Et omfattende problem med snyd har fået en nordjysk købmand til at stramme reglerne for, hvor mange kontanter butikken vil udlevere til kunderne.
Men reglen er strammet alt for hårdt ifølge Forbrugerrådet Tænk, der mener, at den er på kant med kontantpligten.
Det skriver TV 2 Nord.
I Meny i Klarup oplevede købmand Jan Sørensen et stigende problem med, at tricktyve forsøgte at snyde kontanter op ad kasseapparatet ved hjælp af falske flaskeboner og lottokuponer.
Derfor besluttede han at indføre en forsøgsordning, hvor kunder maksimalt kunne få udbetalt 50 kroner i kontanter. Resten skulle overføres til kundens kreditkort, så butikken kendte kundens identitet.
»Vi ville jo helst, at vi slet ikke skulle lave begrænsninger for vores kunder, men vi oplever desværre dagligt ubehagelige overraskelser og nye forsøg på at snyde os, så vi er nødt til at være på vagt,« sagde Jan Sørensen.
Men ifølge Forbrugerrådet Tænk havde købmanden ikke ret til at indføre den regel. Han var nemlig forpligtet til at efterleve kontantpligten.
Derfor mener forbrugerorganisationen ikke, at Meny bør kunne slippe afsted med at nægte kontantudbetaling på under 500 kroner.
Kommunikationsdirektør i Dagrofa, der ejer Meny, Morten Vestberg, fortæller TV2, at han vil gentage kontantreglen over for butikkerne.