Det danske 4000 meter-hold har kvalificeret sig til finalen i holdforfølgelsesløb ved bane-VM i Cali i Columbia. Danskerne skal op imod Australien i finalen.

Der kunne meget vel ligge et sæt guldmedaljer og vente på det danske 4000 meter-hold, når Lasse Norman Hansen, Alex Rasmussen, Rasmus Quaade og Casper Folsach har kørt finale kl. 2 i nat mod Australien.

Det stærke danske hold har tidligt onsdag aften kvalificeret sig til finalen på en tid, som er den hurtigste, der nogensinde er kørt på banen i Cali i Columbia, hvor bane-VM i øjeblikket afvikles. Danskerne kørte de 4000 meter i tiden 4:00,176 min. Australierne, som Danmark møder i finalen, måtte ud i en omstart, men kørte sig i finalen i tiden 4:01,176 min. Præcis et sekund langsommere end Danmark.

Rusland og New Zealand mødes i bronzefinalen.

Danmark har som mål at vinde to medaljer ved bane-VM. 4000 meter-holdet har allerede sikret sig en medalje med finalekvalifikationen. Nu skal det afgøres natten mellem onsdag og torsdag, om det skal være guld eller sølv.

Lasse Norman Hansen skrev efterfølgende på twitter:

- Kvalificerede os, og satte en ny banerekord. Vi skal kører mod Australien senere i guld-finalen. Ønsk og held og lykke