For en uge siden kom to mænd i hver deres bil op at toppes på Roskildevej i Hillerød og blev alvorligt uvenner. Den ene mand blev så hidsig over situationen, at han endte med at true den anden bilist med en pistol.

Dette er det seneste grove eksempel på ’road rage’ eller på dansk ’vejvrede’. Og ifølge Mette Møller, psykolog og seniorforsker ved DTU Transport, er der flere forklaringer på, at nogle mennesker kortslutter i trafikken.

- Det er svært at kommunikere med de andre bilister, fordi vi er gemt væk bag bilens metalfacade. Derfor opstår der nemt misforståelser, og samtidig betyder det, at situationen ikke er så personlig. Så har vi lettere ved at hidse os op. Det er noget andet, hvis man står i køen nede i supermarkedet, hvor man skal konfrontere folk face-to-face. Det gør man sjældent, siger hun.

Hun forklarer også, at bilister har lettere ved at hidse sig op over andre trafikanter, fordi de mere bliver opfattet som ting end som personer, fordi de sidder i en bil.

Men også den stigende travlhed hos den almindelige dansker har skylden.

- Vi har også ofte travlt og er stressede, og det er med til at gøre, at vi bliver hurtigere vrede (i trafikken, red.), siger Mette Møller.

Hun påpeger også, at det sjældent har konsekvenser for en selv, hvis man hidser sig op over for en anden bilist, fordi den anden ikke kan stoppe og konfrontere en, før man er kørt væk fra stedet.