Lyt til artiklen

Hun har været døden nær og har mistet næsten halvdelen af de soldater­kammerater, hun var i træningslejr med. Men dansk-kurdiske Joanna Palani ser ingen anden løsning end at fortsætte kampen mod Islamisk Stat. Ved fronten fortæller hun sin historie til Berlingske. Læs anden del af fortællingen mandag.

IRAKISK KURDISTAN: Det lille smæld, den skarpe lyd, det giver, når splitten trækkes af en håndgranat var umulig at tage fejl af. Joanna Palani stod vagt på et hustag ved den kurdiske frontlinje. Regnen silede ned. Det var en kold vinternat. Nogle få hundrede meter længere fremme lå hendes kurdiske kammerater bag sandsække.

De var i ildkamp med krigerne fra Islamisk Stat, der lå på den anden side. Hun hørte brag ude i horisonten. Lyden fra granatsplitten ændrede alt. Fronten havde flyttet sig, og før hun lå på jorden med åndedrætsbesvær og tænkte, »nu er jeg færdig«, nåede hun at forstå, at en eller flere krigere fra Islamisk Stat var brudt gennem den forreste kurdiske linje. De var nået frem til hendes position. Hun greb sin Kalashnikov og kastede sig hen bag sandsækkene på taget. Så lød eksplosionen, og hun blev væltet af taget.

Læs også:

Læs også:

Da hun kom til bevidsthed, lå hun på ryggen på den våde jord med åbne øjne. Hun blødte ud af næsen og kunne mærke smerter i hovedet. Skuddene bragede løs. Nu meget tættere på. Joanna kunne ikke få vejret. Febrilsk slog hun sig selv hårdt i brystet flere gange. Indånding, dyb indånding. Hun rejste sig og humpede i dækning.

Den nat sluttede kampene først flere timer senere, og Joanna så ikke en læge før efter to dage. Hun havde fået hjernerystelse og havde slået knæet. Men hun var stadig i live.

Vi møder Joanna i Erbil i irakisk Kurdistan. Hun kommer slentrende ind i lobbyen på et af byens hoteller. Hun har en blå kasket på, og hendes lange sorte, bølgede hår hænger løst ned over skuldrene. Det er en lun aften. Hun er på orlov fra fronten og kan slappe af med biografture, cafeer og shopping, men der er intet afslappet ved hende. Fra det øjeblik hun sætter sig i den bløde hotelsofa, virker hun rastløs. Som om noget trækker i hende.

Hun kigger på mobiltelefonen og speedsnakker om sine oplevelser ved fronten. Hun trommer på sofaens kant med højre hånd og ryger sig gennem den ene cigaret efter den anden med den venstre. Hun fortæller om Iran, om Syrien, Irak, kurderne, Islamisk Stat, sin familie, sin opvækst i Vrå, Frederikshavn og Aalborg i Nordjylland. Om alt det, der optager hende. Om at være for kurdisk i Danmark og for dansk i Kurdistan. Om at elske Danmark højere end de fleste danskere – og alligevel være i gang med noget, der kan koste hende en straf efter dansk lov.

I de danske myndigheders øjne og statistik er hun en af »syrienskrigerne«, en af de i disse år meget omdiskuterede radikaliserede – en fællesbetegnelse, der bruges om unge eller midaldrende med dansk bopæl, der i disse år rejser til Irak eller Syrien for at tage del i krigen. Og som ifølge myndighederne kan udgøre en fare for danskernes sikkerhed, når de fulde af krigserfaring, radikale tanker og våbentræning vender hjem igen. Ifølge PET rejste 36 danskere i 2014 i krig i Syrien. Enten for at kæmpe med Islamisk Stat, Hizbollah, Assad-regimet eller kurderne. Joanna er en af de 36.

I november 2014 forlod Joanna Palani Danmark for at drage i krig. Hun kunne ikke længere koncentrere sig om at gøre 3.g færdig. Hun havde i forvejen gået 2.g om, ikke på grund af karaktererne, men fordi hun aldrig rigtig var til stede. Hverken fysisk eller mentalt. Allerede i sommerferien 2012 rejste hun for første gang til Iran og tog i træningslejr i de kurdiske områder, mens hendes gymnasievenner intet anede, fortæller hun. Da hun kom hjem med blodsprængte fødder og sår og rifter på benene blev hun væk fra gymnastiktimerne, så kammeraterne ikke skulle tro, at hun fik tæsk derhjemme.

Hun begyndte at leve en dobbelttilværelse med hemmeligheder, og fortalte heller ingen i vennekredsen om sin rejse til Aleppo i Syrien i 2012, hvor hun ifølge eget udsagn samme sommer hjalp kurdiske og arabiske grupper i kampen mod Bashar al-Assads regime.

