3. januar 2001 og dotcom-boblen, der bristede. 1. oktober 2007 og verdensomspændende finanskrise. 3. marts 2020, coronapandemi og nedlukning af store dele af verdensøkonomien.
En lille gåde: Hvad har disse datoer og begivenheder til fælles med 18. september 2024?
Jo, den amerikanske centralbank bankede med et slag renten ned med et halvt procentpoint.
Det er meget på en gang, og det er ildevarslende.
Siger jeg dermed, at verdens største og vigtigste økonomi lige nu er på vej ned i et dybt, sort hul? Ingenlunde.
Men jeg hejser i al ydmyghed et lille, rødt advarselsflag.
For jeg hører til dem, der vurderer, at den amerikanske centralbankchef Jerome Powell desværre er kommet lidt for sent med den første rentenedsættelse siden marts 2020.
Farten er påviseligt begyndt at tage af i amerikansk økonomi. Arbejdsløsheden er stigende, og beskæftigelsen stiger i et lavere tempo, end markedet havde troet og håbet på.
Trods den store rentenedsættelse onsdag aften dansk tid er den amerikanske rente stadig så høj, at den trækker tempo ud af amerikansk økonomi.
Jerome Powell signalerede på sit pressemøde onsdag meget klart, at han er parat med flere rentenedsættelse i år og næste år for at understøtte økonomien og beskæftigelsen, og han forsøgte at forsikre omverdenen om, at amerikansk økonomi er sund og står over for en periode med moderat vækst og godt styr på inflationen.
Men hvis han - som jeg vurderer - er kommet i gang med rentenedsættelserne en postgang for sent, kan USAs økonomi ryge ind i en periode med lav vækst og stadigt stigende arbejdsløshed, der kan resultere i en selvforstærkende og nedadgående spiral.
Jeg siger ikke, at det er det, der sker, men jeg siger, at der er en ikke ubetydelig risiko for det.
Og her er der ikke meget hjælp at hente fra verdens næststørste økonomi, den kinesiske.
Kineserne slås nemlig i øjeblikket med store problemer i landets enorme byggesektor, og boligpriserne er begyndt at vise svaghedstegn i Riget i Midten.
Det betyder lavere formue for den almindelige kineser, og det kan forplante sig til afmatning i det kinesiske privatforbrug.
Det er ikke godt for amerikansk eksport til Kina, som er på knap 200 milliarder dollar om året. Det kommer til at kunne mærkes på beskæftigelsen både inden for USA grænser og for de mange amerikanske virksomheder, der har placeret produktion i Kina, for eksempel Elon Musks Tesla.
Jeg er ikke pessimistisk af natur. Snarere det modsatte. Men nøgternt betragtet er der grund til at være bare lidt bekymret, når de to største tandhjul i verdensøkonomien er på vej ned i gear.
I USA sætter man i grove træk sin lid til, at en balanceret pengepolitik med en stribe rentesækninger frem mod udgangen af 2026, en ekspansiv finanspolitik og markedskræfterne i forening kan styre økonomien uden om et tilbageslag.
I Kina tror man trods mange års gradvise frisættelse af markedskræfterne fortsat på, at Kommunistpartiet og dets bureaukratiske fangarme nu engang er bedst til at sikre økonomisk stabilitet og fremgang.
Jeg er desværre ikke sikker på, at det vil lykkes hverken amerikanerne eller kineserne.
Kineserne har med deres overdimensionerede, statsstyrede byggeprojekter, som nu står tomme og trækker boligpriserne ned, modbevist deres egen ide om, at de kan styre væksten.
Nok er amerikanerne ved at få styr på den indtil for nylig alt for høje inflation, men rentevåbnet har været trukket for længe. Powell har ikke turde putte det tilbage i skeden, før han var helt sikker på, at inflationen var under kontrol.
Men det tager måneder, før den fulde effekt af den indtil onsdag meget høje rente på 5,25-,5,5 procent er aftaget, og når vi kommer ind i 2025 kan arbejdsløshedskøerne i USA meget vel være blevet en del længere.
Og hvorfor kridter en boligredaktør, så den verdensøkonomiske bane op på den måde?
Jo, det gør jeg, fordi temperaturen i verdensøkonomien har direkte indflydelse på renterne på danskernes realkreditlån.
Hvis jeg får ret i, at Jerome Powell er kommet for sent i gang med at sænke renterne, vil vi se en afmatning i den amerikanske økonomi, der både vil få betydning for renterne på de variabelt forrentede realkreditlån og de 30-årige realkreditlån med fast rente. Mest for de fastforrentede lån.
Det vil nemlig betyde, at Powell kommer til at levere flere end de seks rentenedsættelser i år og næste år, som medlemmerne i Fed-komiteen FOMC har plottet ind oven i de to, Powell diskede op med onsdag.
Investorerne på verdensmarkedet tror, at han kommer til at opjustere antallet af rentenedsættelse frem mod udgangen af 2025. Det gør jeg også.
Markedet har plottet otte rentenedsættelser ind oven i den dobbelte rentesænkning, Powell leverede onsdag aften dansk tid.
Får markedet og jeg ret, vil det med stor sandsynlighed betyde, at der ikke i år, men næste år vil åbne sig vinduer, hvor danske boligejere og -købere vil kunne optage et 3,5 procentslån med fast rente, da det i dag toneangivende 4-procentslån vil være lukket.
Det vil være godt for danske boligejere, men det vil ske på et trist bagtæppe vævet af lav vækst og længere arbejdsløshedskøer i navnlig USA.
Thomas Castberg er i gang med at kæmpe et slag for, at de danske elever skal have meget mere madkundskab i skolen og sender direkte opfordring til minister.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at trykke play herunder.
