Taylor Phinney styrtede på opløbsstrækningen af 3. etape af Giro d'Italia i Horsens. Han blev tilset i ambulance, men gik selv ud igen til klapsalver.

Mandagens 3. etape i Giro d'Italia fik en dramatisk afslutning, da Matt Goss fra Team Orica-GreenEdge kom først over stregen i spurten.

Indehaveren af den lyserøde førertrøje, Taylor Phinney, som også var uheldig søndag, blev indblandet i et voldsomt styrt i spurten. Styrtet skete, da en rytter trak direkte ind foran Mark Cavendish, som gik i asfalten og trak store dele af feltet med sig.

Værst så det ud for Taylor Phinney, som længe sad på asfalten og senere fik hjælp. Han blev ført ind i ambulance, og bedst som man troede løbet var slut for ham, trådte han ud af ambulancen igen og humpede videre til store klapsalver i Horsens.

Tydeligt forslået var han indstillet på at gå på podiet og modtage den lyserøde førertrøje, som han stadig besidder. Her stod han på scenen, smilede og sprøjtede med champagne, selvom han helt åbenlyst var kommet slemt af sted i styrtet. Cykling er virkelig ikke for tøsedrenge. 

- Jeg har det bedre nu. Da jeg var i jorden, var jeg en smule forvirret og i chok. I ambulance begyndte jeg dog at få det bedre, siger Taylor Phinney.

Team Saxo Banks JJ Haedo kørte en flot spurt, efter det var lykkedes holdet at etablere et sprintertog for ham. Haedo nåede ind på andenpladsen, efter Matt Goos tog sig sikkert af førstepladsen. Meget kunne dog være gået helt anderledes, hvis Mark Cavendish ikke var blevet forhindret.

Cavendish var også kommet til skade efter styrtet, men han tog sin cykel og nakken og gik de sidste meter over målstregen. Roberto Ferrari blev i øvrigt diskvalificeret og endte dermed sidst på etapen. Ellers får alle ryttere samme tid, da det store styrt skete til sidst på etapen.