Rasmus Guldhammer erstatter Jakob Fuglsang ved VM i cykling senere på måneden i USA.

Jakob Fuglsang bliver ikke verdensmester i landevejscykling i år. Det står klart, efter at Team Astana-rytteren har meldt afbud.

Til løbet i amerikanske Richmond 27. september har Danmarks Cykle Union i stedet udtaget Rasmus Guldhammer, som senest er blevet nummer fire i Tour of Britain.

»Jakob har trukket sig frivilligt fra det danske landsholds ved VM. Men det er vigtigt for ham at understrege, at det altså ikke har noget at gøre med, han ikke vil køre på landsholdet,« siger DCU-sportschef Lars Bonde til BT.

»Siden vi udtog de seks ryttere, der skal køre VM i Richmond, har vi været i løbende dialog om både gejst og niveau. Og det er i den forbindelse, Jakob har gjort opmærksom på, at han gerne ville overlade pladsen til Rasmus Guldhammer. Pladsen har som udgangspunkt hele tiden været Jakob Fuglsangs, og han gad godt køre VM. Men han har også været opmærksom på, at der lige nu er en rytter klar i kulissen, som er bedre end ham. Jeg synes, det er stort af Jakob at overlade sin plads til Guldhammer,« understreger Lars Bonde.

Rasmus Guldhammer siger selv om udtagelsen i en pressemeddelelse:

»Jeg er super glad og stolt over at skulle repræsentere Danmark ved VM. Det bliver fantastisk at være en del af holdet, og jeg glæder mig meget til at udfylde den rolle, jeg får tildelt«.

Udtaget til VM-enkeltstarten der køres den 23. september over 53 kilometer er:
Rasmus Quaade (CULT Energy Pro Cycling)
Christopher Juul Jensen (Tinkoff-Saxo)

Udtaget til VM-landevejsløbet der køres den 27. September over  259,2 kilometer er:
Matti Breschel (Tinkoff-Saxo)
Lars Bak (Lotto-Soudal)
Rasmus Guldhammer (CULT Energy Pro Cycling)
Michael Mørkøv (Tinkoff-Saxo)
Christopher Juul Jensen (Tinkoff-Saxo)
Michael Valgren (Tinkoff-Saxo)