Daniel Rye overlevede 398 dage som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat. Den danske freelancefotograf er det seneste gidsel, der har forladt fangenskabet i live.
Historien om Daniel Rye vil påvirke os på forskellig vis.
Nogle vil sige, at den først og fremmest understreger menneskets ufattelige overlevelsesdrift.
Andre vil hævde, at historien er det klassiske billede på en dumdristig og eventyrlysten ung mand, der legede røvere og soldater med de forkerte.
Atter andre vil trække Muhammed-tegninger, Danmarks krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan samt Assad-regimets årelange undertrykkelse af det syriske folk ind i forklaringen på, hvorfor en 24-årig dansk fotograf endte som Islamisk Stats torturfange i 13 måneder.
Historien om Daniel Rye har så mange lag, at der ikke findes én endegyldig udlægning.
I en ny bog, »Ser du månen, Daniel«, giver den nu 26-årige fotograf for første gang et indblik i, hvad det vil sige at være gidsel hos Islamisk Stat. Det er ikke hyggelæsning.
Da Daniel Rye rejste til Syrien i maj 2013, havde han ikke noget ønske om at opsøge det, han selv kalder »alt det farlige ved frontlinjen«. Målet var derimod at dokumentere det syriske folks hverdagsliv midt i en borgerkrig.
Men Daniel Rye kom aldrig særligt langt i sin research. Allerede den første dag i det nordlige Syrien blev han opdaget af en gruppe maskerede mænd med kalasjnikovgeværer, og dagen efter blev han og hans fikser (en lokalkendt hjælper, red.) tilbageholdt.
De følgende 13 måneder tilbragte Daniel Rye som fange først i en kælder under et nedlagt børnehospital, dernæst i et forladt industrikvarter i Aleppo og endelig i det verdenskendte IS-fængsel nær byen Raqqa.
Der var ikke nogen mening tilbage
Den blonde fotograf blev hverken skånet psykisk eller fysisk af sine gidseltagere.
I kælderen under det nedlagte børnehospital blev han skiftevis udsultet, lænket til radiatorer og tvunget til at stå i udstrakt positur med hænderne over hovedet flere døgn i træk.
Metallænker og håndjern holdt ham oprejst, mens vægten af hans udmattede krop fik de stramme håndjern til at bore sig ind i hans arme.
De dybe sår væskede samtidig med med, at kiloene raslede af Daniel, og til sidst var knoglerne synlige.
På andre tidspunkter muntrede fangevogterne sig med at give ham elektriske stød og nægte ham vand og toiletbesøg.
Da torturen var værst og ydmygelserne størst, var der ikke mere mening tilbage. Daniel forsøgte at tage sit eget liv.
»Jeg er glad for, at det ikke lykkedes. Men på det tidspunkt virkede det som det eneste rigtige at gøre. Jeg ville ikke være en del af den smerte, jeg blev udsat for, og jeg var overbevist om, at jeg ikke kom hjem igen. Jeg ville tage mit liv i mine egne hænder, for jeg frygtede også, at de ville lave en grim video med mig, som jeg ikke synes, mine forældre skulle se,« fortæller Daniel Rye.
Med en forsikringssum på fem millioner kroner kickstartede Daniels familie projektet med at få deres søn og bror hjem igen.
Til det formål blev den danske sikkerhedskonsulent »Arthur« hyret, og det lykkedes også i første omgang at skabe kontakt til den gruppe, der holdt Daniel fanget på det nedlagte børnehospital.
Forhandlingerne var så småt i gang, men pludselig var der ikke længere nogen forbindelse.
Samtidig voksede Islamisk Stat sig nemlig stærkere og mere magtfuld. Og udenlandske gidsler blev nærmest et samleobjekt for terrorgruppen, fordi de repræsenterede en både kontant og strategisk værdi.
For Daniel og hans familie var denne udvikling ikke gode nyheder, og der gik næsten et halvt år, før gidseltagerne genoptog kontakten.
Koden til overlevelse
Soldater, nødhjælpsarbejdere og journalister, som tager til verdens brændpunkter for at arbejde, bliver forinden undervist i, hvordan man gebærder sig i gidselsituationer.
Tre regler er i den sammenhæng helt essentielle: 1. Lyv ikke. 2. Spil spillet og vær en nem og medgørlig fange. 3. Få en rutine.
De simple regler og sammenholdet i gruppen af udenlandske fanger, der voksede støt, er en stor del af forklaringen på, hvorfor Daniel er i live i dag.
Fangevogterne tonede i denne periode ned for den psykiske og fysiske vold, men kroppen husker, og Daniel var altid på vagt. Den tortur, han tidligt i forløbet havde overlevet, vendte han nu til noget positivt. Han vidste, at han var stærk.
I februar 2014, ni måneder efter Daniel blev taget til fange, modtog hans mor endelig en mail fra gidseltagerne. Daniel ville blive frigivet, hvis familie stillede med to millioner euro.
