Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Liberal Alliances politisk ordfører, Christina Egelund.
Det gode ved at være mig er ... at jeg har det privilegium at møde og arbejde sammen med mange vildt kloge og spændende mennesker. De fleste stiller sig gerne til rådighed med gode råd, viden, ønsker og erfaringer over for medlemmer af Folketinget, og jeg prøver at suge så meget viden og så mange nuancer som muligt til mig. Det er fedt.
Det irriterende ved at være mig er ... at jeg bliver ældre. Jeg fylder snart 40 år og mærker en snigende alderspanik. Og ja, 60-årige læsere kan godt ryste på hovedet admig, men jeg syntes at både 20erne og 30erne har været så fantastiske årtier, at jeg nærmest ikke kan forestille mig, hvordan 40erne kan hamle op med dem. Men altså, jeg må jo give det et forsøg.
Dem, der tror sig gode, er tit ... mest gode på andres vegne. De virkelig gode har sjældent behov for at fremstå som gode. Jeg ser sådan på det, at hvis man begår gode gerninger i stort og småt – følger en blind over gaden eller forærer halvdelen af ens løn til humanitær bistand, så er det jo udtryk for godhed, og det tror jeg mange af os har i os. Men dem, der gør det af ren godhed, har ikke behov for også at skrive facebookopslag om, at i dag fulgte jeg en blind dame over gaden. Og de behøver heller ikke at vise en kopi af deres overførsel til Folkekirkens Nødhjælp. For mig at se er den rene godhed den, man gør, uden behov for at flashe det i offentlighed. Godhed er godt, men et privat anliggende, synes jeg.
Det var påfaldende underligt ... at ’Detektor’ ikke bragte fakta om bilejernes store bidrag til statskassen. Jeg sagde i en debat på DR2 at biler sammenlagt indbringer statskassen langt flere milliarder, end de belaster for. Altså indtægterne er langt større end udgifterne. Det undersøgte ’Detektor’, og det viste sig at være rigtigt. Men det syntes man åbenbart ikke var interessant for seerne. Ærgerligt!
Jeg var lige ved at opgive det hele, da ... det har jeg aldrig prøvet. Jeg er total jubeloptimist og tror på, at det meste kan lykkes, hvis man virkelig vil det – og ikke venter på at alle andre skal komme og fikse ting for én.
Det værste, der kan ske for en kvinde, er ... ikke at blive set, tror jeg. Det er nok derfor, vi nogle gange går til underlige yderligheder, for netop at blive set. Det tager jeg i hvert fald mig selv i nogle gange. Altså, det er jo ikke for at gå i ét med tapetet, at jeg f.eks. kan finde på at tage knaldrøde sko på. Vi kvinder kan jo godt li’ at gøre noget ud af os selv, sådan tror jeg, næsten alle kvinder har det, og når man har stået der og gjort sig umage, er det jo fordi, vi håber, det bliver set..Hvis der er én, der pifter efter mig på gaden, så bliver jeg da glad, det er da klart.
Jeg kan godt li’, når ... jeg har ordentlig tid og overskud til at være noget for min kæreste, min familie eller mine venner.
Jeg vil aldrig gentage rejsen til ... jeg har rejst en del og elsker det. Som i ’virkelig elsker’. Jeg har besøgt nogle barske steder, for eksempel krigszoner i Mali, Ukraine og Irak og set total nød og ødelæggelse. Det lyder måske sært, men selv dertil rejser jeg gerne igen. Forstået på den måde, at jeg holder af at opleve kontrasterne i verden og at få udfordret min verdensforståelse. Som politiker er det vigtigt også at se den brutale virkelighed med egne øjne. Jeg var nær Mosul i Irak kort før, Islamisk Stat var endeligt nedkæmpet. Mens kampene stadig pågik, stod jeg på et hustag i en landsby og kunne høre og lugte bomberne. Det er noget helt andet at se det selv. En anden gang besøgte jeg en FN flygtningelejr, hvor kurdere, der havde boet under IS-belejring i nogle år, var flygtet til. De var blevet samlet op af irakiske styrker. Dér mødte jeg nogle kvinder og små børn, som netop havde vandret meget langt. Jeg husker især, der var en lille dreng på cirka toethalvt, som havde vandret med sin mor i 12 timer, for hun havde et mindre barn på armen. Det blik han havde i øjnene, det borede sig ind i mig. Det barn havde set og oplevet ting, som ingen – heller ikke voksne – skal se og opleve.
Jeg bliver konstant misforstået, for ... som LA’er tror nogle, at jeg er ude på at nedbryde den offentlige sektor. Jeg bruger en del tid på at forklare, at jeg holder meget af velfærdssamfundet. Det er derfor, jeg går op i, at vi skal fjerne mange af de fjollede og sære regler, der hver dag er til gene for de gode og engagerede mennesker, der arbejder i den offentlige sektor.
Jeg lærte meget af at arbejde i Bingohallen i Hjørring... ja, det var skønt, og det var mit første job fra jeg var 13 år. Det var dengang, man stadig måtte ryge indendørs, og det foregik i en stor hal, hvor der kom et par hundrede mennesker og spillede bingo. Jeg arbejdede i kiosken, hvor jeg solgte burgere og is, og i pauserne gik jeg også ud i den røgfyldte hal og solgte is. Jeg elskede det job og at sludre med gæsterne.
