Peter Lundin er givetvis en af landets allerfarligste mænd. Det faktum, at han har dræbt sin egen mor, sin kæreste og to små drenge med koldt blod og for egen vindings skyld, fortæller i sig selv en historie om en mand, der ikke viger tilbage for noget som helst.

Alligevel har kvinderne til alle tider stået i kø uden for hans celle for at komme ind og tilbyde deres krop og sjæl til massemorderen.

- Den naturlige reaktion for langt de fleste kvinder er at afsky over for en sådan person. Men nogle kvinder tænder på magt – og det at myrde er på en måde den ultimative magtfaktor, forklarer tidligere chefpsykolog ved Syddansk Universitet Jørn Beckmann, der har specialiseret sig i morderes psykologi. 

 



Ud over tiltrækningen ved det meget farlige og utæmmelige – lidt som at ønske sig en løve som kæledyr – er der også et kraftigt moderinstinkt i mange kvinder.

- De tænker: ’Nej, hvor er det synd, at han skal sidde i fængsel’.

Det, han har gjort, træder i baggrunden, og de vil gerne redde ham, forklarer Jørn Beckmann.

Betydelig risiko for gentagelse

Der er dog også en risiko ved at gifte sig med en mand som Peter Lundin, mener Jørn Beckmann.

- Der er stor forskel på, om man dræber i affekt eller under indflydelse af alkohol eller noget i den stil. Altså en tilstand, hvor hjernen ikke fungerer normalt.

- Hvis man, som Peter Lundin har gjort, dræber med koldt blod og fuldt overlæg, er der en betydelig risiko for, at man vil gøre det igen.

Du vil altså ikke anbefale nogen at bo sammen med Peter Lundin, hvis han engang bliver løsladt?

- Nej, det vil jeg ikke.