For at overbevise familien om, at deres søn og bror var i live, måtte de stille tre personlige spørgsmål, som kun Daniel ville kunne svare på. Disse spørgsmål tjente som »proof of life« og skulle forsikre familien om, at han stadig var i live.
Nyheden om danske Daniels kidnapning havde på dette tidspunkt også for længst nået den danske presse.
Måske belært af den diplomatiske ballade, der opstod i kølvandet på Ekstra Bladets kampagne for at få to danske søfolk løsladt fra fangenskab hos somaliske pirater, undlod danske medier at omtale den såkaldte Daniel-sag.
De mails, som Daniels forældre modtog fra Islamisk Stat, efterlod da heller ikke nogen tvivl om, at familien skulle holde tæt.
Gang på gang understregede terrorbevægelsen, at Daniels liv afhang af, at forhandlingerne foregik under radaren.
Daniel Rye er i dag ikke i tvivl om, at det ville have kostet ham livet, hvis danske medier havde omtalt sagen.
En stor risiko
Ligesom USA og Storbritannien har Danmark taget en principbeslutning om ikke at udbetale løsesum til gidseltagere. Det gør man derimod i lande som Frankrig og Italien, og det betød, at der blev tyndet ud i gruppen af fanger hen over foråret 2014 i takt med, at der blev indgået aftaler med gidseltagerne.
For Daniels familie var to millioner euro et urealistisk højt beløb, og mens danske politikere diskuterede, hvordan man skulle stille sig i »Daniel-sagen«, stablede familien en indsamling på benene. Kredsen af mennesker, der nu blev indviet i den offentlige hemmelighed, blev endnu større.
For Daniel og hans familie var det en stor risiko at løbe.
Den amerikanske journalist James Foley var forsvundet sporløst i Syrien i november 2012, og også den danske sikkerhedskonsulent »Arthur« havde ledt forgæves efter amerikaneren.
Da Islamisk Stat besluttede at samle de udenlandske fanger, blev Daniel ført sammen med James Foley. Foley skilte sig ud som en hjertevarm og retfærdig mand i fangenskabet, hvor der var kamp om mad, og hvor aggressioner ofte lå lige under overfladen.
Mens de europæiske fanger i løbet af foråret 2014 efterhånden blev løsladt, og personlige spørgsmål til Daniel kunne være tegn på, at der også var forhandlinger i gang om ham, rykkede intet sig for amerikanerne og briterne.
For selv om Danmark af princip ikke forhandler med gidseltagerne, blander myndigheder sig ikke i, hvad pårørende gør. De amerikanske og britiske fangers familier var derimod låst. Enhver form for forhandling blev lagt død.
Den sidste tid i fangenskab var et helvede. Fangevogterne viste med et syrisk gidsel, at de ikke holdt sig tilbage fra at slå ihjel. Volden mod fangerne tog til, og samtidig voksede det psykiske pres.
»De begyndte at behandle os så dårligt, så den tortur, jeg kendte fra starten, vendte tilbage. Bevidstheden om, at vi ikke kunne gå ud hånd i hånd alle sammen – at vi skulle efterlade nogen – var heller ikke rar. Jeg kunne jo godt huske, hvordan det var at blive ladt tilbage, når andre forlod fængslet,« siger Daniel Rye.
Dødsbrevet
I fængslet kunne fangerne også læse skriften på væggen. Det betød, at James Foley mod slutningen bad Daniel om en tjeneste. Han skulle memorere en besked til Foleys familie.
»Det var frygteligt. Det var jo et dødsbrev. En afsked til hans familie. Han havde accepteret sin egen død,« siger Daniel Rye, der ikke længere husker alle detaljer i brevet:
»Det var ikke et særlig nemt brev at bære med ud. Det var nemt at huske, men jeg kunne ikke holde det i mig mere, da jeg havde fortalt det til hans forældre. Jeg blev nødt til at lægge det bag mig. Komme videre. Hvis jeg skulle tænke på det brev hver dag, så ville jeg være et vrag i dag.«
Daniel Rye og den tyske nødhjælpsarbejder Toni Neukirch var de sidste to udenlandske fanger, der blev frigivet af terrororganisationen.
To måneder efter sin frigivelse blev Daniel Rye ringet op af »Arthur«. Der var en video, som han skulle kende til. James Foley var med stor sandsynlighed død. Halshugget af sine bødler, der heller ikke viste nåde for det næste gidsel i rækken.
Steven Sotloff, en anden amerikansk journalist, sad på videoen lyslevende med et budskab til den amerikanske regering om, at han var den næste i rækken.
»Det værste var at opleve ens kammerater miste livet på den brutale måde. Det var uværdigt og umenneskeligt. Det kunne ikke gøres på en mere frygtelig måde. At man på den måde liner den næste op, der skal dø. Jeg vidste bare, at de andre sad derinde og afventede deres tid. Det var så frygteligt, for man kunne virkeligt sætte sig i deres sted.«
