En brandalarm satte sent mandag aften gang i Københavns Brandvæsen. En overophedet elevator-motor genererede både stærk varme og røgspredning.

Det fortæller indsatsleder ved Københavns Brandvæsen, Kasper Ninn Johansen, til B.T.

- Der var en overophedet motor til en elevator i Amalienborgs installationsdæk og underetage. Fire røgdetektorer sporede både varme og røgspredning.

Alarmen gik i samme palæ, hvor Dronningen mandag aften er vært ved en stor middag i anledning af den britiske prins Charles' og hertuginde Camillas besøg.

Prins Charles og Camilla Parker Bowles, Hertuginde af Cornwall t


Københavns Brandvæsen sendte tre brandbiler, mens Københavns politi sendte adskillige politibiler til det alarmberedte Amalienborg. Her blev de mødt af kampklare gardere, der havde trukket våben i tilfælde af det værst tænkelige.

- Men det så nok værre ud, end det var. Vi valgte i hvert fald at lade gæsterne blive indendøre uden at forstyrre dem yderligere, siger Kasper Ninn Johansen fra Københavns Brandvæsen.

Til stede på Amalienborg var en lang række gæster fra den danske erhvervstop og adel. Både filminstruktør Lone Scherfig, Vestas-boss Ditlev Engel og den danske skuespiller Sofie Gråbøl var til stede.

Sidstnævnte var inviteret pga. hertuginde Camillas store fascination af krimiserien Forbrydelsen.

Efter optrinnet fik festen lov at fortsætte, mens der ifølge B.T.s udsendte blev åbnet vinduer i palæet, så den fæle lugt, der havde bredt sig, kunne forsvinde.