Fem minutter over midnat lyder startskuddet for Radio 24syv.

* Idéen om en ny landsdækkende radiokanal blev præsenteret af den tidligere kulturminister Per Stig Møller (K), kort efter han blev udpeget i slutningen af februar 2010.

* Tre måneder senere indgik regeringen et medieforlig med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som banede vejen for den nye kanal, som pressen i mellemtiden havde døbt "Radio Møller".

* Kanalen bliver tildelt sendepladsen FM4, som hidtil har tilhørt DR's P2, og samtidig får kanalen omkring 93 millioner kroner årligt fra licensmidlerne.

* Beslutningen udløste kritik fra blandt andet Socialdemokraterne, som truede med at aflive kanalen ved et regeringsskifte.

* I starten af april 2011 vinder selskabet Berlingske People, som ejes af Berlingske Media og PeopleGroup, udbuddet om den nye kanal. Selskabet er eneste byder, da flere interesserede mediehuse springer fra på grund af de krav, som udbuddet indeholder.

* Tirsdag den 1. november klokken 00.05 går Radio24syv i luften. Trods regeringsskiftet har Socialdemokraterne erkendt, at det er for sent at bremse projektet. Foreløbig er kanalen sikret licensmidler de næste otte år.

/ritzau/