»Min opgave var at indsamle oplysninger om regimets kontrolposter,« fortæller hun og beskriver, hvordan hun som 19-årig gik rundt i det krigshærgede Aleppo klædt ud som troende muslimsk kvinde med blåt slør, lang kjole og sorte Adidas-tennissko: »Jeg skulle give oplysninger videre om vagtskifte, antallet af soldater, deres bygninger og de typer af våben, de havde. Jeg gik rundt med høretelefoner og lod, som om jeg snakkede i telefon.«

Hun havde håbet at komme i kamp og ikke »bare« at indsamle efterretninger til andre. Så hun tog hjem igen og forsøgte at give gymnasiet en chance.

Hun flyttede fra Aalborg til København, mens krigen i Syrien og Irak udviklede sig til et angreb på den kurdiske befolkning. På mange måder en hektisk tid i Joannas liv, hvor både politi og familie forsøgte at overtale hende til at blive hjemme i Danmark samtidig med, at hun selv gik dybere ind i konflikten og læste bøger om krig og studerede nogle af forsvarets træningsmanualer. Hun ville gøre en forskel og følte ikke længere, det var nok at stå med et pro-kurdisk banner på Rådhuspladsen. Hun fik en såkaldt mentor, der skulle hjælpe hende med at få »orden på sagerne«. Det vil sige at betale regninger til tiden og finde en daglig rytme. Senere fik hun en anden mentor, der skulle »passe på hende« og forhindre hende i at rejse i krig. For ideen om at drage i krig var nu blevet til en konkret plan.

På trods af eventuelle sympatier for kurdernes kamp og det faktum, at Danmark selv er med i krigen mod Islamisk Stat, vidste Joanna allerede i planlægningsfasen, at hun burde holde lav profil. Den kurdiske PKK-organisation er på EUs terrorliste, og på papiret er et medlemskab hos PKK og Islamisk Stat det samme. Det betød, at planlægningen i den flere måneder lange periode var en ensom periode for Joannas vedkommende. Hun følte ikke, at hun kunne stole på nogen og rykkede hastigt mod den endelige afrejse. Enkelte tæt på hende mente, hun kun søgte opmærksomhed. Eksempelvis i medierne.

Flere medier skrev på det tidspunkt om hendes overvejelser. Det hjalp hende med at få den kurdiske sag på dagsordenen, og hun udsatte sin allerede planlagte afrejse. Men rastløsheden vendte hurtigt tilbage, og efter nogle uger var hun væk. En regnvåd dag i november i 2014 steg hun på et fly til Irak med mellemlanding i Stockholm. Hun tog direkte i træningslejr i Syrien, og familien hørte intet fra hende i flere måneder. På de sociale medier gik der på et tidspunkt et rygte om, at hun var død. Andre kaldte hendes ophold for en propagandatur alene med det formål at skaffe et billede med en Kalahsnikov til sin Facebook-side.

Dagene i Erbil går langsomt. Joanna vil gerne tilbage til fronten. Hun har svært ved at falde i søvn, og når det sker langt ud på natten, har hun mareridt. Vennerne, hun bor hos, siger, at hun råber »skyd! skyd!«

Om dagen virker det som om, hun ikke altid er helt til stede. Hun aflyser aftaler, og når hun møder op, virker hun utålmodig. Et øjeblik fokuserer hun på kurdernes pressede situation og forsøger at holde alle dem, der er bekymrede hjemme i Danmark, ud i strakt arm.

»Jeg vil være ærlig at sige, at jeg har fået smag for det. Jeg vil tilbage til fronten igen. Jeg er helt vild med den måde, man lever på under krig. Jeg elsker udfordringerne og den rus af adrenalin, man får i kroppen. Du kan selv se, hvordan jeg er ude ved fronten. Jeg bliver helt anderledes,« siger hun.

Et andet øjeblik er det lige omvendt. Så fordyber hun sig i det danske, i de værdier hun føler Danmark har givet hende.

»Jeg kunne ikke bo her i Kurdistan permanent. Jeg vil kun være her et år eller to, så rejser jeg hjem til skønne Danmark og finder mig en mand der, som ikke har den kurdiske traditionelle og religiøse tankegang. Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke enes med samfundet her på den måde. Jeg er alt for dansk til det. Jeg gider ikke at være en traditionel kurdisk pige, der sidder i køkkenet klar til, at farmand eller brormand kommer hjem, og så skal man skynde sig at vaske op. Sådan gider jeg ikke være. Jeg nægter det,« siger hun.

Joanna Palani er som et kultursammenstød på to ben. Eller måske er hun, som indvandrere og især andengenerationsindvandrere er flest; delt mellem sine to kulturer, mellem to forventninger, to traditioner og i en evig kamp for at forene det bedste af begge verdener. Finde sin egen vej et sted mellem sin familie, sin forhistorie og det danske samfund, der reelt er det eneste, hun kender.

