Behandlingen af lille Elias og hans mor gennem akuttelefonen 1813 er dybt kritisabel, mener DF-politiker i Region Hovedstaden.

Historien om syge Elias og hans mor Ida Sjørvad, der måtte forbi tre hospitaler på næsten fem timer, før han blev opereret, er nået til Regionsrådet i Region Hovedstaden. Her gør historien stort indtryk på Kenneth Kristensen Berth, medlem af Regionsrådet (DF).

- Det er endnu et eksempel på det kaos, der hersker på 1813. Moderen bliver henvist forkert fra start, og det viser, at folkene bag telefonerne på 1813 ikke er uddannet godt nok. De skal være bedre til at guide folk, men det har de ikke gjort. Det er dybt kritisabelt, siger Kenneth Kristensen Berth.

Da Ida Sjørvad ringer til 1813 lørdag eftermiddag, er hendes fem måneder gamle søn blevet opereret i lysken på Rigshospitalet to dage forinden. Rigshospitalet vil ikke tage imod hende uden en henvisning fra 1813, men det vil 1813 ikke udstede, så Ida Sjørvad bliver i stedet henvist til Bispebjerg. Her viser det sig, at der ikke er nogen børnelæger. Kenneth Kristensen Berth mener, at flere instanser har begået fejl.

- Der er sket fejl på flere planer. Rigshospitalet skulle have taget Elias ind med det samme, men 1813 har også dummet sig. Det er uacceptabelt, at systemet ikke kan finde ud, hvordan det skal hjælpe hende. Tænk, at hvis systemet ikke kan finde ud af systemet, hvordan skal borgerne så kunne finde ud af det? siger han.

Han og resten af DF's medlemmer i Region Hovedstaden har hele tiden været imod indførelsen af 1813, der 1. januar 2014 erstattede den gamle lægevagtsordning i hovedstaden. Nu har den nye ordning været i gang i en uge, og Kenneth Kristensen Berth er ikke tilfreds.

- Vi fik at vide for tre uger siden, at alt var klappet og perfekt i forhold til at få 1813 op at køre. Nu viser det sig så, at der ikke er styr på sagerne, og det er dybt kritisabelt. Men det kommer ikke bag på mig, for sådan en stor omlægning af sundhedssystemet er umulig at gennemføre på seks måneder, siger han.