Jonas Vingegaard var pågående som bare fanden op ad Mont Ventoux.
Danskeren kunne sammenlignes med den dér irriterende sommermyg, der bliver ved med at flyve omkring ens øre i det mørke soveværelse og driver én til vanvid.
Den dobbelte Tour-vinder satte det ene angreb ind efter det andet på Tadej Pogacar i håbet om, at han tabte hovedet og eksploderede på det skaldede bjerg.
Det lykkedes ikke, men ikke desto mindre vakte det berusende cykelløb begejstring hos Bjarne Riis.
»Det var fedt at se Jonas på det niveau. Jeg synes, det var sejt, og det giver absolut gode perspektiver. Han så stærk ud, og han kunne blive ved med at angribe – endda også køre kontra på Pogacars kontra,« siger B.T.s Tour de France-ekspert.
»Jonas havde ikke Pogacar ude i tovene, men han pressede ham da. Kigger man mand mod mand, så sad Pogacar på hjul et langt stykke op af bjerget på Jonas. Jonas var lige så stærk som ham.«
Det var Jonas Vingegaard, der tog initiativet på Tourens 16. etape, og det var første gang i løbet af årets udgave, at han testede sin slovenske rival så mange gange.
På TV 2 blev der blandt andet spekuleret i, om manden i gult viste svaghedstegn på dagens eneste og afgørende stigning.
Men det mener Ørnen fra Herning ikke.
»Pogacar blev siddende, da Jonas rejste sig for at accelerere. Så er man ikke i krise. Der skal flere accelerationer til. Men Jonas stepper op, han kører stærkt,« vurderer han.
»Jeg synes alligevel, det var en opløftende etape for Jonas og Visma. De viste, at de var et hold.«
De seneste løbsdage har Visma-Lease a Bikes kørsel ellers fået kontant medfart af Bjarne Riis, der har været en af de hårdeste kritikere.
Generelt har det været et enormt tema, at den danske stjerne ikke får den fornødne opbakning fra sit hold.
Men tirsdag var det noget andet. Her hjalp holdet med at sætte pres i bunden af stigningen, samtidig med at der var sendt to forposter afsted i form af Victor Campenaerts og Tiesj Benoot, der kunne hjælpe Vingegaard op ad bjerget.
»Visma kørte godt, og generelt vil jeg sige, at der ikke var noget at sætte på deres kørsel. Simon Yates og Matteo Jorgenson blev måske sat lidt tidligt, men de lignede et hold. Sorry Jonas. Måske jeg skulle have sagt det noget før, så dine holdkammerater rettede ind,« lyder det fra Bjarne Riis med et smil.
Han mener også, at Jonas Vingegaard egentlig kunne have angrebet endnu længere fra mål end de otte kilometer, hvor han stak første gang.
»Hvis han virkelig gik all in, skulle han være kørt lidt tidligere. Men så havde han også risikeret at hente sine holdkammerater, der var forposter for tidligt, og så kunne han ikke udnytte dem.«
Nu er det store spørgsmål, om tirsdagens opløftende tendenser er nok til, at troen på en Tour-triumf er tilbage.
For i sidste ende kom Tadej Pogacar i mål to sekunder hurtigere end Jonas Vingegaard.
»Jeg tror ikke mere på det efter etapen, for fire minutter er meget. Der skal køres længere udefra, hvis Pogacar virkelig skal knækkes. En dag kan være nok, hvis han knækker fuldstændig, men jeg ser det ikke ske for mig. Det er han for godt kørende til,« mener Bjarne Riis.
Til gengæld kan dagens tendenser være enormt positive for den 28-årige thybo – og faktisk kan de række længere end årets Tour de France.
»Jonas skal stadig køre efter dramaet og efter, om han kan sætte Pogacar og slå ham på en etape. Det er der også fremtidsperspektiv i. Hvis han kan sidde med ham resten af Touren viser han, at han fremadrettet kan bide skeer med ham,« siger Riis.
»Det giver også perspektiver at slutte godt af med henblik på Tour de France næste år. Nu er det bare snuden i sporet, og selvom det bliver svært, er der muligheder.«
Årets sidste bjergetaper køres torsdag og fredag, og det bliver Jonas Vingegaards absolut sidste muligheder for at vende den små-håbløse situation på hovedet.