Traditionen tro valgte arrangørerne af verdens største cykelløb at løfte sløret for næste års rute ved en storslået seance i Paris.

Det betyder blandt andet et gensyn med Mont Ventoux, men også bon jour til flere nye stigninger, som ikke tidligere har været på Tour-kortet.

BT har herunder lavet en håndfuld hurtige punktnedslag på de i alt 21 etaper, hvor løbet kan blive afgjort.

9. etape: Vielha Val d'Aran - Andorre Arcalis 184 km (10. juli 2016)
En virkelig tricky etape, hvor man indleder dagen med at klatre fra bunden af Val d'Aran og så begiver sig mod mikro-staten Andorra. Sidst Tour de France lagde vejen forbi, satte Alberto Contador tommelskruer på feltet netop her, selv om det var Brice Feillu, der løb med sejren.

12. etape: - Montpellier - Mont Ventoux 185 km (14. juli 2016)
Afslutningen på Mont Ventoux er altid en lækkerbisken. Heden i Provence og det iltfattige stykke ved bunden af stigningen på Bedoin-siden, vil kunne give de fleste mylder i maven. Det bliver ikke dén afgørende etape, men Chris Froome vil tænke tilbage på, hvordan han eliminerede modstandere på stribe i 2013, da han vandt Touren for første gang.

17. etape: - Bern - Finhaut-Emosson 184 km (20. juli 2016)
Vi er i Schweiz på stigningen til Emosson, der stiger med 12 procent på det sidste stykke. En meget hård dag er i vente, og Contador vil tænke tilbage på, hvordan han i 2014 duellerede med en vingeskudt Chris Froome netop her i Criterium Dauphiné.

18. etape: Sallanches - Megève 17 km enkeltstart (21. juli 2016)
Det er ikke tit, Tour-arrangørerne hoster op med en decideret bjergenkeltstart, men her er den. 17 km som i realiteten er ret blandet, men så meget desto mere en udfordring, fordi det bliver nærmest umuligt at finde ind i en rytme.Thibaut Pinot og Fabio Aru har set godt ud på den slags udfordringer. Chris Froome vil høre alarmklokkerne bimle.

19. etape: Albertville - Saint-Gervais Mont Blanc 146 km (22. juli 2016)
Mont Blanc-etapen byder sig til som afgørelsens time, men alt i alt er det en dag med masser af irregulær bjergkørsel og en hård opkørsel til målbyen. Eftersom etapen er ganske kort, kan vi forvente masser af væddeløb lige ud af skolegården. Det kan blive en fest.