Mads Pedersen udgik, og Kasper Asgreen gjorde sig ikke gældende, da Dylan van Baarle vandt Paris-Roubaix. Ineos-holdet har haft et imponerende forår, og søndag kom kronen på værket.

Her vandt Dylan van Baarle nemlig brostensmonumentet Paris-Roubaix.

Efter et intenst og hæsblæsende løb på de bumlede nordfranske veje efterlod den 29-årige hollænder de andre store navne i støvet med cirka 20 kilometer igen, så han til sidst i ensom majestæt kunne køre over målstregen på den legendariske velodrom i Roubaix.

Wout van Aert (Jumbo-Visma) vandt en spurt om andenpladsen foran Stefan Küng (FDJ).

Mads Pedersen har haft Paris-Roubaix som sidste helt store mål i foråret, men det endte i nedtur for eksverdensmesteren, der efter styrt og punkteringer stod af cyklen, lang tid før løbet skulle afgøres.

Det andet danske vinderhåb, Kasper Asgreen, viste sig ikke at have gode nok ben til at gøre sig gældende. Dermed endte Asgreens forår skuffende med en tredjeplads i Strade Bianche som bedste resultat.

Mathias Norsgaard Jørgensen (Movistar) sluttede som bedste dansker på en 29.-plads, små fem minutter efter Dylan van Baarle.

I de meget lange endagsklassikere går der som regel noget tid, før der sker noget bemærkelsesværdigt. Men ikke søndag.

På et stykke med sidevind efter små 50 kilometer – inden rytterne havde ramt de første brosten – satte Ineos sig frem og skruede tempoet i vejret. Det britiske hold havde formentlig spottet, at flere af favoritterne sad langt tilbage i feltet.

Det knækkede da også over, og så blev Asgreen, Mads Pedersen, Wout van Aert og Mathieu van der Poel fanget i den forkerte gruppe. Anført af Ineos kørte det forreste felt væk, og så skulle de store navne bagved – og deres hjælperyttere – på hårdt arbejde.

Ondt blev værre for danskerne, da både Pedersen og Asgreen lige før den første af de 30 brostensstykker styrtede.

Som vanligt opstod der mere eller mindre kaotiske tilstande på de smalle brostensveje, hvor den ene rytter efter den anden blev ramt af styrt eller uheld.

Ud af kaosset opstod der en lille frontgruppe, hvor Milano-Sanremo-vinderen Matej Mohoric en overgang havde selskab af Casper Pedersen og et par andre ryttere. Bag dem var de to felter smeltet sammen, så de store navne var samlet.

Mohoric-gruppen var oppe på at have to minutters forspring, men det blev langsomt mindre og mindre, og efter en punktering blev Mohoric opslugt af favoritgruppen, der med cirka 40 kilometer tilbage var nede på cirka ti mand. Her blev løbet nu for alvor blev givet frit.

Det endte altså med, at Dylan van Baarle tog sejren.

Hollænderen, der blev nummer to i Flandern Rundt for nylig, kørte væk fra en kvartet, der blandt andre bestod af Matej Mohoric, og blev altså ikke set igen af de andre. Sejren var van Baarles blot sjette i karrieren.

/ritzau/

Genoplev løbet i LIVE-bloggen her: