»Jeg var naiv,« siger den nyudnævnte cykelboss Per Henrik Brask om sit syn på Michael Rasmussen og doping.
Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Og man bliver klogere med tiden. Sådan lyder det fra Per Henrik Brask, der for nylig blev udnævnt som direktør i Danmarks Cykle Union, men som tidligere har været på holdningsmæssig kollisionskurs med forbundet.
I 2009 skrev DCU-bossen bogen ’Vi træner, motionerer og cykler’ og helligede i den forbindelse et afsnit til Michael Rasmussen. På det tidspunkt var den danske bjergkonge ikke gået til bekendelse om sit massive dopingindtag og udstillede mest sig selv som en forfulgt uskyldighed.
Det billede tog Per Henrik Brask for gode varer, erkender han selv.
»I bedste fald var det smånaivt, hvad jeg skrev dengang for at være ærlig« lyder det nu seks år efter fra Per Henrik Brask.
»Der er heldigvis sket meget i de seks år, der er gået, siden jeg skrev det afsnit. Jeg kan ikke huske præcist, hvad jeg skrev dengang, men jeg kan huske, hvad jeg mente,« konstaterer han.
I de mellemliggende år er Michael Rasmussen gået til bekendelse som superbruger fra den moderne topidræts forbudte hyldemeter. Den gamle historie om, at den danske toprytter var en uskyldig martyr og et spinkelt væsen på systemets store hjul, er blevet mere håndgribelig og kriminologisk. Michael Rasmussen snød populært sagt, så det drev, da han i 2007 var snublende tæt på at vinde Tour de France.
»Jeg kan konstatere, at min naivitet blev gjort til skamme, og jeg vil aldrig i dag skrive noget lignende. Jeg er blevet klogere,« understreger DCUs nye direktør over telefonen.
I 2009, da Per Henrik Brask skrev på sin bog, var tonen mere defensiv på vegne af dansk cykelsports dengang største navn.
»De personer, der forvalter systemet har vist, at det desværre ikke drejer sig om dopingbekæmpelse, men om ren og skær nepotisme. I forhold til de indflydelsesrige cykelnationer. Og i forhold til favoriserede ryttere,« skrev Brask.
Det var Danmarks Cykle Union og ikke mindst den daværende direktør, Jesper Worre, der var med til at få piedestalen til at vakle under Michael Rasmussen. Det var således den danske Tour-stjernes eget forbund, der under Tour de France 2007 brød tavshedspligten ved at fortælle om de verserende advarselssager for misligholdt oplysningspligt, Rasmussen trak rundt med. Og siden piblede det frem med afsløringer af forsøg på dopingsmugling over landegrænser, om hemmelige træningsophold i Dolomitterne og delejerskab af en blodbank i Østrig.
»Jeg er blevet meget klogere. Af indlysende årsager ville jeg aldrig skrive den slags i dag. Heldigvis bliver vi klogere. Jeg synes også, journalistikken er blevet det og i dag dækker dopingproblematikken med flere nuancer. Men det er en falliterklæring, at man har kunnet snyde som Raasmussen – også andre steder i sportens verden – uden at det bliver opdaget,« siger anfører Per Henrik Brask, der vil følge DCUs hidtidige linie i dopingproblematikken.
Snyd kan ikke gradbøjes og skal elimineres.
»Jeg vil arbejde på, at vi får belyst alle de steder, vi overhovedet kan. Snyd er snyd, uanset om man doper sig, eller som i NFL lukker luften ud af boldene. Snyd er snyd, og snyd skal ikke finde sted. Længere er den ikke.«
