Det er 11 år siden, at et af de voldsomste sammenstød mellem politi og aktivister fandt sted på Nørrebro i København. BT har talt med dem, der befandt på hver deres side af kampen om Ungdomshuset
POLITIMANDEN
Overalt i den københavnske bydel Nørrebro hænger der gran og guirlander. Gaderne emmer af hektisk, men stemningsfyldt, travlhed op til højtiden.
Men for 11 år siden var julestemningen svær at få øje på i bydelen. Dén dag, den 16. december 2006, emmede gaderne af had og vrede, og dannede rammen om nogle af de heftigste kampe mellem politi og aktivister fra det tidligere Ungdomshus.
Eller som en nu pensioneret politimand siger: »Det er absolut en af de voldsomste oplevelser i mine 45 år i tjenesten.«
Kigger man på billedet til højre, forstår man, hvad han mener. For det var på den anden side af den smadrede rude, at han var dén dag. Alene.
Det er første gang, at den nu 67-årige politimand Benny Brylet fortæller om at være fanget i forreste linje, om at være isoleret fra sine kolleger, mens maskerede aktivister går amok på bilen med brosten, maling, jernrør og kanonslag. Uden at vide, om bilen kan beskytte ham.Et kapitel i den nye bog ‘Politiets biler’ handler om ‘hollændervognene’, som for alvor skulle bevise deres værd i forbindelse med kampene om Ungdomshuset.
Uanmeldt demonstration
Og som Benny Brylet forklarer i bogen, havde vognene nogle børnesygdomme i starten, som ikke bidrog til følelsen af sikkerhed.
Den 16. december 2006 var han fører af en af vognene, der blev sendt til Nørrebro i forbindelse med en uanmeldt demonstration for Ungdomshuset. »Man havde opsnappet, at autonome fra Italien, Tyskland og Holland var kommet til. Og det var altså nogle kradsbørstige mennesker.
De havde ingen hæmningerne overhovedet,« fortæller Benny Brylet til BT og fortsætter:
»Jeg var en af de garvede, og regnede med, at det skulle være det sædvanlige. Lidt småkast med brosten, hvorefter de stak af. Men det gjorde de skisme ikke. Det gik fuldstændig bananas,« siger han om voldsomhederne.
»Jeg ved ikke, hvad der gik galt den dag. Pludselig tog fanden ved det hele, også med vores leder, og så skulle der ske noget.«
Dagen står stadig mejslet ind i hans hukommelse. Han husker, hvordan de 12 kampklædte betjente, der sad bag i bilen, sprang ud på gaden, hvordan radiokontakten med kollegerne stort set druknede på grund af den voldsomme larm fra kanonslag og slag på hans bil, som blev angrebet.
Frygten
»De autonome ved lige nøjagtig, hvordan de skal forhindre bilerne i at fungere. De slog sidespejlene ind og smed maling på ruderne, så du hverken kunne se for eller bag. Og så begyndte brostenene at hagle mod ruden og de gik i gang med jernstængerne,« fortæller han og mindes også en frygt, som forplantede sig i hans krop.
»For hvis de nu kunne komme ind i bilen, så var jeg og de andre førere sgu lost (fortabt, red.). Godt nok havde jeg min pistol og min stav, men ikke andet til at beskytte mig. Jeg ved ikke, om jeg var bange, men der var et eller andet,« siger den garvede politimand, som kunne konstatere, at ‘hollændervognen’ - trods børnesygdomme - var sikker nok.
»Gudskelov,« tilføjer han med lettelse i stemmen. »Det var sygeligt voldsomt, for de havde ingen hæmninger. Som om de ikke var klar over, at det, de lavede, var farligt. At de kunne slå mennesker ihjel.«
For et halv år siden gik Benny Brylet på pension. Det er hans kone glad for. Men en gang imellem trækker det stadig lidt i ham. Blot ikke efter flere kampe med de autonome.
