Uha for en dag, det var ved O Gran Camiño.

Den bød på endnu en dansk triumf, da den gule dræberhveps Jonas Vingegaard igen sejrede på etapen.

Dermed vinder den dobbelte Tour-vinder suverænt løbet samlet, hvor han kan skrive sig på som vinder af tre af årets fire etaper - den sidste blev neutraliseret, så der var tiderne ligegyldige

Søndagens strabadser blev forkortet, da vejret igen var vildt og voldsomt, så knap 30 kilometer af etapen blev droppet.

Samtidig udgik tv-billederne fra løbet også, så det undervejs var umuligt at følge med i, hvad der skete.

Tre kilometer fra mål stak Vingegaard fra konkurrenterne og kørte alene over målstregen. Præcis som tilfældet havde været de to forgående dage.

Forud for etapen havde Vingegaard et komfortabelt samlet forspring på 1 minut og 13 sekunder til nærmeste rival, Egan Bernal.

Afkortelsen ændrede ikke på, at Vingegaard på den sidste stigning viste, at han med afstand har været den bedste rytter i det spanske etapeløb.

Lenny Martinez (FDJ) var søndag nærmeste forfølger og kom i mål 15 sekunder efter den danske Tour de France-vinder. 45 sekunder efter Vingegaard kom Hugh Carthy (EF) i mål på tredjepladsen.

Det er andet år i træk, Jonas Vingegaard vinder cykelløbet. I fjor vandt han samtlige etaper, hvilket gør ham til seksdobbelt etapevinder i det nordspanske etapeløb.

Danskeren vandt med knap to minutter ned til franske Lenny Martinez, der sluttede på en samlet andenplads.