Jesper Worre mener, at Claus Hembos kritik i kølvandet på DM er det rene vrøvl.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Jeg synes, det er noget forkølet vrøvl, siger Jesper Worre, der er er direktør for Danmarks Cykle Union, DCU.

Hans udtalelse kommer som reaktion på Claus Hembos kritik af den måde, som DM og andre større danske cykelløb bliver afviklet på.

Claus Hembo, der er medejer af Christina Watches Onfone-mandskabet, kritiserede mandag ordningen med neutrale servicebiler, ligesom at mente, at det er 'forældet' og 'uambitiøst', at hver hold kun må have én servicebil med.

- Jeg har ikke hørt andre brokke sig over, at man kun må have én servicebil med, og det har fungeret godt i mange år, siger Jesper Worre, der også fortæller at det handler om økonomi.

Mandag buldrede kritikken af sted fra Claus Hembo:

- Det er ikke acceptabelt, at det er de forskellige hold, der skiftes til at køre som neutral servicebil. Hvis der skal køres med neutrale servicebiler, skal de også være neutrale. Jeg siger ikke, at vi er bedre end andre, men det kan være svært at have tillid til, at en neutral servicebil fra et andet hold yder en ligeså god service til en konkurrent i en afgørende situation som til holdets egne ryttere.

Men heller ikke det kritikpunkt mener Jesper Worre, at Claus Hembo har ret i:

- Jeg ved godt, at de (Christina Watches Onfone, red) var uheldige med mange punkteringer og så videre, men jeg synes, at det er noget vrøvl. Man kan ikke altid vise mistillid til andre mennesker. I stedet bygger vi systemet på at have tillid til hinanden, og det har fungeret i mange år, siger Jesper Worre og fortsætter:

- Nu er Claus Hembo jo en ny mand i sporten. Det har fungeret rigtig godt i rigtig mange år, og jeg tror, det kommer til at fortsætte på den måde. Alle stiller op med de bedste motiver, og sådan har jeg altid oplevet det.