Rigmanden Christian Kjærs trelænget gård på Venø er brændt ned efter en voldsom brand.

Christian Kjær var selv til stede på gården, der ligger på øen Venø i den vestlige del af Limfjorden, da branden opstod.

Ifølge gårdejeren stod han i køkkenet og bagte boller, da en person pludselig råbte "Det brænder!", fortæller han til TV/Midt-Vest. Herefter forsøgte Christian Kjær selv at slukke branden med en pulverslukker, men måtte hurtigt give op.

Politiet fik anmeldelsen omkring kl. 9 lørdag morgen, hvor flammerne allerede havde godt fat i husets stråtag. Til trods for hurtigt udrykning fra Midt- og Vestjyllands Beredskab, var det dog for sent.

SE MASSER AF BILLEDER FA BRANDEN PÅ dagbladet-holstebro-struer.dk


Hele 20 brandfolk blev sendt over færgen til Venø, hvilket naturligvis tog sin tid.  

- Huset står formentlig ikke til at redde og brænder ned stort set til grunden. Branden er dog under kontrol og breder sig ikke yderligere, siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, der samtidig oplyser, at hverken mennesker eller dyr har været i fare i forbindelse med branden.

Gnister fra gårdens brændselsfyr skulle ifølge Politiet havde antændt huset stråtag, men det er på nuværende tidspunkt kun et gæt.

Rigmanden Christian Kjær, som vel nok er mest kendt for at have været gift med rejsedronningen Janni Spies, samt hans familie, er kommet på Limfjordsøen i årtier, og har flere ejendomme på Venø. En ø, han desuden ejer 40 procent af.

Den nedbrændte gård lå placeret i det naturskønne område Nørreriis.