En ganske almindelig dansk mand holder fri halvdelen af året og rejser verden tynd.

Nu deler han opskriften på sit drømmeliv med os andre.

For 20 år siden satte 61-årige Asger Bjørnskov sig for at ændre livsstil og leve et liv med ferier og oplevelser uden et eneste lån i banken.

Det skriver TV 2.

Det er en noget dyr livsstil, men Asger Bjørnskov har i dag skabt sig et liv, hvor han arbejder hver dag hele sommeren, så han kan holde fri hele vinteren og rejse, hvor hen han vil.

»Når jeg er i Danmark, så lever jeg på en sten. Det er jeg nødt til, for jeg har ikke nogen særligt stor indkomst. Jeg flytter bare mit privatforbrug 100 procent til vinterhalvåret, hvor jeg bruger pengene på at rejse,« fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.

Men sådan har det ikke altid været for den 61-årige mand. For 20 år siden levede han nemlig som de fleste andre danskere, hvor hans arbejdsuge lignede normalen hele året.

Han havde et travlt liv, hvor han var ejer af en stor virksomhed med planteavl og en vognmandsforretning, som han selv havde bygget op. Men Asger Bjørnskov fortæller selv, at det travle liv gjorde, at han glemte sin familie og sig selv. Det opdagede han dog først efter, at hans forretning faldt sammen.

Asger Bjørnskovs forretningspartner blev nemlig syg, egenkapitalen i virksomheden forsvandt, og han var til sidst nødt til at sælge sin jord og virksomhed, så han kunne beholde gården, hvor han og familien boede.

Selv om det var en hård beslutning, så var det en nødvendighed, siger den 61-årige mand i dag.

Men nu godt 20 år efter er han lykkelig for beslutningen.

Det fik ham nemlig til at få øjnene op for, hvor dejligt det er at rejse. Asger Bjørnskov satte sig derfor et mål for, at han skulle rejse mindst 100 dage om året, og det skulle ske helt uden banklån.

I dag er han stadig selvstændig og driver sin egen service- og anlægsvirksomhed. Og det giver ham den fornødne fleksibilitet til at gennemføre sin nye livsstil. Asger Bjørnskov arbejder igennem i hele sommerhalvåret, og bruger stort set alle pengene på at rejse.

Han har eksempelvis ikke købt nyt tøj i 25 år.

Til gengæld har han i løbet af de sidste 10 år brugt omkring to millioner kroner på at rejse rundt i verden. Ifølge Asger Bjørnskov har han sammenlagt rejst Jorden rundt hele 19 gange i den periode.

Asger Bjørnskov er samtidig single, og derfor behøver han ikke vise hensyn over for andre end sin datter, der da også har fået lov til at komme med på flere af sin fars ferier.

I alt har den 61-årige dansker rejst i mere end 70 lande.

Han har ikke flere penge tilbage på sin pensionsopsparing, og han siger, at hans opsparing er meget lille, men alligevel mener Asger Bjørnskov, at de mange rejseoplevelser er mere end de to millioner kroner værd. Han kan nu dø lykkelig, fortæller han.