gammel. Dødsdommen fik han på Rigshospitalet tilbage i 2016.

Herunder kan du se journalist Mathias Tuxens sms-korrespondence med Jesper Lindbjerg, inden og mens projektet var i gang. Den vil du kunne følge gennem hele kapitlet.

Men han kæmper imod – med alt, hvad han har.

»Jeg har lært at leve med dommen. Det hjælper ikke noget, hvis man bare lægger sig til at dø.«

Hans krop er svækket. Han har to alvorlige kroniske sygdomme og er i medicinsk behandling for kræft. Mentalt er han også ramt. Efter røverierne har han udviklet svær angst, depression og PTSD, som i perioder er invaliderende.

Sygdomsforløbet, som Jesper Lindbjerg kalder 'ét langt mareridt', begyndte i 2013.

Tallet 13 er symbol på ulykke og død. Det er et tal, der varsler ondt. Men Jesper Lindbjerg er ikke overtroisk. Bare uheldig.

2013 var året, hvor han blev udsat for sit sjette og groveste røveri. Et røveri, som satte punktum for hans karriere i guldsmedebranchen. Og det var året, hvor lægerne opdagede alvoren i hans symptomer.

 

Selv om Jesper Lindbjerg er et menneske, der aldrig går stille med dørene, er han et privat menneske, når det handler om hans helbred. Han ønsker ikke at gå i detaljer med sine sygdomme. Generelt taler han ikke om dem, hvis han kan slippe for det.

»Sygdom fylder i forvejen meget i min hverdag. Jeg er bange hver morgen, når jeg kan mærke, at jeg stadig er syg, og når jeg går i seng, frygter jeg, at jeg bliver mere syg næste dag.«

 

Hans skrantende helbred og bivirkningerne af al den medicin, han får, slider på hans krop, som føles mange år ældre, end den er. De grå hår er gradvist blevet mere synlige, men han har mistet overskuddet til at farve håret.

Listen med sygdomme og de væbnede røverier har efterladt ham med 70 procent erhvervsevnetab og en méngrad på 35 procent.

Som 37-årig blev han førtidspensionist. Han kommer aldrig til at arbejde igen. Ikke engang på deltid.

'Jeg kan kun frygte for hans liv og helbred, såfremt man vil presse ham i aktivering,' har hans læge skrevet i hans papirer.

Klinisk Biokemisk Afdeling

I venteværelset på Regionshospitalet Herning sætter Jesper Lindbjerg sig på en af de mange stole langs væggen. Han har trukket et nummer og venter på at komme ind og få taget blodprøver.

 

Med minutters mellemrum skifter tallene på skærmen over ham.

»Nummer 79, Jesper Lindbjerg,« kalder en kvindestemme fra blodprøvetagningsrum 1.

Sygeplejersken spørger Jesper Lindbjerg, om han plejer at være svær at stikke i.

Han nikker tavst. I venstre hånd knuger han sit sygesikringskort.

Han skal fylde fem små flasker med blod; ofte lægger han arm til op mod 20 reagensglas på en tapning. Jesper Lindbjerg har gjort det mange gange før, men i det øjeblik, nålen glider ind i hans blodåre, bider han tænderne sammen og tager hånden op til munden.

 

 

»Jeg hader at få taget blodprøver. Det er ikke, fordi jeg er bange for nåle, men mine årer er så dårlige at stikke i det gør skide ondt.«

De fem blodprøver bliver forseglet og sendt videre i sundhedssystemet.

Det samme skal Jesper Lindbjerg. For han har også en tid hos sin læge på Medicinsk Afdeling.

 

'Du har fem år tilbage'

I 2016 var Jesper Lindbjerg flere gange til undersøgelse på Rigshospitalet. Til en af de efterfølgende samtaler sagde lægerne, at han ud fra deres vurdering kun havde omkring fem år tilbage at leve i.

I dag, to år senere, kan han ikke fremkalde en eneste detalje fra den dag. Selv den præcise dato henstår i tåger. Det hele er forsvundet i ét stort, sort hul. For det var den dag, Jesper Lindbjergs verden brød sammen.

Siden har dødsangsten været hos ham konstant. Den kan ligge i dvale i hans underbevidsthed, men den forsvinder aldrig. I perioder er den altopslugende. Det er ikke eksistentielle tanker om liv og død, som fylder hans hoved, men frygt, angst og depression.

Hver gang, Jesper Lindbjerg mærker de smertefulde bivirkninger af sygdommene og medicinen, bliver han ramt af panikangst. Når hans krop gør oprør mod medicinen, tror han, at det er et tegn til, at det er NU, han skal dø. At han har trukket næste nummer på Dødens liste.

 

Han bliver bange; tankerne kører i ring og modarbejder ethvert forsøg på at undslippe det mørke, som hiver ham længere og længere ned.

I desperation bedøver Jesper Lindbjerg sig selv og sine tanker med beroligende piller og alkohol. Han rækker ud efter de mennesker, som står ham nærmest, for ikke at være alene med tankerne.

Dagen efter har han det som regel bedre, men følelserne har stadig kløerne i ham. Så ringer han rundt og beroliger familie og venner, fordi han 'igen' fik en nedsmeltning, men dødsangsten kan han ikke kontrollere.

»Nogle gange har jeg lyst til helt at give op. Når jeg ligger i sengen på dag 14, er det ikke sjovt længere. Man orker ikke mere.«

 

Med medicin prøver han at holde sygdommen og angsten på afstand. I en doseringsæske fordeler han sine 22 daglige piller i alle farver og størrelser efter ugedage. Selv om hver en pille er nødvendig, minder de også Jesper Lindbjerg om, at han bliver holdt kunstigt i live.