Joanna Palani er kurder og har hele den kurdiske historie og den igangværende krig i Syrien og Irak tæt inde på livet.

Men hun er også dansker, opflasket og opvokset i Danmark, indpodet med danske værdier. Og hun mener, at hendes indsats ved fronten mod Islamisk stat i sidste ende også er et slag for det demokrati, de kvinderettigheder og den frihed, hun forbinder med Danmark.

»Lad mig indrømme noget. Nogle af de gange, vi blev beskudt, bad jeg faktisk til Gud om at komme til Danmark. Jeg lovede, at jeg ville leve et helt normalt liv, hvis jeg bare overlevede,« siger hun.

Det løfte holdt hun ikke. Ikke endnu i hvert fald. Danmark må vente. Krigen er vigtigere.

Her i Kurdistan er hun på mange måder for dansk. En kvinde med egne meninger, der får de kurdiske mænd til at stoppe op på gaden, når hun kommer gående i militæruniform. Trods de mange kvindelige kurdiske soldater er hun stadig et særsyn i de større byer. I Danmark er hun både personligt, socialt og politisk for kurdisk i manges øjne. Hun hører til i begge lejre, men kan ikke finde ro. Hverken her eller der.

En sen aftentime i Erbil nævner Joanna en anden statistik, et tal, hvor hun også er en af 36. Som i de danske myndigheders statistik over syrienskrigere. Af de 64 kurdiske soldater, hun var i træningslejr med i Syrien, har 28 mistet livet i kampen mod Islamisk Stat. Kun 36 er stadig i live. Joanna er en af dem.

Hun er tydeligt berørt af emnet, især når hun taler om en 16-årig veninde, der døde for ganske nylig.

»Hun var så naiv på mange måder og drømte om at flytte herfra med sin kæreste. Måske til Danmark. Hun fortjente ikke at dø. Hun mindede mig om de helt almindelige danske piger, der bare gerne vil leve et simpelt liv. Men hun var født det forkerte sted.«

Der er gået tre dage, siden vi mødte Joanna. For første gang slipper hun grebet om følelserne. Hun tørrer en tåre væk med bagsiden af hånden og rømmer sig. Samtalen gør hende også vred. »Kan du forstå, hvorfor jeg så gerne vil ud til fronten igen?,« spørger hun og rykker sig lidt frem i stolen.

For Joannas vedkommende er orloven nu blevet en uudholdelig ventetid, der blot øger risikoen for, at andre som hendes veninde mister livet ved fronten. En situation, Joanna hverken kan eller vil acceptere. Telefonen ringer. Nummeret på hendes mor hjemme i Aalborg lyser på skærmen.

»Hej mor,« siger Joanna med en træt stemme, der fortæller, at hun ved, hvad moren har på hjerte.

Hun lytter nogle sekunder, før hun afbryder: »Jeg skal nok passe på mig selv. Lad nu være med at være bekymret, mor, jeg kan ikke tage det lige nu. Jeg kan godt forstå, du er bekymret, jeg savner også dig. Jeg elsker dig, jeg skal nok komme tilbage på et tidspunkt, men ikke lige nu.«

Joanna lytter nogle sekunder og fortsætter så: »Ikke være ked af det mor, please, ikke være ked af det. Jeg er en stærk pige, jeg er trods alt din datter, ik’?«

Joanna lægger på og kigger på telefonen et stykke tid: »Hun har nogle ønsker og forventninger, som jeg ikke vil leve op til. Det er ikke det, jeg ønsker at bruge mit liv på, at komme hjem til Danmark og leve som en traditionel kurdisk pige. Jeg har brug for hendes velsignelse, hendes accept. Så det er hårdt at være ved fronten med tanken om, at hvis der sker mig noget, så er min mor ikke enig i, at jeg har gjort det rigtige.«

Joannas familie stammer fra de kurdiske områder i Iran. Under krigen mellem Iran og Irak flygtede de til Irak og blev anbragt i en flygtningelejr uden for byen Ramadi. I byen, der for få uger siden blev belejret af Islamisk Stat, blev Joanna født. Og indtil familien blev fløjet til Danmark med et FN-fly i 1996, boede de under kummerlige forhold i en lejr i ørkenen uden for byen. Hun husker opholdet i lejren i små glimt. Hun husker de blå døre og de lysende stjerner på himlen, når familien sov på taget af det skur, der var deres hjem. Men Joanna husker også, at hun hadede at være en pige. For pigerne måtte ikke det, drengene fik lov til. Og kvinderne lavede mad, mens mændene drak te og førte vigtige samtaler. Men det er ikke kun de traditionelle kønsroller, Joanna fik et had til. De havde også krigen og et af Mellemøstens undertrykkende regimer inde på livet.