»Jobbet var jo ét, jeg selv havde valgt. Så jeg vidste jo, hvad jeg kunne blive udsat for. Men jeg kan slet ikke kapere deres vold. Den metode giver slet slet ingen forståelse for, hvad de kæmper for. At sige, at du får et had til dem, er nok for stort. Men kærlighed føler du i hvert fald ikke.«
-----------------------------
DEN AUTONOME
En krudttønde, der eksploderede. Sådan husker 35-årige Marco Malcorps dén decemberaften i 2006, hvor sammenstødene mellem lovens lange arm og de autonome eksploderede i vold på Nørrebro.
Han tilhørte selv gruppen af aktivister, havde været aktiv bruger af Ungdomshuset, og var én af dem, der aktivt kæmpede for at bevare det. 16. december var ingen undtagelse.
»Men modsat hvad mange tror, var der ikke lagt op til, at der skulle være ballade. Men vi havde fra starten gjort det klart, at demonstrationen skulle gennemføres, og hvis vi blev slået af politiet, ville vi forsvare os,« siger han den uanmeldte demonstration, der startede det hele.
De gik i samlet flok ud på Jagtvej, og var ifølge Marco Malcorps ikke nået mange hundrede meter, før muren af politifolk fik demonstrationen til at gå i stå.
»Normalt sker der det, at politiet så fremfører deres ‘opløbs’ formular. At de i ‘dronningens og i lovens navn erklærer demonstration ulovlig’ og at vi skal forlade stedet. Ellers vil vi blive anholdt. Og det er dét tidspunkt, hvor de, der ikke har lyst til at være i frontlinjen, kan trække sig. Men den dag skete det bare ikke. Selv om politiet har en anden forklaring, hørte ingen dem fremføre formularen.«
»Pludselig smed de tåregas ind i forsamlingen. Og så stak det totalt af,« fortæller Marco Malcorps.
7 års frustration
Det er her i historien, at det med krudttønden, der eksploderede, kommer ind. For ifølge Marco Malcorps var det syv års indestængt frustration, der brød ud i lys lue blandt de autonome.
»Stemningen i miljøet var rigtig grim og trykket på det tidspunkt. I syv år havde vi kæmpet med næb og kløer for at finde en mindelig løsning, hvilket havde været muligt, hvis forhandlingerne var med kommunen. Men i stedet var det en fanatisk og skingrende sindssyg kristen sektleder i den anden ende. Og Ruth Evers ville bare ikke have en løsning på det her,« forklarer han om dét, der gik forud for voldsomhederne. Der overraskede selv en garvet aktivist som ham selv.
»Det siger sig selv, at der ikke skulle særlig meget til, at få bægeret til at flyde over. Jeg har i sagens natur været med til mange demonstrationer, hvor tingene er stukket af. Men jeg har aldrig oplevet noget som det dér.«
Anholdt af politiet
Marco Malcorps var én af dem, der valgte at trække sig den aften. Men som hundredvis andre blev han anholdt af politiet, sigtet for ‘medvirken til særlig grove optøjer’ til trods for, at at han ifølge eget udsagn aldrig løftede en sten, kastede med molotovcocktails eller kanonslag. En sigtelse der fik et langt efterspil, og hvor aktivisterne efter hans mening ‘blev snigløbet af det retssystem, der skulle passe på os allesammen’.
Men at volden var ude af kontrol i kampene mod politiet den aften på Nørrebro, medgiver han. Og forstår derfor godt frygten hos Benny Brylet.
»Er man bevidst om, at der gemmer sig et menneske bag uniformen? Det korte svar er ja. Men han har valgt at sidde i den bil, ligesom jeg har valgt at stå dér, hvor jeg gør. Han har valgt at tage et job, hvor han er blevet gjort til politisk instrument for magthaverne.
Ingen af os kunne drømme om at gøre skade på nogen. Ingen af os var mordere eller mente, at det hus var vigtigt nok til, at slå nogen ihjel for det. Men når man har haft så mange ubehagelige oplevelser med politiet, så bliver man blind for mennesket. Ser kun uniformen.«
----------------------
Sagen kort
Kampen om Ungdomshuset på Jagtvej 69 stod på i en årrække og medførte utallige gadekampe.
Når den 16. december 2006 skiller sig ud, skyldes det graden af voldsomhed samt de historisk mange anholdelser.
273 blev anholdt, heraf 87 udlændinge.