»Man lærer at leve med det og bliver mere taknemmelig over de små ting i livet. Jeg bliver sgu ved med at kæmpe. For Dakota. Nu er alle hvalpene solgt, så hun kommer snart hjem igen. Min lille baby.«

 

De ting, som stadig giver ham glæde, er begrænset til hunden Dakota, cigaretter og smykker. For en uge siden fik han for første gang lavet hul i højre øre og udsmykkede det med en diamant. Snart skal han også have hul i den venstre øreflip.

Hos lægen

De lange, brede gange på Regionshospitalet Herning ligner alle andre hospitalsgange. Linoleumsgulve og hvide vægge. Træpanelerne er malet i skrigende blå, gule og grønne farver i et forsøg på at gøre hospitalet til et rart sted at være.

Farverne skal hjælpe patienterne med at slappe af i det kliniske hospitalsmiljø, men Jesper Lindbjerg ænser det ikke. For ham er alle vægge, værelser og hospitaler ens.

Han slapper ikke af. Men sætter sig på en stol med korslagte ben og krammer sin Prada-taske ind mod maven, mens han kigger tomt frem for sig.

 

På væggene hænger skilte om informationsaftener for pårørende og trin for trin-vejledninger til bedre hygiejne. Kun maleriet, ‘Tunesian Landscape’ fra 1914 af den tyske ekspressionist August Macke, er ikke produceret i sundhedsvæsenet.

Jesper Lindbjerg er ikke bange, mens han venter på samtalen med sin læge. De seneste fem år har han fået så mange dårlige beskeder, at han ikke længere bliver overrasket.

En samtale mellem to kvinder i venteværelset fanger hans opmærksomhed. Én af kvinderne er lige blevet mormor.

»Jeg vil simpelthen ikke være mormor, før jeg er 50 år,« indskyder den anden.

Jesper Lindbjerg lytter uinteresseret og himler med øjnene. Børn siger ham overhovedet ingenting.

»Jeg vil hellere have 20 puddelhunde end ét barn. Børn er så belastende, men jeg kan godt lide mine nevøer. Dem giver jeg noget slik og nogle penge, og så opfører de sig ordentligt.«

Døren til værelse seks bliver åbnet, og en sygeplejerske stikker hovedet ud.

»Hej Jesper, kom indenfor.«

 

Tyve minutter tager det sygeplejersken at tage Jesper Lindbjergs blodtryk og notere resultaterne i sine papirer. Normalt skal han også vejes, men han er for afkræftet til flere undersøgelser og vil bare gerne hjem.

Hør lægen tale med Jesper Lindbjerg herunder:

 

Skjuler sin sygdom

I mange år var Jesper Lindbjerg en utrættelig festabe. På evige drukture med overklassen, smykkeforhandlere, kunstnere og kendte og til arrangementer på Hotel D’Angleterre, middage på Cafe Victor og dans til langt ud på natten i Københavns klubber.

Festerne er blevet færre, han har ikke længere kræfterne. Men han har ikke accepteret det - endnu, at han ikke længere en del af det liv og de kredse.

På gode dage har Jesper Lindbjerg stadig øjeblikke, hvor han føler sig helt urørlig. Men de fleste dage kan han ikke længere ignorere, hvor afkræftet og syg han er. De dage bliver han hjemme i sengen. Han skjuler sit dårlige helbred.

 

»Jeg er altid ekstravagant, når jeg skal ud, for det er mit image. Det kan være svært at leve op til, hvis jeg er syg eller dårlig, for så kan jeg ikke holde til det. Så bliver jeg hjemme og viser mig ikke ude.«

En stor del af tiden er Jesper Lindbjerg et sted midt imellem sengeliggende og frisk. Med botox, makeup og farverigt tøj maskerer han sig for sine omgivelser.

 

Men det er ikke nemt at opretholde en facade, når kroppen siger fra. Det ydre kan han sminke. Men mentalt har han brug for stærkere midler. Skal han til et bryllup, fødselsdag eller bare være ude blandt mennesker, bedøver han kroppens signaler og håber, at de psykostimulerende farmaka virker.

Han kalder pillerne ‘Speedy Gonzales’. En reference til tegnefilmen om Mexicos hurtigste mus.

 

»Uanset hvor meget jeg har været nede i kulkælderen, har jeg altid stadset mig op, så folk ikke har kunnet se noget som helst på mig. Det kræver, at man bliver piftet op med botox og ser godt ud hele tiden. Jeg vil ikke have, at folk ser, hvordan jeg har det.«

Det handler om ikke at vise svaghed. Er han svag, er det bedre at blive hjemme, mener han.

For i overklassen er der ikke plads til svaghed. Eller stor sympati. Man bliver sorteret fra, hvis man ikke er festlig. Det har Jesper Lindbjerg oplevet.

Når han endelig er ude, vil han derfor ikke være ‘syge Jesper’.

»Sygdom fylder 80 procent af mit liv. De resterende 20 holder jeg mig i gang, kommer ud blandt folk og føler mig levende.«

Ikke mange kender til hans sygdomme. Endnu færre kender til alvoren bag dem.

Ikke engang hans egen familie er orienteret om den livshorisont, som lægerne har stillet ham i udsigt. Jesper Lindbjerg frygter, at han bliver behandlet anderledes, hvis familien kender til detaljerne om hans sygdomme. Han frygter, at det vil belaste dem.

 

 

»Jeg har ikke sagt det, for de skal ikke blive mere kede af det. De skal ikke have flere bekymringer.«

Det er usikkert, hvilken en af sygdommene, der ender med at tage livet af Jesper Lindbjerg.

Endnu holder han ud. Og tager én dag ad gangen.