Vingegaards sæsonåbner blev – vanen tro, fristes man til at sige – ramt af kaos med en neutraliseret etape.

På enkeltstarten var Joshua Tarling i en klasse for sig. Tempomonstret fra Ineos satte en fænomenal tid, men den var Vingegaard hamrende ligeglad med. 

Her får du B.T.s dom over Jonas Vingegaard fra første etape af O Gran Camiño.

Jonas Vingegaard lignede en mand, der var tung i røven som aldrig før, da han begav sig ud på enkeltstarten i La Coruña. Men det er fuldstændig ligemeget.

For med neutrale tider på dagens enkeltstart var det underordnet, om han var kommet i mål som vinder eller med et halvt døgns forsinkelse, og det viste sig tydeligt hos den danske verdensstjerne.

Den dobbelte Tour-vinder tog ingen chancer og gled roligt igennem det spanske landskab under torsdagens paradekørsel, der endte med en plads som nummer 45. 

Det rækker selvfølgelig ikke til en gul trøje fredag, der sidder på skulderne af Joshua Tarling. Men mon ikke den kun er til låns.

Jonas Vingegaard triumferede overlegent ved sidste års udgave af O Gran Camiño.
Jonas Vingegaard triumferede overlegent ved sidste års udgave af O Gran Camiño. Foto: Brais Lorenzo/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den danske Tour-minator så voldsomt trimmet ud, da han satte sig ud på den spanske asfalt. Han har tydeligvis ikke skovlen julesovsen ind som os andre. 

Når det er sagt, er det en umulig mission at sige noget som helst om Vingegaards Tour-chancer efter torsdagens enkeltstart.

Med det samme var det tydeligt, at Visma-stjernen ikke havde tænkt sig at køre efter etapesejren på den neutraliserede etape, hvor det lignede mere hygge end arbejde for manden fra Glyngøre.

Men vi har tårnhøje forventninger til Jonas Vingegaard i årets O Gran Camiño, på trods af at han skal dyste med stærke profiler som David Gaudu, Carlos Rodriguez og Richard Carapaz. Giv dem en røvfuld, Jonas.

Jonas Vingegaard hyggede sig på dagens enkeltstart.
Jonas Vingegaard hyggede sig på dagens enkeltstart. Foto: Cabalar/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Vi troede næppe, det var muligt at overgå den historisk dårlige planlægning af O Gran Camiño i fjor. Alligevel må vi sande, at årets udgave er godt på vej.

For med årets neutralisering på første etape følger man trop på løbet sidste år, hvor forfrosne ryttere neutraliserede en etape, inden en anden blev forkortet af vejret – og der skulle altså kun køres fire etaper.

Kun vejrguderne kender teksten de kommende dage, men man kan næppe fortænke arrangørerne i det, hvis de beder en aftenbøn om godt vejr de næste døgn.

Det trænger løbet til. 

Spændingen steg og steg hele vejen op til, at Vingegaard blev sat fri på dagens enkeltstartsrute. Det kildede alle de rigtige steder. Endelig skulle der tages hul på stjernens sæson.

Men sandheden er, at danskeren ikke engang behøver tage et bad efter dagens etape.

For det endte som en gevaldig fuser i det sekund, han trillede ned ad startrampen.

Lynhurtigt var det tydeligt, at Vingegaard ikke kom til at køre hurtigere, end vi andre gør, når vi skal ned til supermarkedet. Der var intet på spil, og det kunne man tydeligt se på thyboen.

Fredagens største spørgsmål er vel, om dagens etape bliver afviklet efter planen.

For kaosset fra sidste år er fosset direkte ind i 2024-udgaven, og det her løb kræver bare af rytterne, at de skal være forberedt på alt – være ‘polyvante’ som landstræner Morten Olsen yndede at kalde det.

Efter alt at dømme står menuen på 151 kilometer med fire kategoriserede stigninger.

I stedet kan den altså ende med at stå på siesta og tapas for de arme ryttere.