Tinkoff-Saxos russiske bagmand gik så langt over stregen i sine udfald mod en skadet Chris Froome, at han måtte undskylde offentligt.

Det er sjældent, det sker, men selv for Oleg Tinkov kan det altså gå for vidt med ondskabsfulde drillerier og skamløs hån.

Onsdag var cykelholdet Tinkoff-Saxos excentriske ejer ellers godt fremme i cykelskoene, da han voksenmobbede Chris Froome for »at køre som en pige«.

Anledningen var en vanvids-etape i Vuelta España, hvor Team Sky's kaptajn blev sat allerede tidligt og nåede i mål med et stort minus på otte minutter.

Baggrunden for Chris Froomes svaghedstegn var dog ikke tøset kørsel, men derimod en skade, den 30-årige Tour-konge pådrog sig allerede meget tidligt inden turen mod Andorra.

Chris Froome var i asfalten allerede efter en kilometer, men kom på cyklen igen. Dog med store smerter og det skulle der vise sig at være al mulig grund til.

Det hører til sjældenhederne, at man får en undskyldning fra Oleg Tinkov (foto), men Chris Froome fik dog én, efter den russiske rigmand havde kaldt den kenyansk-engelske cykelrytter for en pige på Twitter
Det hører til sjældenhederne, at man får en undskyldning fra Oleg Tinkov (foto), men Chris Froome fik dog én, efter den russiske rigmand havde kaldt den kenyansk-engelske cykelrytter for en pige på Twitter Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Efter en undersøgelse og en MRI-scanning torsdag morgen, fik Chris Froome stillet diagnosen. Brud på højre fod og brat punktum for sæsonen.

Det fik efterfølgende Oleg Tinkov til at ryste rødvinstågerne af sig og den russiske finansmand måtte til tastaturet med en uforbeholden undskyldning.

»Undskyld, Chris, for mine tweets. Jeg vidste helt sikkert ikke, at du havde brækket foden. God bedring og vi ses til Tour de France 2016,« skrev således Oleg Tinkov.

Vuelta España føres af Astanas unge italiener Fabio Aru, men Tinkoff-Saxo er stærkt med i kampen om en podieplads ved polakken Rafal Majka.