Gør Visma-Lease a Bike alt for at føre Jonas Vingegaard til endnu en Tour-triumf?

Sådan lyder det store spørgsmål omkring vores dansker og hans mandskab, idet vi tager hul på løbets tredje og afgørende uge.

B.T.s Tour de France-ekspert Bjarne Riis er mildt sagt ikke fortrøstningsfuld.

»Jeg er bekymret for den strategi, de har, i forhold til at de går så meget efter, at alle andre skal lave resultater. Det bekymrer mig vildt.«

Bjarne Riis er ikke tilfreds med Jonas Vingegaards holdkammerat Wout van Aert.
Bjarne Riis er ikke tilfreds med Jonas Vingegaards holdkammerat Wout van Aert. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I skrivende stund ligger Vingegaard mere end fire minutter efter Tadej Pogacar i det samlede klassement, og de seneste dage har hans holdkammeraters ambitioner om etapesejre virket til at være en klar førsteprioritet.

Det kan spænde ben for Jonas Vingegaard på landevejen, men også mentalt.

»Når nu Jonas siger, at han vil gå all in, så håber jeg virkelig, at han får fuld støtte og den mentale opbakning til at turde gå i offensiven,« forklarer Bjarne Riis.

»Både fra bilen med sportsdirektøren og hans hjælperyttere. Og det er meget bevidst, at jeg bruger det ord, for de er goddamn hjælperyttere. Det har jeg bare ikke set endnu.«

»Jeg ved godt, at de ville sige, at de har kørt fremme og beskyttet ham, men det er ikke det, jeg tænker på.  Det med at gå all in for Jonas, det er fejet ind under gulvtæppet på holdet. De fleste med forstand på cykling forstår ikke deres strategi – bortset fra belgiere, der synes, det er fedt, at belgierne skal ligge og køre for sig selv. Hvad fanden er det for noget?«

Bjarne Riis hentyder her til superstjernen Wout van Aert, der ifølge ham har lignet en mand med sine egne, klare ambitioner. På Vingegaards vegne har historien været en helt anden. 

Det sås for eksempel på søndagens etape, hvor van Aert var en af flere Visma-ryttere, der satte tempo forrest i feltet side om side med Pogacar, mens Jonas Vingegaard kæmpede med at komme op til dem bagfra.

Faktisk var situationen så absurd, at Pogacar efterfølgende mente, at Visma ikke lignede et hold, der kørte for Vingegaard. Det fik Van Aert til spydigt at svare, at Pogacar selv »kunne være faldet tilbage,« hvis han virkelig ville vise noget sportsmanship.

Wout van Aert får hård medfart af Bjarne Riis.
Wout van Aert får hård medfart af Bjarne Riis. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og den udtalelse sender mildest talt Bjarne Riis op i det røde felt.

»Helt ærligt, Prins Knud. Jeg er sikker på, at du handler i god tro, men sig mig lige én ting – hvorfor fanden skulle Pogacar lade sig falde tilbage i den situation? Det har jeg aldrig nogensinde set.«

»Det er ikke Pogacars opgave at hjælpe Jonas – det er goddamn van Aerts. Hvad tænker fjolset dog på?« lyder det, inden han kommer med en sammenligning.

»Det er som at se en U15-fodboldspiller, der ligger og dribler om sig med hovedet nede i bolden i stedet for at se efter sine medspillere og spille dem. Hvad fanden tænker han på? Han er en lille egoist, det mener jeg virkelig.«

»Kig dog op og find dine medspillere, det er førsteprioriteten. Jeg har virkelig svært ved at acceptere det. Det kan godt være, at du hjalp Jonas på Hautacam for tre år siden, men jeg er hamrende ligeglad. Så kan jeg få hele Belgien på nakken, I don’t care. Det er det, vi ser. Han skal ikke sige sådan noget sludder.«

De kaotiske tilstande, der lader til at være internt på Visma-Lease a Bike-mandskabet, kunne ifølge den tidligere rytter, sportsdirektør og holdejer hurtigt løses, hvis cheferne var deres opgave voksen.

For det kræver, at sportsdirektørerne tager hånd om situationen.

»Jeg vil anbefale, at vi ser noget ledelse på det hold. Det er okay at have folk fremme, men de må da aldrig ligge og angribe, når Jonas ligger bagtil. Det er dér, hele miseren ligger,« siger Riis om episoden på søndagens etape.

»De skal være glade for, at jeg ikke sad i den sportsdirektørbil. Men så var situationen aldrig opstået. Aldrig. Jeg havde kørt med nogle helt andre prioriteter. Der mangler simpelthen ordentlig ledelse. Ellers kommer sådan nogle ting til at ske.«

Hvordan Visma-Lease a Bikes prioriteter er fremadrettet, får vi de første svar på tirsdag, når en stor etape afsluttes på legendariske Mont Ventoux.