Det går galt i Danmark – ikke bare om ti år, men lige nu ... Jeg er ikke dommedagsprofet eller tror, vores civilisation går under i morgen. Jeg er grundlæggende optimist og synes, at vi lever i et fantastisk land, som man ikke bare sådan lige bryder ned. Men jeg er optaget af, at vi får løst problemet med parallelsamfundene. Uanset hvilken baggrund man har, skal man ikke i Danmark leve med, at piger er mindre værd end drenge, at religion er mere helligt end demokrati, eller at vores liberale frihedsrettigheder undermineres.
Jeg er lidt stolt af ... at have erfaring fra lidt af hvert, før jeg blev valgt til Folketinget. Jeg har boet en årrække i Paris og har i 10 år været med til at drive min families campingplads i Nordjylland. Det er erfaringer, jeg i den grad trækker på i mit virke som politiker.
I Frankrig lærte jeg især ... at tankevirksomhed er vigtigt. At fordybe sig i litteratur, i filosofi, i idéhistorie. Det var i Frankrig at jeg for alvor mærkede mit indre liberale jeg. Franskmændene læser meget mere, end vi gør i Danmark – det kan vi godt lære noget af. Nå ja, og så lærte jeg, at rødvin ikke kun hører til i weekenden.
Nogle mener, franskmænd er arrogante ... det mener jeg bestemt ikke. Jeg synes, det er skønt, at de er stolte af deres kultur, det har de grund til at være, og det har vi også grund til i Danmark. Når folk fortæller, at ’Nej, så var vi i Paris og ingen ville snakke med os’, så er det ikke, fordi de ikke vil tale engelsk, men fordi de ikke kan tale engelsk. Det har mere med kompetencer end arrogance at gøre. I Frankrig holder man også stadig på, at mænd holder døren for kvinder, det kan jeg godt li’ – man bliver jo ikke mindre kvinde, fordi der er en mand, der gør noget for én, tværtimod. Min kæreste Cyril, som er fra Frankrig, har boet i Danmark i ti år – samtidig med at han rejser meget til både Frankrig og Italien – de har jo en anden offentlig omgang mellem kvinder og mænd i Sydeuropa, det ligger i ham, og det synes jeg kun er fedt. Man holder lidt på gentlemanformerne.
Venstreorienterede personer er helt galt på den, når ... de tror, at man politisk skal bestemme alt muligt. Som liberal tror jeg på den enkeltes ret til selv at bestemme, mens de røde helst vil curle om alt og alle. Det diskuterer jeg tit med dem. Men jeg holder meget af nogle af de socialister, jeg kender.
Jeg kan godt li’, når mænd ... gør sig umage og tør være mænd. Med alt hvad det indebærer. Når de siger kvinder midt imod og afslører vores bluff. For det hænder jo, at vi bluffer lidt for at få vores vilje. Hvordan man gør det? Det vil jeg da ikke afsløre!
Kvinde er kvinde værst, siges det, men ... jeg har aldrig helt forstået, hvad det betyder. Måske fordi jeg holder mig på lang afstand af kvindefnidder...
Den person, jeg ser mest op til, er ... min mor. Hun er komplet uselvisk og tænker altid på andre først. Det slår aldrig fejl. Og så min kæreste, Cyril, for at affinde sig med at bo i det kolde nord, når jeg ved, hvor højt han elsker sit eget Sydeuropa. Han er uddannet ingeniør og arbejder for General Electric.
Min dårlige vane er ... at jeg for tit kommer for sent. Jeg undervurderer konsekvent, hvor lang tid det tager at cykle fra A til B. Måske jeg bare skulle begynde at cykle lidt hurtigere.
Engang var jeg misundelig på ... Jeg dyrker virkelig ikke misundelse, men prøver altid at glæde mig på andres vegne. Men jeg er nok lidt misundelig på dem, der har en høj selvdisciplin, når det kommer til sport.
Jeg kommer fra en familie, der har en campingplads ... ja, nemlig Jambo Feriepark mellem Løkken og Blokhus. Navnet på campingpladsen Jambo er swahili og betyder hej. Det var Sussis far – fra Sussi og Leo, der sammen med sin hustru boede i Tanzania, og der fik de ideen til det specielle navn. I dag er det mine forældre på 68 og 63 år, der driver den. Vi besluttede os i familien for, at vi ville gøre den til Danmarks bedste campingplads, og det blev den udnævnt til for nogle år siden. Dansk camping havde et ufortjent blakket ry for at være nogle gammeldags steder, og vi arbejdede med kvaliteten og udviklede nogle lækre badefaciliteter, fede køkkener, og bedre legepladser. Det bedste var at se de samme familier komme hvert år, man lærte dem at kende og fulgte dem op gennem deres barndom. I Danmark har vi nogle af Europas allerbedste campingpladser, det kan vi godt være stolte af. Camping kan noget helt særligt med nærvær til både mennesker og natur. Jeg har selv rejst med min kæreste i hele verden og kan godt li’ nærheden til naturen, når man sover i telt. Engang overnattede vi i Canada ned til en fjord, hvor vi blev vækket ved at høre pustelyde – det var en masse hvaler, der lige kom forbi og sagde hej. En anden gang sov vi i telt i en nationalpark i Californien og endte til en bålfest sammen med en stor, festlig mexicansk familie.
