I mange af vores nabolande tilbydes alle børn en vaccine mod H1N1-influenza. Det gør danske børn ikke, og det er galimatias mener sundhedsprofessor.

Alle norske børn bliver vaccineret mod H1N1-influenza. Det samme gør svenske, tyske og engelske børn, hvis forældrene ønsker det.

Men selv om influenzaepidemien lige nu rammer Danmark, har myndighederne valgt børnene fra, skriver Politiken.

Det er samfundsøkonomisk galimatias, fastslår Jørgen T. Lauridsen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.
- Når alle ved, at børn i særlig grad spreder influenza, er det ud fra en økonomisk betragtning netop fornuftigt at tilbyde alle børn vaccination. Den løsning kan være med til at begrænse spredningen - for det koster dyrt, hvis mange bliver syge, siger han til Politiken.

Både Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti vil have børnene vaccineret. Det skal ske med nogle af de godt 1,2 millioner doser vaccine, som Sundhedsstyrelsen forventer at have tilovers, når kronisk syge personer i den såkaldte risikogruppe er vaccineret sammen med sundheds- og plejepersonale og personer i uundværlige samfundsfunktioner.

Sundhedsstyrelsen har ikke taget stilling til, hvad de overskydende vacciner skal bruges til, skriver Politiken.