Mændene i lejren fik bank af Saddam Husseins vagter, og kvinderne var bange for at gå til læge af frygt for seksuelle overgreb. Så længe Joanna husker, har hun kæmpet mod de traditionelle kønsroller og de Saddam Hussein’er, livet har præsenteret for hende.

Hun afskyr de mandsdominerede mellemøstlige samfund og accepterer aldrig noget uden at stille kritiske spørgsmål. Opvæksten i Vrå, Frederikshavn og Aalborg gav hende muligheder for at udtrykke sig.

»Jeg har altid været mere i krig end andre. Jeg har altid haft ting at kæmpe med. Jeg har kæmpet med familieoprør. Den konservative, traditionelle måde man skulle leve på som kurdisk pige. Man skulle være hjemme, når gadelygterne blev tændt. Man skulle ikke gå for meget med drenge, og måtte ikke altid sove ude. Ungdomskærlighed var også slemt. Jeg har altid været en fighter derhjemme... altid.«

Som mange andre unge danskere med indvandrerbaggrund står hun i rollen som mønsterbryder.

»Folk sagde altid til mig: »Du gør oprør mod alt og alle.« Når mine lærere sagde til mig, at der ikke findes noget Kurdistan, så rejste jeg mig op og sagde, det passer ikke. Jeg gjorde altid oprør mod et eller andet på trods af konsekvenserne,« siger hun.

Joanna gik i 10. klasse på Seminarieskolen i Aalborg. På det tidspunkt var hun mest interesseret i samfundsfag og huskes af lærerne som en idealist.

»I mine øjne var hun en, der – hvis ellers hun kunne holde fokus – kunne nå langt,« siger Joannas tidligere engelsklærer, Lise Vognsen Jensen .

Historielærer Mads Wibling Hansen husker hende som en, der altid lod sig styre af et moralsk kompas.

»Man kan godt sige, at hun var moralsk idealist. Hun var dygtig i skolen. Og forholdsvist flittig og arbejdsom. Havde lyst til en masse forskellige ting, også fagligt,« siger han.

Det var i de år, tanken om at drage i krig blev vakt hos Joanna. I 10. klasse drømte hun en drøm om at blive antropolog, eller snigskytte, mens de andre piger »havde travlt med at klage over, at Martin, Frederik eller hvad drengene nu hedder, ikke ringer tilbage«.

Hun tænkte på Afghanistan og kampen mod Taleban. Krigen i Syrien var endnu ikke brudt ud på det tidspunkt, men allerede dengang var islamisk fundamentalisme hendes klare fjendebillede. Fundamentalisterne var dem, familien flygtede fra i Iran, og det var dem, der truede kurderne igen. Om de kaldte sig det iranske præstestyre, Taleban, al-Qaeda eller Islamisk Stat var underordnet.

Nu er det en lun irakisk onsdag i april 2015. Vi er kørt med Joanna Palani til en lille landsby i bjergene uden for Shaqlawa nord for Erbil. Det er sidste stop inden fronten. Børn leger, geder og kalkuner går rundt på græsset, og Joanna er trukket i de kurdiske peshmerga-styrkers uniform. Hun venter på at få besked om, hvilken frontlinje hun kan kæmpe ved. Måske Syrien, måske irakisk Kurdistan.

I ventetiden udveksler Joanna krigserfaringer med de mandlige soldater. De ler højt, pjatter og fortæller vittigheder om Islamisk Stat, siden sidder de tavse hen med alvorlig mine. Alle soldaterne har mistet venner, alle har været døden nær selv og alle skal tilbage til fronten. »Jeg er ikke afhængig af det. Men det føles godt. Det føles godt at redde liv. Jeg ville bare ønske, det ikke var nødvendigt at gøre det på den her måde,« siger Joanna.

Hun har allerede set mere krig end de fleste danske soldater. I landsbyen tilhører hun den eneste kurdiske gruppe, der kæmper side om side med både Peshmerga i Irak og YPG i Syrien. Det er på mange måder også den gruppe, der passer bedst til Joanna. Her kan hun komme og gå, næsten som det passer hende. Hun er friere stillet end i PKKs ideologiske YPJ-kvindeenheder i Syrien, hvor make-up og kærester er forbudt, og hvor medlemskab ikke bare er for en periode, men for livet.

Efter et par dage i landsbyen bliver beslutningen taget. Af kommandanten og Joanna i samråd. Joanna skal til den irakiske frontlinje mod Islamisk Stat mellem Erbil og Mosul.

På et øjeblik er al hendes irritation over ventetid væk. En måneds hvile og rastløshed omsættes til spænding og adrenalin. Hun sætter sig ind i bilen med sin Kalashnikov i højre hånd og giver sig til at synge kurdiske slagsange. Hun er, hvor hun allerhelst vil være: På vej til fronten.

Line Tolstrup Holm har bidraget til denne artikel.