Michael Mørkøv genvandt her til aften det danske mesterskab i cykling, der blev afviklet i Esbjerg.

Dermed fuldendte han en helt igennem perfekt DM-uge for Deceuninck-QuickStep-mandskabet, der også tog sølvet med Kasper Asgreen, og selvsamme Asgreen vandt i torsdags guld på enkeltstarten.

Det var da også en tydeligt tilfreds Michael Mørkøv, som B.T. mødte efter løbet.

»Jeg vidste, jeg var godt kørende, og jeg havde to gode holdkammerater, men at det hele skulle gå op i en højere enhed igen i dag, det er fantastisk,« sagde Mørkøv kort efter løbet.

På sejrsskamlen kunne han på sin højre side altså se Kasper Asgreen, der kan tage hjem fra Esbjerg med en guld og en sølvmedalje. om halsen.

»Det har uden tvivl været en fuldstændig perfekt weekend. Jeg ville naturligvis gerne selv have vundet, men det er nærmest ligeså godt, når det er Mørkøv,« fortalte en glad Kasper Asgreen, der lukkede alle huller for hans holdkammerat i afslutningen.

»Kasper lukker ned for det hele i finalen og sørgede for, at jeg kom i en position, hvor jeg kunne vinde, men jeg er også meget stolt af Mikkel Honoré, der arbejdede utroligt hårdt derude for mig på hele ruten,« sagde Michael Mørkøv, der med sikkerhed har aftenens gladeste sportsdirektør i Brian Holm.

»Det har været en fantastisk weekend. Først Asgreens præstation i torsdags, vi har været hos bageren i Ribe, og så sluter det med Mørkøv i dag. Det kunne ikke være bedre,« sagde en stolt Brian Holm umiddelbart efter løbet.

Michael Mørkøv genvinder DM i landevejscykling foran Kasper Asgreen
Michael Mørkøv genvinder DM i landevejscykling foran Kasper Asgreen Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

I det sidste sving havde Kasper Asgreen og Michael Mørkøv slået så stort et hul, at de allerede var sikre på, at sejren var hjemme til holdet.

»Det var helt specielt, fordi vi kommer ud af opløbssvinget, og der ved jeg allerede, at vi bliver et og to, og så skal man næsten køre mod sin holdkammerat, men i og med, at Kasper havde brugt en masse kræfter, vidste jeg, at den lå godt til mig,« sagde den 34-årige dansker, og ifølge Brian Holm var det også sådan, det skulle være.

»Det havde egentlig ikke været okay, hvis Asgreen havde slået ham på stregen. Man har en aftale, og den overholder man, fordi ellers opstår der problemer, hvis rollerne en dag er omvendt, så det gik som det skulle,« forklarede Brian Holm.

Der var da heller ikke den store tvivl, da de to Decueninck-QuickStep-ryttere krydsede stregen, hvor Mørkøv vandt sikkert, og han blev dermed den blot tredje, udover Bjarne Riis og Nicki Sørensen, der har formået at vinde DM to år i træk.

Michael Mørkøvs sejr betyder, at vi nu får Dannebrogstrøjen at se i Tour de France både på enkeltstarten og i de samlede starter, da Mørkøv og Asgreen begge nu rejser til Bruxelles, hvor dette års Tour begynder.

»Det har egentlig altid været en drøm at få lov til at køre Touren i Dannebrog og de to gange, hvor jeg har vundet DM, der er jeg blevet sorteret fra til Touren, så i år var jeg meget opsat på at skulle have Dannebrog med til Tour de France,« sagde Michael Mørkøv.

Sejren var Michael Mørkøvs i alt tredje danske mesterskab i linjeløb. Det første vandt han tilbage i 2013.