»Det er blevet et helvede.«

Den er en af Københavns ældste våbenbutikker og har ligget på samme placering i over 50 år, men i den seneste tid har noget ændret sig.

Efter kommunen har fjernet hundredvis af parkeringspladser, får Arms Gallery, som sælger alt fra haglgevær til knive, ofte en nedslående besked fra potentielle kunder.

De siger i røret, at de hellere vil handle hos konkurrenterne uden for København i stedet for at komme ind til butikken i Nybrogade. For hos konkurrenterne kan man parkere i bil.

»Vi kan jo mærke det på en omsætningsnedgang,« siger Kristian Wronski-Petersen, som har arbejdet i butikken, siden han var 10 år gammel.

Han er ikke alene.

Mens Enhedslisten, Københavns måske mest magtfulde parti, drømmer om at fjerne titusindvis af byens parkeringspladser for at skabe en grønnere og mere cykelvenlig hovedstad, lider butiksejere under kundeflugt, advarede brancheforeninger i sidste uge i B.T. 

Parkeringspladserne er der ikke: »Det gør ondt«
I januar i år har Københavns Kommune sløjfet flere end 500 parkeringspladser i Middelalderbyen i København, hvor mange driver forretning. Beslutningen om at fjerne pladser blev truffet i et forlig af en enig borgerrepræsentation. 

Siden kommunen begyndte det arbejde, har Kristian Wronski-Petersen mærket et skifte, når telefonen ringer.

Folk vil gerne have vejledning i røret, men når det kommer til at lukke handlen, vil de i sidste ende hellere tage til konkurrenterne i Karise eller Lyngby.

»Det er det, der gør ondt, for vi ved, at det er kunder, der køber varer for 1000 kroner eller mere.«

Og de siger, at det er på grund af parkeringspladserne?

»Det siger de. Det er blevet et helvede.«

Det sker hver dag, at kunder er frustrerede over parkeringen, fortæller ekspedienten. Som han siger: Når man skal ind og købe et 10 kilo tungt luftgevær, tager man ikke lige cyklen.  

»Det er noget, der er nyt. Og det er jo fordi, der også snakkes meget om parkeringspladserne, men det er også fordi, parkeringspladserne ikke er der.«

Arms Gallery er én af flere butikker, B.T. har talt med, som hævder, at det påvirker kunderne, at der er blevet fjernet parkeringspladser i byen.

Bilismen skal være 'dyr og besværlig'
Deres nødråb kommer, mens parkeringsdebatten raser i København frem mod kommunalvalget i november.

Mens borgerlige partier og beboere ønsker lettere adgang til parkering i en by, hvor der mildt sagt er rift om pladserne, kæmper Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, for at få flere biler ud af byen.

Barfod har for længst gjort det krystalklart, hvad hun mener om biltrafik i København:

»Hele Middelalderbyen skal være bilfri,« sagde hun i et stort interview med Politiken forud for kommunalvalget i 2021, hvor hun - ligesom i år - var Enhedslistens spidskandidat til overborgmesterposten.

»Vi vil helt konkret sløjfe mindst en tredjedel af parkeringspladserne, og vi vil ikke erstatte dem med parkeringshuse og p-pladser under jorden,« lød det i avisen. »Pladserne skal helt væk. Eksperter peger på, at hvis vi skal flytte folk væk fra biler til offentlig transport og cykler kombineret med delebiler, skal bilismen gøres dyr og besværlig.«

Til B.T. sagde Barfod i august, at Enhedslisten ønsker at fjerne 20.000 parkeringspladser i København.

»Hvis vi for alvor skal have plads til flere cykelstier, sikre skoleveje og grønne områder, så skal vi have nedlagt gadeparkeringspladser i det leje,« sagde hun.