Jonas Vingegaard fik sig en alvorlig kæberasler ved Tourens første tidskørsel, hvor han sluttede langt fra sine konkurrenter og drømmen om den gule trøje. Noget var helt galt på den enkeltstartscykel, og Jonas' onde ånd er tilbage.
Her får du B.T.s dom fra enkeltstarten på femte etape af årets Tour de France, der blev vundet af Remco Evenepoel.
Værre end vores værste mareridt.
Hvad var det lige, der skete for Jonas Vingegaard på dagens enkeltstart? Vores Tour-håb var slet ikke til at kende, da han blev den – med længder – største taber på de 33 kilometer omkring Caen. Der var noget, der så helt mærkeligt ud ved danskeren på den cykel, han ellers plejer at mestre.
Det var simpelthen alt andet, end vi havde forestillet os. Knap nok til at tro på. Nu må det her for alt i verden ikke sætte sig mentalt hos helten fra Glyngøre. Vingegaard endte ikke engang i top 10 og må nøjes med en 13.-plads på etapen.
Den gevaldige nedtur skal hurtigt glemmes, Tour-tavlen vaskes ren. Og nu skal der leveres historiske præstationer, hvis denne Tour skal vendes på hovedet. På 33 kilometer smed han 1:05 til Pogacar og 1:22 til Evenepoel.
Vi blev desværre mindet om én ting på onsdagens enkeltstart, vi helst havde været foruden. Aldrig, aldrig fornærme den slovenske cykelmajestæt Tadej Pogacar. Jonas' onde ånd er tilbage.
Med fråde om munden og prikker på dragten sad ydmygelsen fra Dauphiné stadig i baghovedet på Tour-kongen, der fik en enkeltstartsmæssig lussing ved Tour-generalprøven for en måned siden.
Men så svarede han bare igen med at give en gevaldig mavepuster. Dagen fik slået et helt andet hierarki fast, end vi havde håbet på for Jonas Vingegaard, hvor han var langtfra at være på niveau med sin store rival og Remco Evenepoel.
Ja, der er mange etaper endnu. Ja, der mangler flere uger. Ja, der mangler mange bjerge. Men med Tadej Pogacars indebrændthed og raseri er det umuligt ikke at blive bekymret. Den gjorde vanvittig ondt, den dér.
Touren er et cykelvanvid uden lige.
De fem hidtidige etaper har vist, at det er fuldstændig umuligt at kloge sig på det her uforudsigelige spektakel, som blev en dyster dag med danske øjne, men en formidabel forestilling for de neutrale cykelbriller.
Ud over Remco Evenepoels forventede dominans var en del styrkeforhold vendt på hovedet, da Tadej Pogacar tævede Jonas Vingegaard, ligesom franske Kevin Vauquelin også var hurtigere end vores dansker.
Vi blev blæst af stolen af det drama, de herrer viste på landevejene. Det var tæt på at være et kunstværk!
Selv på en dag hvor Tadej Pogacar ikke vinder, stjal sloveneren igen overskrifterne … bare i mindre udgave.
En modig mini-Tadej gik viralt på sociale medier i en video, hvor den lille dreng kæmper sig afsted på noget af Tour-ruten på sin grønne cykel.
Purken var iklædt Tadej Pogacars smukke verdensmestertrikot og lod sig affotografere og hylde af hundredvis af tilskuere på Tour-ruten.
Der findes intet kaotisk cirkus som Touren, der giver os lige så smukke billeder. Den knægt fik sig en oplevelse for livet og erobrede både den franske landevej og hjerterne.
Hvis du var oppe at køre efter anden og fjerde etape, så er det om at gøre plads til tid på sofaen torsdag eftermiddag.
Der fortsætter klassikerfesten med en kuperet sag, der starter i den ikoniske tapetby Bayeux og slutter ved Vire Normandie.
Seks kategoriserede stigninger venter feltet, inden det formentlig slutter med en gedigen cykelfest op ad målbakken.
Bliver det Mathieu van der Poel? Tadej Pogacar? Jonas Vingegaard? En helt fjerde? Svaret får vi torsdag.
1. Remco Evenepoel – Soudal Quick-Step 36:42''
2. Tadej Pogacar – UAE Team Emirates +0:16''
3. Edoardo Affini - Team Visma-Lease a Bike +0:33''
4. Bruno Armirail - Decathlon AG2R La Mondiale +0:35''
5. Kévin Vauquelin - Arkéa B&B Hotels +0:49''
6. Florian Lipowitz - Red Bull-Bora Hansgrohe +0:58''
7. Iván Romeo - Movistar Team +1:02''
8. João Almeida - UAE Team Emirates +1:14''
9. Luke Plapp - Team Jayco AlUla +1:17''
10. Pablo Castrillo - Movistar Team +1:18''
13. Jonas Vingegaard - Team Visma-Lease a Bike +1:21''
Du kan følge alt fra Tour de France i B.T.s store Tour-liveblog lige her.