Jonas Vingegaard blev efterladt af sit hold på 15. etape af Tour de France, og det har vakt undren hos hans værste konkurrent, Tadej Pogacar.
Der udspillede sig en noget mærkværdig situation på dagen, hvor Visma-kaptajn Vingegaard blev fanget bag et styrt – og måtte derfor kæmpe for at komme tilbage i feltet.
I stedet for at hjælpe deres holdkaptajn forsøgte flere af Vingegaards holdkammerater i stedet at stikke af foran i feltet – for at jagte deres egen chance.
Samtidig var det paradoksalt nok Tadej Pogacar, som forsøgte at sænke farten i gruppen – så Vingegaard kunne komme tilbage. Men danskerens holdkammerater blev ved med at angribe.
Sloveneren var derfor noget paf, da han efter etapen blev spurgt ind til den situation:
»Pludselig kørte Wout (van Aert, red.), så Victor (Campenaerts, red.) og Matteo (Jorgenson, red.). Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke. Jeg lukkede den tredje rytter, så de ikke alle tre kom afsted. Måske hjalp jeg også Jonas. Det var en ret mærkelig situation,« siger Pogacar til TV 2 Sport og fortsætter:
»Hvis jeg var i Jonas’ situation, ville jeg ikke være den mest glade ved middagsbordet i aften (...) Jeg forstår, at de (Visma, red.) vil vinde etaper, men de kan også vinde hele Touren. Jeg ved det ikke. Men jeg ville ikke være den mest glade.«
Jonas Vingegaard fortalte efter etapen, at han ikke vidste, hvad der skete i gruppen foran ham.
Den mærkværdige situation har i hvert fald skabt grobund for at stille spørgsmålet, om Visma prioriterer Jonas Vingegaard i årets Tour de France – eller om danskeren bør overveje en ny arbejdsgiver?
Du kan læse mere om de i overvejelser i B.T.s dom fra dagens etape HER.