25-årige journalist Amalie Langballes sexliv har altid været genstand for matematisk interesse. Lige nu er tallet 78. Begær er ikke en synd, der skal tøjles, mener hun, men snarere et udtryk for appetit på livet, som flere burde give efter for.
»Allerede i ottende klasse havde jeg været sammen med for mange – uden jeg egentlig havde været sammen med nogen. Det vidste jeg, da jeg kom ind i klassen en dag, og der stod »Amalie L er en luder på tavlen«.
Jeg kan ikke se, hvorfor begær skal være en synd. Jeg tror, at mange mennesker ville få det bedre af at have mere sex. Under god sex bliver man set, og det tror jeg, at mange kan savne i en fortravlet hverdag, hvor man arbejder for meget og har for lidt tid. Selv med ens venner kan man ende i sådan nogle facadespil, hvor det kommer til at handle om, hvem der har fået den største lønforhøjelse, eller hvem der kommer mest i fitness. Under sex er du nødt til at blotte dig. Du er nødt til at være nærværende, hvis det skal være godt.
Jeg fører en liste på min iPhone over dem, jeg har været sammen med. Hver gang, der er en ny, skriver jeg det ind, for ellers kan jeg ikke holde styr på det. Det er et levn fra mine teenageår, men det er faktisk praktisk, når man står og har fået klamydia, og man skal til at huske tilbage. Mit sexliv har altid været genstand for en kvantitativ eller matematisk interesse. Lige nu er tallet 78.
For nogle mænd er tallet en test i værdighed, der stammer fra en renhedskult, som siger, at kvinden gerne må have snuset til sex, men at hendes seksualitet i hvert fald ikke må overstige deres egen. Andre tror, at jeg er helt afstumpet også fordi jeg er steriliseret, og at sult forvandler sig til ædelyst og orgasmejagt til nymfomani.
Kvinderne spørger sjældent direkte. Det sker mere ad omveje, og jeg kan fornemme, at mit tal for nogle repræsenterer en slags grænse, som man i hvert fald ikke skal overskride. Der kan ligge enormt mange mærkelige motiver bag al den interesse. Men det kan også være, at udskamningen foregår utilsigtet. Måske er folk bare nysgerrige. Det er jeg virkelig selv. Jeg elsker andre folks hemmeligheder.
Nydelsessyge er den af de syv dødssynder, jeg dårligst forstår. Med f.eks. misundelse er der er en personlig nu-og-her-gevinst ved ikke at være misundelig. Du får det sandsynligvis bedre med dig selv og din omverden, hvis du tøjler din jalousi. Med nydelsessyge er det anderledes, for med mindre du er ude i utroskabsscenarier eller chikanescenarier, er liderlighed jo ikke et onde i sig selv. På engelsk har man udtrykket lust for life, på dansk ville vi måske sige appetit på livet. Det er det, jeg forbinder begær med: En appetit.
Artiklen fortsætter under billedet...
De gange, jeg har været elskerinde til nogen, har jeg syntes, det var kritisabelt. Så prøver man at forklare det med, at man er det yderste ansvarsled i en kæde af fejltagelser. Men det klinger hult. Der er så mange andre mænd, man kan vælge. Og den nydelse, man opnår, står ikke mål med de tårer, det vil forvolde, hvis den anden finder ud af det.
Ellers har jeg gjort det til et princip ikke at skamme mig. Når man ikke bliver banket på plads, bliver man ved med at få slag.
I gymnasiet var der en, som jeg havde været i seng med, der næste dag afleverede mine trusser i skolen. Det var sødt af ham at give dem tilbage, for det var mine yndlingsleoparder fra D&G, men det kunne godt være forgået i mere diskrete omgivelser. Jeg mener: Det var da ikke lige i toptre af de fedeste oplevelser det år. Men så på den anden side: Når man begynder med at blive slut shamet i folkeskolen, kommer man ligesom i træning.
Jeg forstår slet ikke reglen om, at tidlig sex udelukker enhver form for fremtid og kæresteforhold. Jeg synes, det er en dum regel. Det er en regel, der gør sex til et stort fejltrin og mig til noget uværdigt. For det er mig, som pige, der skal håndhæve reglen og styre mig. Mig, der skal gøre mig fri af mine lysters vold. Det forstår jeg ikke. Jeg giver, tager og får, hvad jeg har lyst til. Det er ikke noget at skamme sig over. Men det er den følelse, jeg efterlades med.
Jeg var på date i forgårs. Fyren havde læst nogle af de klummer, jeg har skrevet. Så jeg tænkte, at han vidste, hvem jeg er, og hvor mine grænser går og sådan. Så sad vi her og drak gløgg og snakkede. Han var sød nok, men jeg var ikke rigtigt interesseret. På et tidspunkt beder han om et glas vand. Klokken er halv elleve, og jeg er lidt træt. Da jeg kommer tilbage til mit værelse, ligger han i sengen og har taget sin pik frem. Det undrer mig lidt, at nogen kan finde på det efter al den snak om samtykke, og det overfald, jeg har været udsat for ... at han tænker, at det er en god idé at overraske mig med det.
Så skete det, som nogle gange sker: jeg ville ikke ødelægge den gode stemning, gik halvt i gang med at give ham et blowjob, før jeg fortrød, det hele blev akavet, og han endte med at tage hjem.
I virkeligheden er det min egen reaktion, jeg er mest overrasket over, og jeg skammer mig sådan set også. Lidt. For hvis jeg ikke varetager min lyst, og siger fra, når den ikke er der, hvem skal så gøre det?«
